Om livet med en øgle

Opraab! Der flyttes!

2010-12-14T20:27:00.001Z

Nu har jeg boet her på bloggen i et stykke tid. Et år, næsten. Jeg har rykket rundt, malet, støvet af og er vist generelt kommet rundt i alle afkroge, og jeg er nået til den konklusion, at jeg faktisk befinder mig rigtig godt hos Blogspot. Så her bliver jeg - sådan da.

Men (kunne I fornemme, at der var et "men" på vej? Hva' hva' hva'?). Jeg bliver måske nok hos Blogspot, men jeg skifter adresse. Til min helt egen, så jeg, hvis jeg på et tidspunkt får tålmodighed nok til at prøve kræfter med Wordpress sådan for alvor (forsøgte forleden og var seriøst ved at tude af frustration), bare kan skifte templaten. Smart, ik'?!

Man kan spørge sig selv, hvorfor jeg flytter i første omgang, men det er i virkeligheden ret enkelt: Da jeg startede med at blogge i sin tid ovre på Smartlog, var jeg helt nybagt. Mor. Ikke blogger. Og bloggen fik sit navn derefter. iBaby. Som ikke skal forveksles med et Apple-inspireret produkt som iPod, iPad eller iTunes. iBaby er nemlig (noget af) navnet på Øglen. Eller i hvert fald (noget af) det navn, som Øglens kusine gav hende, straks hun så hende. Øglens navn forbliver en hemmelighed (så hemmeligt det nu er, efter jeg af vanvare har postet det flere gange - og efterfølgende rettet det - her på bloggen), men jeg kan da røbe så meget, at hendes navn begynder med I. (Der blev I nok overraskede, hva'? Hva'?! HVAR?!)

Nå, men bloggen handlede jo i allerførste omgang om iBaby. Som lynhurtigt gik fra bare at blive kaldt Øglen engang imellem til at blive kaldt det konsekvent. (Her på bloggen, altså. Derhjemme kalder vi hende Øgla. Eller hendes rigtige navn). Gradvist gik bloggen over til også at handle om mig. Mere og mere, kan man fristes til at sige. Og efterhånden som dét er sket - og i takt med, at Øglen bliver kaldt "Øglen" langt mere end hun nogensinde bliver (eller er blevet) kaldt iBaby - synes jeg, at navnet på bloggen er ved at have overlevet sig selv. Ikke, at url'en som sådan beHØVER at have noget med bloggen at gøre, men eftersom jeg så småt har begået et navneskifte mht. både titlen på bloggen og mit nick, så tænkte jeg, at det måske var på tide at flytte i nye lokaler.

I virkeligheden bliver det bare gammel vin på nye flasker, for jeg eksporterer alt det herfra, som jeg overhovedet kan eksportere, og jeg har ikke plan om at mutere mig om til krea-blogger (muhahaha - dét kunne ellers blive kønt. Krea gone WRONG!), mad-blogger, eller noget som helst andet tema-blogger. Det er der så mange andre, der gør så meget bedre end mig. Jeg holder mig til samme gamle surdej; alting og ingenting. Brokkerier, glædesudbrud, billeder og hyggenyg. Hvad der lige falder mig ind. Måske jeg kommer til at blogge lidt mere om mit hood på godt og ondt, men i virkeligheden gør jeg alting mega-besværligt, bare fordi jeg gerne vil have en ny url.

Jeg beklager bøvlet. Og jeg håber, at jeg kan lokke de fleste - eller alle?! *håbe håbe* - med mig over i de nye rammer på hverdagenssurdej.dk. [Plii:is]!

Parkinsonhænder?

2010-12-11T20:50:00.001Z

HDD er jo ved at lave køkken her på matriklen. Det startede egentlig ud med, at det bare var alle fronterne, der skulle skiftes. Men så var der også noget med et 'knæk' på bordpladen, vi var trætte af. Og et underligt lille skuffemodul. Så det skulle væk. Det var nemt nok at få væk. Og smide ned i det magiske storskraldsrum.

Det var rart at få knækket væk, men så duede bordpladen ikke mere - der manglede jo et stykke, og desuden så den gamle bordplade ret cheap-o ud ved siden af alt det nye sorte højglans-halløj. Så vi fik bestilt en ny bordplade. Som ankom i etaper, men som nu ligger fint og glimter i al sin stålhed.

Så var det opvaskemaskinen, der stak i øjnene. Alle de andre fronter var sorte, men opvaskemaskinen var bare hvid. Og gammel. Og muligvis årsag til et ret stort vandforbrug. "Arjmn, skal vi så ikke skifte den til sådan en indbygnings-én?" "Jo, dét er en god idé". Sælge sælge gammel maskine på dba, købekøbe ny maskine på Whiteaway. Smække sort front på. SÅ fint!

Og så skulle man jo tro, at det hellige køkken var velforvaret.

Men.

Så er der nogen, der engang har lavet noget mærkeligt med noget rørføring oppe over vores overskabe. Som de har kapslet ind i noget grimt, træt, hvidt noget. Så det burde næsten males. Bare for at gøre det lidt pænere. Og så er der jo lige et lille udestående, der hvor det lille underlige skuffemodul (med tilhørende overskab) var. Der mangler fx lidt tapet. Som vi har bestilt, men ikke liiiiige fået op endnu.

Og mens vi (HDD) er i gang, kan vi (HDD) jo lige så godt få malet hele køkkenet. Det fik vi jo aldrig gjort, da vi flyttede ind, og der trænger virkelig...

Et hurtigt overblik over alt det, der allerede ER lavet i køkkenet, afslører, at jeg har lavet lige præcis intet af det. Som i overhovedet intet. Med mindre det tæller at bære lidt storskrald ned i ny og næ. Og så var det jo, jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte tilbyde at male. (Suk!) Jeg foreslog det sådan rimelig halvhjertet (for jeg gider jo ikke at male, vel?!), og sandelig om HDD ikke sagde nej tak?! Med begrundelsen, at nu havde han jo lavet det hele indtil videre, og så ville han egentlig også gerne gøre det færdigt. Hm? Ikke helt sikker på, at jeg ville have det ligesådan (prøv med "nu har jeg #/("€( lavet det hele, og så kunne du #%€/# godt give bare et LILLE nap med. Capice?!"). Men ingen maling til mig, siger du? Sounds good to me.

Men så blev jeg alligevel lidt mistænksom, iggå? Maling er jo keeedeligt. Og har reelt ikke noget med køkkenet at gøre. Så forleden, da jeg havde en veninde på besøg, og HDD og jeg underholdt hende med køkkentilblivelsens genvordigheder (ja, vi er noget af en fest at være sammen med, kan jeg godt afsløre. Sjove, stimulerende og VILDT interessante), og jeg nåede til delen om, at HDD gerne ville færdiggøre køkkenet selv, blandede han sig i samtalen og sagde, at det måske i virkeligheden havde lidt mindre at gøre med koceptet "jeg har selv lavet det" og noget mere at gøre med, at jeg (åbenbart?) har parkinsonhænder*, når jeg skal male.

Der var også en her, der ikke har haft en helt sikker malerhånd...

Billede snatchet fra Berlingske. Jeg flytter det, hvis I bliver sure over, at jeg bruger det her.

Nå. Ser man det?! Det er ganske nyt for mig. Synes overhovedet ikke, at jeg ryster på hænderne, når jeg maler, men det kan jo være, at han mener, at mit lille uheld med den sorte maling i vores ellers ganske hvide gang, har dannet præcedens for fremtidige malerseancer? Bare fordi jeg ikke fik tapet HELT nøjagtigt af. Men det er alligevel i garderoben, så der er innnngen, der lægger mærke til det. Bortset fra HDD, altså.

Indrømmet - jeg er ikke så stor en detaljerytter som HDD. Overhovedet ikke, faktisk. Men parkinsonhænder, ligefrem?! Det synes jeg faktisk er lidt strengt. Så det surmulede jeg over. Lige indtil det gik op for mig, hvilke muligheder det vil give mig til fremtidige lejlighedsprojekter.

"Vi skal også have sat en kæmpefotostat op i soveværelset, skat. Og du har jo sagt, at jeg ikke duer til sådan noget...", "Male radiatorer, siger du? Jamn, dét kan jeg ikke. Tænk, hvis jeg maler udenfor radiatoren. Så kommer det til at se farligt ud", "Ska-aaaat?! Gider du ikke hænge den her ny-nørklede adventskrans (bedre sent end aldrig) op? Jeg ryster jo nok lidt for meget på hænderne", osv. Endeløse muligheder, I tell you. Så jeg har lagt surmuleriet på hylden og glæder mig i stedet over (åbenbart) at være megadårlig til at male...

*Det var det, han kaldte det. Han har ikke uddybet yderligere (og jeg har ikke spurgt), men jeg går ud fra, at det henviser til en usikker hånd. Og når det er sagt, har hverken HDD eller jeg noget som helst imod Parkinsonsyge. Så jeg håber ikke, jeg (HDD) har fornærmet nogen.

Så blev jeg da så klog

2010-12-09T20:26:00.001Z

- Man bør ikke udsætte sin mobil for frugt (hørte du det, Øgle? Ikke flere bananfingre på mors telefon, tak!), og der findes rent faktisk noget så klamt som bacon-popcorn. "From the makers of baconnaise", som pakken blærer sig med.

Nogle gange hader jeg altså Mac. Prøvede at lave en rød markering rundt om det med, at man skal holde mobilen fri for frugt, men det lykkedes så ikke specielt godt, kan man mene...

Gæt, hvor godt sådan nogle lugter, når de tilberedes i (storrums)kontorets mikroovn...

Er alene hjemme i aften, så jeg ser De Unge Mødre, hækler en ~~grim og skæv~~ flagranke (hold nu kæft, det er udfordrende for min tålmodighed) og drikker Nespresso med vanillesmag. Mmmm. Og poster jo så altså også blogindlæg om livsnødvendig information. Men jeg pønser også på at lave om på bloggen. På flyttemåden. (For sidste gang - så skal jeg nok lade være med at flytte mere) Det var noget af en cliffhanger, dér, hva'?! Pønsepønse. (Tak til Flo for at genintroducere ordet 'pøns' i mit ordforråd).

Ahem...

2010-12-06T13:39:00.000Z

... Fik jeg forøvrigt sagt, at jeg skal til koncert med dem her til sommer?

Har tyvstjålet fra bbc's hjemmeside. I. Will. Remove. It. If. You. Want. Me. To.

Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til, faktisk. Var til deres koncert (uden ham der Wobbie) i 2008. Og det var sjovt. Blev totalt teenage-agtig igen (selv om jeg egentlig ikke var specielt vild med dem, da jeg var teenager). Meeeen - 2 gange på 2½ år. Bliver det ikke for meget af det gode?

Så kan man lære ikke at give et åndsfraværende "jowjow" som svar på venindes telefonforespørgsel, mens man belæsset med gaver, råbende Øgle og al for lidt tid suser af sted gennem byen til børnefødselsdag...

Til gengæld skal jeg til koncert med ham her i marts:

Tyvekoster fra livexs.nl.

Han hedder José Gonzalez, hvis nogen skulle være i tvivl. Og en koncert med ham MÅ simpelthen være balsam for sjælen. Så kan det være, at jeg bedre kan holde til TT nogle måneder senere. Eller også kan jeg sælge min billet...

Ombestemmelse

2010-12-05T20:06:00.000Z

Havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om den her vuggestue-polemik. Om barnets tarv, når det bliver afleveret, før det fylder to. Om separationsangst. Og mest af alt om dårlig samvittighed. Med dårlig samvittighed på. Om det rimelige i at fyre sådan en svada af sted i et samfund, der ikke er gearet til to års barsel. Und so weiter.

Men jeg blev ærlig talt træt på forhånd. Så jeg ombestemte mig. Det her indlæg kommer ikke til at handle om børnepsykologer og Megafon-målinger. I stedet kommer det til at handle om verdens bedste søndag med tid, sne, hygge, maling, byggerod og god, gedigen hygge. I billeder. God søndag aften alle ~~mand~~ kvinder.

Snemand in da hood

Ad sti af sted

No penguin left behind

Lille og stor

Picasso?

Vil vædde med, at Picasso også smagte på maler-vandet engang imellem

Male-male

Det' sjauw, som det halv-jyske barn siger.

Sjov med Ikea-kasse.

Kom an, jul!

2010-12-03T21:32:00.001Z

Ok, jeg var i rimelig god tid med Øglens pakkekalender, men derudover må jeg tilstå, at det har været lidt småt med juleriet herhjemme. Har godt nok hentet julekassen på loftet (lavede den sidste år og følte mig rimelig voksen. JULEkasse! Hva'ba'?!), men har ikke lige fået brugt den til så meget andet end at bande over, når jeg igen var ved at falde over den.

Forleden smækkede jeg et par julehjerter op hist og pist, satte et par stearinlys i adventskransen og pyntede en aflægger af den temmelig pricey troldhassel med nogle hæklede hjerter, som hende her har lavet en fin DIY til. Men det var også alt. Ikke specielt julet. End ikke et kalenderlys havde jeg fået købt.

Men nu er der sket noget. I dag har vi nemlig fået købt et kalenderlys. Som er megagrimt, men alle de pæne var udsolgt. Pudsigt nok. Og et juletræ. Og en lyskæde til juletræet. Og Øglen og jeg har pyntet træet (eller - jeg pyntede, mens Øglen hærgede. Først julekassen, så træet). Og vi har fået æbleskiver til aftensmad. Så nu kan julen (og de sociale myndigheder) bare komme an, kan den!

Ja, hun kom i bad bagefter...

Jeg - en stalker

2010-12-02T19:18:00.001Z

Hvis nu jeg ikke var det, jeg var - så tror jeg sq næsten, jeg skulle have været detektiv. For jeg synes, det er lidt sjovt at stalke folk. Ikke på skæg og blå briller-måden, hvor jeg ligger på lur i en busk og tager kompromitterende billeder / blotter mig / roder i folks skrald for at se, hvad de spiser. Bare på den der 'jeg skal nok finde ud af, hvem du er'-måde.

Det er ikke for ingenting, jeg blev kaldt Google-meister på studiet, og jeg vælger også at tro på, at min barndoms fascination af "Detektivspil", som vi kaldte det i min familie, har spillet ind. (Og så ikke et ord om, at min gymnasiekæreste døde af grin, da han hørte, vi kalder det "Detektivspil". For det hedder (åbenbart) Cluedo. Well, excuuuuuse me!) Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Lektor Blomme eller nogle af de andre rødder har begået en forbrydelse. I køkkenet. Med en svensknøgle.

Ikke, at det er den slags krimi-agtig stalking, jeg udfører. Næh, bevares. Det her er den mere fredelige slags. Som udspringer af ubærlig nysgerrighed. Husmoder har prøvet det på egen krop, og hun kan (forhåbentlig) berette, at der ikke skete nogen personskade overhovedet. Og at der ikke var svensknøgler involveret. Tværtimod endte det med en øl, og det så i det mindste ud som om, hun hyggede sig. Selv om hun var blevet stalket.

Og nu har jeg så gjort det igen. (Stalket. Ikke drukket øl). Stadig på den fredelige måde, hvor ingen er kommet til skade. Objektet for stalkingen er end ikke blevet adviseret. Og bliver det nok heller ikke. Men jeg har fået stillet min nysgerrighed.

Stalker-billede lånt fra sao-nacht.ch. Fjerner det fluks, hvis nogen bliver sure og/eller fornærmede

Det hele kom sig af, at jeg i de sidste par dage har afleveret Øglen samtidig med, at en Anden Vuggestue-Mor netop har afleveret og er på vej videre. Hver gang har hun hilst hjerteligt - ja, nogen ville nok kalde det overstrømmende - på mig, og jeg har naturligvis hilst igen. Muligvis lidt mere forbeholden. Og så har jeg spekuleret over, hvem i al verden hun dog kunne være. Veninde, jeg havde midlertidigt glemt? Nej. Nær kollega? Nej. Familiemedlem? Nej. Osv. Og til sidst er jeg nået frem til, at hun nok bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen (og som i virkeligheden gør det en LILLE smule svært for os andre, der gerne bare vil hente og bringe og derudover passe os selv...)

Men så rendte jeg ind i hende igen i morges, hvor hun var på vej ud, og jeg var i gang med at wrestle med Øglen, der ikke ville have sine støvler af. Da Øglen så hende, strøg hun ud af mit åbenbart ikke helt så jernagtige greb, stillede sig udfordrende op foran den Anden Vuggestue-Mor og gjaldede "HEJ". Den Anden Vuggestue-Mor kvitterede med et "hej" (intet unormalt dér), men fortsatte så med et "neeeeejjj! Har du fået nye STØVLER, Øgle!? (arj, ok - hun brugte hendes rigtige navn. Men ja - Øglen har fået nye-agtige støvler). Hvor ER de flotte". Osv. osv. Derefter hilste hun overstrømmende på mig, og så var hun væk.

Hm. Hun var altså også sådan en, der kunne huske navne, så. Lidt stress, eftersom jeg allerbedst kan huske børnenes navne, hvis de står henne omkring deres garderobeplads (hvor der er navn på). Men nå. Kunne dog ikke dy mig for at spørge en af pædagogerne om, hvem det nu liiiiiige var, hende, der netop var smuttet, egentlig var mor til (lod som om jeg havde det lige på tungen, men bare havde svedt det ud, see?), da jeg afleverede Øglen. Svaret gjorde mig bare på ingen måde klogere, så jeg kunne gå derfra med uforrettet sag.

Nu kunne jeg jo have stillet mig tilfreds med, at hun bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen, OG som kan huske børnenes navne, OG hvilke støvler de plejer at have på, men jeg er for nysgerrig. Og da HDD (som holdt i bilen lige udenfor og ventede på mig) kunne berette, at den Anden Vuggestue-Mor havde vinket og hilst og smilet over hele femøren, da hun så ham, blev jeg jo ikke mindre nysgerrig. Så der var ikke andet for end en god portion stalking.

Skæbnen vil det således, at der er et par stykker fra min arbejdsplads, der har børn i Øglens vugger. Men da jeg arbejder et ret stort sted, er det ikke nødvendigvis alle, man kender eller har set før. Så der var jo ikke meget at gå efter. Ud over et navn fra en underskriftindsamling i vuggeren fra noget tid siden. Som jeg syntes, jeg havde set før, men kunne ikke komme i tanker om hvor. Men i dag fandt jeg så ud af, at det navn (og personen bag) arbejder i samme biks som mig. "A-ha!", tænkte jeg. Måske vi har fat i den rigtige.

Jeg kunne imidlertid ikke finde noget billede af hende, så jeg fik fat i en gammel kollega, som kender alle i hele biksen, og fik et signalement af hende, jeg havde på fornemmelsen var den Anden Vuggestue-Mor. Som passede fint. Fik også et billede. Som overhovedet ikke lignede. Men nu havde jeg også gjort min gamle kollega nysgerrig, så hun kontaktede en anden gammel kollega, som hun ved, er venner med den (måske) Anden Vuggestue-Mor på Facebook (nu bliver det tricky, kan I godt se). Så gammel kollega nummer to kunne tjekke, hvad den Anden Vuggestue-Mors barn hedder. Og sør'me om navnene ikke passede sammen. Så nu er jeg 99% sikker på, hvem den Anden Vuggestue-Mor er.

Nu skal jeg så bare lige finde ud af, hvorfor hun kender mig. Om det vitterligt 'bare' er fordi, hun ER den her totalt oveskuds-agtige har styr på det hele-type (ud over at virke sød er hun også pæn. Og tynd), eller om hun selv har udført lidt stalking, så hun (også) ved, at vi arbejder i samme firma. Hmmm. Den kan jeg så tænke lidt over. Og undersøge nærmere, når der igen bliver tid til lidt frisk stalking...

Her har I mig tilbage...

2010-11-29T18:46:00.000Z

Hårh. Der er godt nok hvidt her i DK, hva'?! Det er pænt. Og ret koldt, egentlig. Ved I, hvor der ikke er sne? Berlin! Og ved I, hvem der lige har været i Berlin? Mig. Vil I høre lidt om turen. Hvordan det var sådan at være af sted uden Øgle, pusletaske, konstant Øgle-agtpågivenhed og egen behovsudsættelse? Vil I?

Nej?

Nå. Så må I hellere stå af her. For jeg kommer nok til at nævne turen et par gange eller 18 i det her indlæg...

Vi har haft f a n t a s t i s k weekend. Til alle, der overhovedet har tænkt tanken om at efterlade afkom hos bedsterne og skrubbe et par dage på weekend med den bedre halvdel: Gør det! Lige nu. Det er bedre, end man sådan lige husker det, det der med at kunne slentre hånd i hånd, tage sig tid til at spise et helt måltid uden at skulle kommunikere i børnehøjde en eneste gang, have tid til at læse aviser (arj, ok - jeg læste ikke så meget som en eneste spalte i Die Zeitung. Men et Hallo Magasin blev det da til. På tysk, altså...), gå i karbad (har jeg ikke været i omkring 5 år, hvilket trods alt har mere med daglig mangel på badekar end med Øglen at gøre), ose, shoppe, sove længe (8.30 var, hvad vi kunne strække den til, her post-Øgle) og generelt bare være til stede.

Wir bleiben alle... Lige indtil nogen fjerner vinduerne, tilsyneladende. Så bliver det sq alligevel for koldt.

Kærlighed i sneen

Grimt. Og alligevel så charmerende.

Ingenmandsland i Mitte.

Grafitti i Ingenmandsland.

Hej Starbucks! Hvorfor flytter du ikke til Kbh?! Kastrup er så langt væk...

Tysk er sjovt...

Stole-stilleben.

Ampelmann.

Der skulle også være lidt for HDD at kigge på...

Uforvarende sjove (læs; platte) ord pga. defekt lysskilt.

Cupcake-invasionen har også nået Berlin.

Øglen har i mellemtiden haft en fest hos mormor og morfar. Hver gang jeg ringede hjem (og det gjorde jeg så faktisk en del, må jeg indrømme), kunne jeg høre hende kluk-le i baggrunden. Lige bortset fra én gang, hvor hun græd, og da var mormor lynhurtig til at verfe mig af og ringe op igen 2 min. senere, hvor hun lagde en "alt er godt - hun blev bare ked af, at jeg ikke var hurtig nok til at give hende en pære"-besked på telefonsvareren. Så alt i alt kan jeg konstatere, at Øglen har haft det som blommen i et æg og tilsyneladende ikke har ænset, at HDD og jeg har været væk i 3 nætter. (Utaknemmelige skarn).

Kunne godt have brugt en enkelt fridag i dag - vi var først hjemme kl. 21.30 i går - men hverdagen venter jo som bekendt ikke. Men af en eller anden grund virker den ikke helt så trummerummet set i skæret fra turen til Berlin. Og alt det hvide derude...

Lilla er det nye sort

2010-11-23T18:30:00.001Z

Elllsker lilla. Og ellllsker The National. Og så er det jo vældi hældi, at deres nyeste cd hedder noget med lilla. Eller, altså... violet. High Violet, ing'? (Arj, ok - den var alligevel lidt for søgt, kan jeg godt se...)

Lytter tit til den på arbejde. På det der internet. Men nu har jeg fået min helt egen cd. Som man kan holde i hånden, og så'n. (Det er jo efterhånden helt old school. Lidt ligesom med kontanter). Og som man kan signere, ikke mindst.

Det har de gjort, The National. Og nu har jeg deres underskrifter. Ha! (Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dem til - forstod heller aldrig det der med autografbøger, da jeg var lille - men jeg HAR dem). Det er HDD, der har skaffet cd'en med tilhørende underskrifter. Ved at deltage i en konkurrence. Fordi han ved, at jeg elllsker The National. (Hvor sød er han lige?!) Og så vandt han jo altså.

Så nu er soundtracket til og fra Berlin da i hvert fald på plads! Har jeg i øvrigt nævnt, at vi skal til Berlin? På torsdag? I 3 dage? UDEN Øglen? For hvis jeg ikke har sagt noget om det, vil jeg da lige gøre det nu: Vi skal på kææææresteweekend. Og drikke kaffe, læse aviser (og det er lige meget, at de er på tysk - så længe de er lavet af avispapir, og der står en masse ord i dem; det er konceptet "avis", der lissom forsvinder, når man er travl børnefamilie), sove længe, shoppe, snakke, snave og grine. Og sove længe. Og så skal vi også lige sove længe, tror jeg.

Har stadig lidt dårlig samvittighed over, at Øglen skal passes fra torsdag til søndag, men jeg satser på, at Berlin kan lave om på dén sag. Så skal de der åndssvage terrorister bare lige holde sig i skindet nogle dage endnu. Iggå! Tak, blev der sagt.

Don't tell it

2010-11-22T09:53:00.000Z

- show it. Er'et ikke sådan, man siger? Ikke, at jeg plejer at efterleve dén devise, men da jeg for en gangs skyld er løbet tør for ord (de bliver allesammen sagt, skrevet og tænkt på jobbet lige for tiden), så får I lige weekenden i billeder i stedet:

Øglen som Guldiver Flintesten slash Bjørnebande-medlem...

Tivoli-Øgle

Håhr-håhhhhhr - et JULEtræ!

Julekugler en masse

Den her iglo er for SEJ!

Despoten befaler over Rasmus Klump-land

Poledancer in spe?

Verdens sjoveste Rasmus Klump-legeplads

Sjov med makaroni

Borte... Borte... Borte...

Tit-tit!

Weekenden har udmærket sig ved at være stort set uden planer, så der har været masser af tid til at lege, hygge og opleve med Øglen. Det er godt at få tanket lidt op på hyggekontoen, for næste weekend bliver Øgleløs. Hun skal fragtes til mormor og morfar, og HDD og jeg skal på kæresteweekend. Til Berlin. Det glæder jeg mig ret så meget til. Skal bare lige ignorere min samvittighed, som synes, at tre nætter er liiiiige længe nok at skulle undvære den bette...

Lys i lampen

2010-11-18T21:58:00.000Z

Lanternefest i vuggeren, ing'?! Det er faktisk meget hyggeligt, fandt jeg ud af i dag. Havde ellers altid troet, at jeg var sådan en, der ville h a d e mere eller mindre tvungne sammenkomster i institutionen. Især når de foregår udendørs. I november. Det er jo ikke ligefrem varmt, vel?!

Men jeg må tilstå, at en en masse børn i flyverdragter med hjemmegjorte lanterner faktisk er ret så kære. Øglen især, selvfølgelig. Og de opførte sig allesammen så fint! Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg havde været noget betænkelig ved en cocktail af tumlinger i syntetiske flyverdragter, der (mildt sagt) ikke er helt vildt nede med det der finmotorik, og så levende lys (i lanterner af papir! Jeg siger det bare!), men så vidt jeg kunne se, var der ingen, der brød spontant ud i brand. Og det kan jo ikke være helt skidt.

Hva' er det?! Er det et lys, der er dernede? Hva' hva' hva'?

Øglen formåede at slukke sin lanterne 4 gange i de 5-10 minutter, der gik, før alle de andre øgler havde fået tændt deres lanterner. Måske fordi hun behandlede den lidt som en fluesmækker. Gik og tævede løs med den. Det har tændte fyrfadslys tilsyneladende ikke så godt af. Hun var også ved at skubbe en væsentlig større øgle omkuld, fordi han dristede sig til at kigge på en legevogn med et par tøjelefanter (eller 'elefarner', som de hedder her i hytten), som hun åbenbart havde udset sig. Totalt bestemmerfrans. Hun kunne dog afledes med et udhulet græskar og med Morten Vægter og hans tro hjælper, som - meget heldigt og belejligt - havde en kurv fyldt med stjerne-kager. Er der et ord, som Øglen både forstår og udtaler til UG kryds og slange, så er det "kage" (hun slægter sin mor på, tænker jeg). Glemt var alle elefant-genvordighederne. Og glemt var hendes 'lanteeeerna'. Kagespisning kræver koncentration, jo.

Kaaaaage! (Tjek lige ud, hvor sej jeg er til at holde Øglens 'lanteeeerna'. Ingen slinger i valsen dér!)

Alt i alt gik det rigtig godt. Øglen satte ikke ild til noget. Eller nogen. Hun lavede ikke en scene, og jeg kunne huske navnene på alle pædagogerne. Og nogle af børnene. HDD kom til at tage et glas gløgg, der ikke var hans, men jeg kunne komme i tanker om værre faux pas'er, så jeg vurderer, at han også klarede sig glimrende. Vi klarede os næppe helt så godt som dem, der slog kreds om über-pædagogerne og snakkede og snakkede og snakkede, men vi fik da sludret lidt med et par af de Andre Vuggestue-Forældre. Så helt dårligt gik det ikke. Heller ikke selv om jeg erkendte (nok engang), at mingling med Andre Vuggestue-Forældre ikke er en af mine spidskompetencer. Men det overlever jeg nok, tænker jeg. Og Øglen med. Er sikker på, at det vil glæde hende usigeligt, når hun bliver teenager, hvis jeg overhovedet ikke taler med hendes veninders forældre...

Fri!

2010-11-17T17:13:00.002Z

Jeg har holdt fri idag. Fra job, lejlighed og rollen som mor. Har været på Fyn for at hygge med 3 yndlingsdamer, og nu er jeg så ude at se med DSB.

Det har været en fantastisk dag. Med tøsesludren, masser af kaffe, pålægschokolade og dikkedikken af baby. Og masser af latter. Over episoder og personer ingen af os har tænkt på længe. Den af yndlingsdamerne jeg har kendt i kortest tid, har jeg kendt i 17 år (ja, jeg er blevet gammel...). Det er alligevel en sjat. Så der er ikke noget at sige til, at vi har en del at knævre om.

Togturen hjem skal bruges på at læse, blunde lidt og generelt slappe af. Og så nyde den gennemgående glæde og taknemmelighed over gode veninder, som heldigt nok alle kunne få sine kalendere til at passe, så vi kunne ses. Og over, at min mor idag har været til tjek for sin sygdom og endnu engang har fået godt nyt. Rigtig godt nyt, endda. Så idag er virkelig en god dag!

Flere af den slags fridage, tak!

Published with Blogger-droid v1.6.4

Rod, rod, rod

2010-11-16T13:38:00.002Z

Det skrider fremad med køkkenet. ~~Alt~~ Det meste skrammel er blevet smidt ud (har desværre ikke fundet mere brugbart i storskraldsrummet), og der er blevet sorteret kraftigt i køkkentøjet. (Altså ikke det tøj, man har på i køkkenet, vel?) Synes dog stadig, at der er ret meget tilbage, men jeg må jo prøve at få plads til det. Ellers må det komme ud i vores fantastiske rum på bagtrappen, der er lidt ligesom Pelles næb - der kan være det, som man lige har brug for, derude.

Vi har fået afsat vitrinen, som bliver hentet på fredag. HDD skilte den ad i går (vidste godt, at den er stor, men da den lige lå ned på køkkengulvet for en kort bemærkning, var den jo ENORM!), og nu har vi så vitrinedele spredt over det meste af lejligheden. Og en stor, bar plet, der hvor vitrinen plejede at stå. Meget mærkeligt, men ganske rart (så længe, det varer).

Vitrinens fald har desværre betydet, at mit musselmalede stel er blevet hjemløst, så nu overvejer jeg kraftigt at sætte det på loftet for en stund. For vi bruger det jo ikke alligevel. Jeg er nemlig sådan en, der drikker te af store krus - ikke af små bitte skrøbelige tekopper. Og HDD kan ikke få sine store grabber til at passe til tekoppernes små hanke. Men det er næsten helligbrøde at smide noget så smukt på loftet.

Som følger af køkkenprojektet, har vi også haft de andre rum under lup og er nået frem til, at der er et par små-møbler, vi ikke bruger. Derfor sælger vi dem, så igen - er nogen interesserede, så sig til. Det drejer sig om en Joe Colombo Boby Trolley (som er virkelig fed!) og et IKEA PS-skab. Som vi elsker, men som vi har 4 af i forvejen, så det må være nok…

Billede hapset fra http://www.casanovafurniture.dk/shop/b-line-boby-b33-5998p.html

Billede tyvstjålet fra IKEAs hjemmeside. Det er kun den nederste del - den med benene - vi har til salg.

Det er ikke fordi, det her skal udvikle sig til en salgsblog, men jeg tænkte, at det jo kunne være, at nogen lige stod og manglede et skab eller et retrochikt opbevaringsmøbel… Eller kendte nogen, der gjorde…

Nåmn, tilbage til køkkenprojektet. Som jo også lige pludselig er blevet til et "tapetser og mal"-projekt. Suuuuuk! GIDER ikke male, men det er jo så bare ris til egen r*v over, at vi ikke malede køkkenet (som det eneste rum), da vi flyttede ind. Det er mig, der har fået lov til at vælge tapet (skal bare på en enkelt væg), og det er lige kommet i dag, så nu håber jeg, at der ligger en lille gut inde i tapetpakken, som gider sætte det op.

Det blev det her tapet, der fandt nåde for mit blik, og jeg må da tilstå, at jeg er noget spændt på, hvordan det kommer til at se ud live.

Men hvo intet vover, og alt det der…

Øglen er ikke meget for al den virak, vi har gang i for tiden. Hun er ikke så god til opbrud, og jeg er ikke så god til at huske, at hun ikke er så god til opbrud. Måske fordi jeg ikke betragter en mindre køkkenrenovering som opbrud, men tager jeg børnebrillen på, kan jeg godt se, at det må virke voldsomt med ting, der forsvinder, nye ting, der kommer til, ting, der pakkes i kasser, ting, man ikke må pille ved, osv. osv. Hun tager det nu med ophøjet ro, mens hun drøner rundt mellem nedrevne fliser og gamle køkkenelementer, men ved puttetid er hun helt umulig. Hun skriger og skriger og er generelt helt ulykkelig - ret meget ligesom da vi flyttede ind. (Med den lille forskel, at hun heldigvis godt tør bevæge sig rundt i lejligheden nu. Så slipper jeg i det mindste for en diskusprolaps).

Det tærer unægtelig på både kræfter og humør at skulle bruge flere timer hver aften på at få hende til at hidse sig ned, men et eller andet sted er vi jo selv ude om det. Håber, at vi snart er færdige med køkkenet, så sovevanerne kan komme tilbage til normalt. (Selv om det selvfølgelig er lidt vanskeligt at lave køkken om aftenen, når nu Hun. Aldrig. Sover). Jeg hepper på weekenden (og som mellemstation på i morgen, hvor jeg har fri og skal lege med DEJLIGE damer på Fyn. Bl.a. hende her. Og derfor ikke er hjemme, når putteseancen finder sted... Hurra.)

Vi blogges ved. Og indtil da kan I lige få Nobody puts baby in a corner, part 2:

Jeg tager det i mig igen

2010-11-13T21:35:00.002Z

- ham HDD var hurtigere til at skrue et køkken sammen, end jeg lige havde regnet med. Bevares - det er ikke færdigt, og bordpladen kommer ikke lige med det første (så fik jeg i det mindste lidt ret!), men de fleste af elementerne står færdige, og jeg er flyttet ind i dem. Eller, altså - jeg bor jo i lejligheden, ing', så det er køkkentingene, der er flyttet ind i elementerne. Samtidig er der en hel del ting, der er flyttet ud af vores vitrineskab, som nu er blevet ganske overflødigt. Så hvis der er nogen, som står og mangler sådan en s*tan, så giv lige lyd, for vi sælger hellere end gerne.

Mit bidrag til hele projekt køkken har i øvrigt primært været at holde mig (og Øglen især) væk. Så vi har været ude i verden i dag. Legeren, biblioteket (som fejrede Rasmus Klump og derfor gav pandekager. Gæt, om Øglen syntes, dét var et hit?!), en god skraber i vognen (Øglen) og en kop kaffe på Pixie (mor). Derefter en laaang gåtur på Østerbro med tilhørende vinduesshopping (mor) og fri leg i gården (Øglen). Var egentlig ikke meningen, men jeg kan ikke stå for Øglens nuttede "lå låh laajjj?" (betyder 'ud og lege', hvis nogen ikke skulle være så stiv i Øglsk, som jeg er).

Legen sluttede, da Øglen tog sig til bagdelen, så lidende ud og gjaldede "blæææææ" ud i hele gården (en lille skævhed i udtale af vokalen 'e', eller også en fin krydsning af 'ble' og 'bæ', måske?!) Op ad trapperne, bugsere Øgle over køkkenbyggerod, aflevere til HDD og så ellers af sted ned til bette blomsterbutik, hvor jeg under vinduesshoppingen havde set mig varm på en smååååk troldhassel (troldegren? Troldebusk? Krøllet, tørt udseende plante?) Fik god sludder med blomsterdamen (som måske nok er verdens sødeste blomsterdame) og endte med at slæbe for 275 kr blandet troldedusk med mig hjem. Men den er det hele værd, for da HDD havde haft fingrene i den, så den sådan her ud:

Øglens værelse. Nu med troldhassel.

(Ved i øvrigt godt, at det roder, men er bange for, at det stort set altid ser sådan ud.
Øgler roder nemlig, skal jeg sige jer...)

Nu mangler der bare lidt tyl eller nåwet henover grenen, så det bliver lidt mere 'hulet'. Og måske noget dims til at hænge op i grenen. Men indtil jeg finder ud af, hvor man køber tyl (og derefter rent faktisk køber det), må Øglen leve med den tyl-fri version. Som egentlig også er meget fin, synes jeg.

Resten af dagen blev brugt på det føromtalte rykken ind i skuffer og ud af vitriner og Postmand Pære og så'n. Øglen opførte sig eksemplarisk og nøjedes med at splitte en hel pakke sugerør ad og sprede dem i det meste af lejligheden, fylde vaskemaskinen med sine køleskabsmagneter og sidde og hamre på radiatoren med en mejsel, som hun fandt i en pose (?!?!) Så det var rent faktisk muligt at blive færdig med køkkenoprydningen, inden hun skulle i seng.

Putningen trak tænder ud (dog intet i sammenligning med i går, hvor hun først overgav sig 22-22.30. Putningen var iværksat omkring kl. 19), så vi følte helt klart, at vi havde fortjent sushi. Så jeg smuttede efter rå fisk og havde et par køkkenskuffer til storskrald under armen. Tror faktisk, jeg er ved at blive helt gode venner med det storskraldsrum. For selv om jeg ikke fandt en barnevogn denne gang, fandt jeg en fin (men støvet!) kogekedel fra Le Creuset. Som er som skrædder~~syet~~hamrebanket til vores nye-agtige køkken. Og en sød urtepotte. Og RET meget mere, som jeg heldigvis ikke kunne slæbe, fordi jeg jo også skulle bære sushien. Min indre krejler har virkelig ikke godt af, at der er en gratis genbrugsbutik lige nede i porten (for det er vel egentlig det, det er?). Men på den anden side er genbrug jo både CO2-venligt og totalt oppe i tiden. Så mit krejleri må jo næsten gøre mig helt klima-agtig og trendy. Ikke? Det tror jeg nok bare, vi aftaler, at det gør...

Megastøvet, men er den ikke fin?

Mmmmm. Sushi!

Det kan godt være, at jeg er i (for) god tid

2010-11-12T12:16:00.000Z

... men nu er det gjort. Pakkekalenderen til Øglen, som jeg købte ind til tilbage i august (jaja; men der var TILBUD på pakkekalender-ting, mkay?!) er næsten færdig. Og så kan det godt være, at pakkerne (og billedet, i øvrigt - skodagtige mobiltelefon-kamera) er herregrimme, men jeg har jo heller aldrig påstået, at jeg var krea, vel?!

Så mens Øglen snorkede (og hostede - hvordan kan 85 cm indeholde så meget snot?) i går aftes, sad jeg bøjet over køkkenbordet og pakkede ind. Og bandede. Primært over de gaver, der ikke var firkantede, og dem var der ret mange af. Der er temmelig mange Schleich-dyr i pakkerne, og de er desværre sjældent specielt firkantede. Jeg siger jer, det var noget af en udfordring at få pakket grisen ind. Og blåhajen. ISÆR blåhajen! Åndssvage finner.

Billedet er hapset fra byneel.dk (hvor jeg i øvrigt også har købt alle kalendergaverne...)

Nåmn, grimme pakker eller ej, så blev jeg da næsten færdig. Og behøver dermed ikke at spekulere mere på dén ting. Lige bortset fra de 5 pakker, der mangler, for at der er 24, men måske vi bare sagde, at HDD fik til opgave at købe dem? Og pakke dem ind? Joeh, det tror jeg nok, vi sagde...

I weekenden piller HDD vores køkken (mere) fra hinanden, og han har truet med at fjerne køkkenbordet helt. Siger også, at jeg nok skal få et nyt køkkenbord - også inden weekenden er omme, ~~men det vil jeg se, før jeg tror det~~. Så i de næste par dage (uger? I hope not!) skal spisebordet substituere for køkkenbord. Og så bliver der ikke plads til at pakke kalendergaver ind. Men det behøver jeg jo heldigvis ikke stresse over længere.

Til gengæld ville det måske klæde mig at begynde at stresse bare en anelse over, hvad jeg egentlig skal lave af gaver til hjemmelavet jul. Jeg kan ikke love, at det bliver kønt (det er jeg faktisk ret sikker på, at det ikke gør), men det bliver lavet med kærlighed. Og formentlig en hel del banden og svovlen...

Bafana Bafana

2010-11-10T13:22:00.001Z

Øglen udvider sit ordforråd dagligt. Det er sjovt. Og lidt foruroligende. Sidste nye ord er "Bafana". Godt nok har jeg boet i Sydafrika, men det er jo lææænge siden. Og burde, uanset hvad, ikke afstedkomme, at hun enten påberåber sig det sydafrikanske fodboldlandshold eller Nelson Mandela. (Men på den anden side har hun jo været henne ved "Long walk to freedom" i reolen, peget på billedet af Nelson Mandela og sagt "Fffarr?!? Hm). Måske hun er blevet forbyttet?

Har tyvstjålet billedet fra amazon.co.uk og fjerner det selvfølgelig igen, hvis nogen bliver sure...

I virkeligheden giver Øglens 'sprog' lidt mere mening, hvis nu hun er sydafrikansk? For så taler hun vel i virkeligheden Xhosa og ikke Klingon?

God byttehandel

2010-11-08T14:07:00.001Z

Var ude og trille med lille Snotta i går. Som sad og viftede med sin Yndlings Soveklud i Hele Verden. Da vi var næsten hjemme, viftede hun så meget med den, at Ham Den Dejlige rådede hende til at holde igen med vifteriet, for vi skulle jo nødigt have, at hun tabte den.

Trillede videre, kom hjem, bugserede klapvognen ind i det dertil indrettede rum (rum? Ha! Skab, nok nærmere) og skovlede Øglen ind i bilen. Vi skulle nemlig i IKEA. Og det er en lang (og meget brokkende) blogpost for sig selv.

På vej til IKEA kom jeg i tanker om Yndlings Sovekluden i Hele Verden. Og konstaterede, at den ikke var kommet med i bilen. Så da vi kom hjem fra ~~helvedes forgård~~ IKEA, belæsset med ting vi ikke anede, vi manglede, gik jeg ned i barnevogns-~~skabet~~rummet for at kigge efter den. Ingen Yndlings Soveklud i Hele Verden. Nå. Begav mig så ud på den tur, vi var gået tidligere - tilbage til det sted, hvor jeg mente, HDD havde givet Øglen sit alfaderlige råd. Dér fandt jeg Øglens snotklud (som er en tarvelig og grim sag), men ingen Yndlings Soveklud i Hele Verden. Nå. Igen. Videre med mig, tilbage igen, kigge i bilen (igen), kigge i barnevogns-~~skabet~~rummet, osv. Ingenting. Nada. De rien. NÅ!

Lillebitte Øgle med sin Yndlings Soveklud i Hele Verden.

Så hun har haft den længe, kan I nok se.

Gik skumlende op i lejligheden og berettede om østerbrogensernes tyvagtige natur og blev kun let formildet af HDD's argument om, at vi engang ~~stjal~~ adopterede en Lamaze-blomst ovre i Fælledparken.

Fandt Øglens backup-klude frem (for når alt kommer til alt, har hun faktisk hele tre Yndlings Soveklude i Hele Verden. Fire, hvis man tæller den, der ligger i vuggeren med). Så værre var tabet trods alt ikke. Men allywl! Whole early - man napper da ikke andres putteklude. Det er både uetisk og klamt. Basta. Man hænger dem op i en lygtepæl, draperer dem på en postkasse eller gør et eller andet, der gør det nemt for det sørgende barns mor at finde den igen. Dobbelt basta! (Og så ikke et ord om, at Øglen end ikke ænsede, at hendes klud var væk. Hun havde travlt med at se Postmand Pære. Og tidligere med at træne sine løbe- og gemme sig-evner i IKEAs porcelænsafdeling).

HDD begyndte at slæbe køkkenlåger ned til storskrald (vi skal nemlig have nyt-agtigt køkken, skal vi), så jeg blev nødt til at stoppe med at tale om kluden. Men skumlede stadig lidt. Det fik dog en brat ende, da HDD kom tilbage fra storskraldsrummet og spurgte, om jeg ikke lige gad gå derned og tjekke den barnevogn, der stod dernede, ud? "Hrm?", tænkte min indre krejler/jyde (same shit) og fór derned. (Jeg fór med)*.

Og SØR'ME (jeg bander sjældent, deraf mine fesne kraftudtryk) om der ikke stod en fin Emmaljunga barnevogn midt i al storskraldet? Hel og pæn med original lift und alles. Myggenettet var smidt på gulvet, og regnslaget lå krøllet sammen under liftmadrassen, så det hele var der. Og kassen var ikke skæv eller noget. Lidt slidt, men pæn. Så den hapsede jeg. Nu føler jeg mig så lidt som en forbryder, for det må da næsten være en fejl, hva'?! Måske nogen har taget fejl af storskraldsrummet og barnevogns-~~skabet~~rummet? Azzer, jeg ve' det ikke, men hvis det er din barnevogn, og du savner den, så sig til. Den står nede i kælderen her i første omgang - jeg har ikke skippet den over grænsen eller solgt den på det sorte marked. Endnu. Muhahaha.

Ud over at føle mig som en forbryder, føler jeg også lidt, at Universet kompenserede for at have snatchet Øglens Yndlings Soveklud i Hele Verden. Så det gav en barnevogn retur. Det synes jeg, alt andet lige, er en god byttehandel. Ikke mindst fordi jeg i dag fandt Øglens Yndlings Soveklud i Hele Verden, godt gemt i en underlig fold i klapvognen. Ahem. Så nu venter jeg spændt på, hvad Universet synes, jeg skal bøde for dét.

Er i øvrigt hjemme med über-snottet Øgle igen i dag. 'Kæft det stiller krav til min tålmodighed. Kom til at råbe lidt, da hun splittede min pung ad, behændigt fiskede kvitteringen til mine Bumper-støvler ud og puttede den i skraldespanden. Hvor der lå en hel del havregryn- og bærsnask. Og støvlerne skal byttes. Suuuuper, lille skat (!) Men derudover er det nu gået ganske ok med både tålmodigheden og stemmelejet...

Hvor længe varer sådan noget hoste-/snot-noget forresten? Skal jeg forvente flere hjemmedage i den nærmeste fremtid med overdosis af kiks og Postmand Pære?

Nobody puts baby in a corner!

Slatten Øgle

*Inden nogen spørger, så nej - jeg er ikke gravid, men den vogn vi har, er ved at falde fra hinanden, så en afløser kunne måske være interessant.

Snot snottelot snot snirum snot

2010-11-05T13:43:00.001Z

Øglen er snottet. Skyder skylden på Vuggestuen Bakterieslottet (ikke at forveksle med Klamydiaslottet). Eller S-toget, som vi var med forleden. Prøvede at forklare Øglen, at det var en dårlig idé at slikke på et af sæderne, men ville hun lytte? Næh nej.

Nå. Men der er jo så dømt snot i lange baner. Hosten, sprutten og klynken. Primært om natten. Hvortil søvndrukken mor (= mig) henter Øglen, slæber hende ind i vores seng, aer, nusser, nynner og beroliger. Med spark i hovedet som belønning. Og hvis jeg er særligt heldig, så en stor, tung blenumse lige i sylten. Fordi man ligger helt vildt godt med bagdelen på min næse. Åbenbart.

I går var det mig, der vandt barns sygedag-lodtrækningen. Ikke fordi jeg har haft specielt mange af dem på det seneste. Men det er egentlig fint med mig. For det er da faksis helt. vildt. hårdt. Øglen bliver nemlig ikke slatten på den hyggelige, puttede måde, når hun er syg. Ikke specielt længe ad gangen, i hvert fald. Hun bliver tværtimod speedet på den klynkende måde. Hvor intet er godt nok. Specielt længe ad gangen. Så alle intentioner jeg måtte have haft om at fikse diverse faktisk ret uopsættelige arbejdsrelaterede ting, gik fløjten - sammen med alle de stunder jeg gerne ville have haft med en latte, en frokost bestående af andet end Mariekiks og måske bare en lille halv time i Blogland.

I stedet halsede jeg rundt med kopper med mælk, en klud til at tørre mælken op med, brikker med juice, bananer, papir til næsen, læse-højt-bøger, fjernbetjening, et udvalg af dvd'er, nusseklud og tigermis. Alle tingene virkede. I to sekunder. Og så var det videre til næste ting. Hårh, mand. Lige før jeg ønskede mig ud på kontoret. Hvor der i parantes bemærket er psykotravlt for tiden, og hvor kaffen er elendig. Men der er i det mindste et skønt fravær af Postmand Per (som er the latest craze derhjemme). Eller Postmand "Pææær'", som Øglen siger. Og tid (sådan da) til at gå på toilettet. I dag er jeg så på kontoret (og bruger tiden mellem møder på at blogge. Virkelig professionelt). Og ønsker mig (næsten) hjem til den syge Øgle, som HDD har glæden af i dag. (Han ringede omkring kl. 11. Og lød helt udmattet. Stakkel). Oh, vægelsind.

Snot-Øglen på tur med "Postmand Pære", som hun fandt til en billig penge i Dagli' Brugsen

Nu med blad. Bemærk venligst termokoppen bag Postmand Pære.

Dét er en god opfindelse. Især fordi det var gårsdagens eneste kop kaffe, før Øglen gik omkuld.

Rimelig klattet. Men alligevel i stand til at drive sin mor til vanvid.

(Man er jo fx ikke ved sine fulde fem, når man frivilligt køber en Postmand Pære-dvd MERE)

Forhåbentlig bliver hun frisk igen snart. For det er jo synd for hende med al den snot. Og så er det også lidt synd for HDD og mig... Får i øvrigt hytten fyldt med gæster i morgen, så i dén forstand ville det også være fjong, hvis hun var frisk. Og i aften... Ja, i aften SKAL hun bare være medgørlig. Eller... næh, det er vel egentlig lige meget. For mig, í hvert fald. Jeg skal nemlig ud og drikke øl. Med nogle søde blogdamer. Juhu! (Og nej, det er ikke bevidst, at vi har valgt J-dag at gå ud på. Pwomise).

Tattooooooo

2010-11-03T12:24:00.000Z

Hvordan er det lige med tatoveringer i år 2010? Bliver man ~~stadig~~ stemplet som uregerlig crazy utilpasset psykopat på crack og rensebenzin, hvis man vover sig ud i at få en tatovør til at tusche lidt på sig?!

Overvejer nemmerlig lidt at få mig sådan en tattoo-fætter. Ikke fordi jeg tør - mon ikke det gør herre-nas - men fordi jeg synes, det kunne være lidt fint. Tror jeg nok. Med mindre altså, at jeg fremover risikerer at få seriøse troværdighedsproblemer, fordi alle pludselig tror, at jeg er sådan en Lisbeth Salander-type, der spiser levende katte til morgenmad. Og nikker skaller i min fritid. For sjov, naturligvis.

Dengang jeg var ung tilbage i 1800-tallet og jobbede i Legoland (oh yeah!) var mit postkasserøde hår og min næsering et stuur stuur problem for ledelsen. Så tør da egentlig ikke spekulere på, hvordan en fremtidig arbejdsgiver (er ret sikker på, at min nuværende vil være ligeglad) vil opfatte en tattoo. Men måske det bare er Legoland, der ~~er/~~var sarte?

Kan jo selvfølgelig bare blive tuschet på et sted, man aldrig ser (tænk skulderblad - ikke r*v). Men så går lidt af det sjove af det, gør det ikke? Hvis jeg skal have en tattoo, vil jeg jo også gerne kunne se den engang imellem uden at skulle dreje hovedet af led Exorcist-style. Så tænkte jeg nakken, men så bliver jeg lidt bekymret for, hvordan det vil være, hvis jeg engang ender op med en fiks korthårsfrisure? Overarm bliver lidt… truck… synes jeg (i hvert fald med de skinker, jeg render rundt med), og ankel… well… det er sådan lidt 'jeg har været i Thailand'-agtigt (hvilket jeg desværre aldrig har), er det ikke?

Har været de fleste kropsdele igennem, og jeg kan se fordele og ulemper ved de fleste. Men i kampen om kropsdelene er det alligevel følgende to, der er med i opløbet:

Underarm. Håndled, faktisk. Kan dækkes af et hav af same-armbånd eller et fedt ur, hvis man ellers havde nogen af delene (eller hvis ens kæreste ellers gad give nogen…) Er temmelig synlig uden bemeldte armbånd/ur/svedbånd à la Bjørn Borg.

Fod. Oversiden. Semi-skjult - kan helt selv styre vha. sokker og/eller fodtøj, om den skal være synlig.

Har hapset billeder lidt hist og pist, og jeg fjerner dem naturligvis gerne igen, hvis nogen ikke vil flashe fødder eller håndled.

Skal jo i øvrigt lige huske at sige, at jeg ikke skal have en tatovering af en ildsprudlende drage, en tribal tattoo eller en ranke af pigtråd. Jeg tænker noget så originalt og aldrig set før-agtigt som tre stjerner eller tre svaler. Eller så'n noget. I sååårt. En for os hver i min lille familie. Corny, tacky og alt det der, jovist, men jeg synes nu, det kunne være lidt fint.

Er der nogen af jer læsere, der har en tattoo? Eller en holdning til tattoos? Og til placering af tattoos? (Eller til, hvor mange gange man må skrive "tattoo" i et blog-indlæg?!) Skal jeg bare droppe idéen og leve videre uden blæk under huden - det er jo gået glimrende indtil videre? Eller eller eller?

Alene hjemme

2010-10-31T21:10:00.003Z

Disclaimer: Dette indlæg har ikke noget at gøre med filmen med ham der barnestjernen med det underlige navn, vel. Ham der ~~Macalakula~~ ~~Malukaly~~ Macaulay Culkin. Hårhåhhr, jeg syntes, jeg var sej til det der English, da jeg lærte at sige hans navn [Makå:læi Kålkin], dengang i 1990, hvor Alene hjemme var det nye sort. Det har derimod noget at gøre med aftenens status på 210Ø.

HDD er nemlig skredet. Til noget med noget Niels Skousen (og før nogen spørger, så er HDD ikke 419 år gammel. Selv om man skulle tro det. Han fylder godt nok år i morgen, men han påstår, at han kun bliver 32). På Loppen. Sammen med en ven, der heller ikke er 419 år gammel. Selv om man også kunne foranlediges til at tro dét nogle gange. Som fx i aften. Men så er det jo godt, at morfar og morfar har hinanden.

Øglen og jeg er altså alene hjemme. Og Øglen sover, hvilket hun har gjort siden omkring 18.30, hvor hun iført perlekæde, natdragt og gummistøvler vadede gennem lejligheden ind på sit værelse, mumlende "hejhejjjj dag". Så er man træt. Når man ikke engang gider brokke sig over, at man skal i seng.

Men jeg har så haft tid til at lave... ingenting. Overhovedet. Ud over lige at pakke HDD's fødselsdagsgaver ind. Så den har stået på sofa, De Unge Mødre, computertid (i sofaen. Tihi-fnis - det må man nemlig ikke, når HDD er hjemme, eftersom vi i fællesskab har indført computerfri stue. Så jeg er totalt renegade regelbryder. Eller nåwet) og drikken urte-te. Fordi vi ikke har mere kaffe. !€%/+€# Hvad sker der for dét?! Det er da ikke cool overHOvedet at løbe tør for kaffe. Slet ikke fordi vi har sådan en Nespresso-sag og derfor bliver nødt til at købe de særlige Nespresso-dimser i den særlige Nespresso-biks. Som jeg ikke lige kan se mig selv komme forbi foreløbig. Grrrrr. Nå.

Urte-te it is, så. Og 2 skaldede stykker 80% chokolade. Fordi vi også er løbet tør for guf. Grrrrr igen! (Og inden nogen går igang med at være Helse-Elsede, så ER 80% chokolade bare ikke det samme som Marabou med daim. Uanset hvordan man vender og drejer den. Den er bedre for mig, ingen tvivl om det, og i morgen vil jeg sikkert føle mig voldsomt frelst (og måske endda RET tynd), men det er som bekendt nuet, der tæller, og i nuet giver 80%'en mig ikke andet end en øget trang til snacks, der er dårlige for mig). Den her alene hjemme-aften kunne SÅ meget have været planlagt bedre.

Apropos absolut intet, så har I her et billede af en meget dedikeret Øgle, der synes, at Alphababy, som Camsen gjorde mig opmærksom på eksistensen af, er et kæmpe hit. Og fordi jeg nu lige var i gang med billederne, så er der også et af et øjebliks zen fra tidligere i dag, hvor Øglen sov i klapperen, og jeg var ude at gå i noget natur. Ahhhh.

Der har i øvrigt ikke været så meget som et eneste lillebitte "twig or tweet" i vores liv i dag. Eller græskar. Eller uhyggeligt pynt. Udover det vi gik forbi på (u)hyggelige villaveje ude i naturen. Er man så en dårlig mor, når man ikke er gået amok med plasticedderkopper, syntetisk spindelvæv, hjemmesømmede trækors med afrevne 'hænder' under (really!) og orange mad? Og når man i øvrigt ingen planer har om at gøre det? Som i nogensinde?

Diktatoren befaler: Underhold!

2010-10-29T12:05:00.001Z

Vi underholder gerne Øglen i tide og utide. For eksempel i stedet for at rydde op (som det vil fremgå med al tydelighed i klippet). HDD er særligt dygtig til at få hende til at grine. På den let uhyggelige måde. Og det er s*u så hyggeligt, altså. Også selv om hun bliver lettere diktatorisk og i situationen bestemte sig for, at hun nu lige pludselig også kan føje "derop" til sit ordforråd. Lille bestemmerfrans.

Jaja, jeg ved godt, at billedet vender forkert, men jeg er en spade til videoredigeringsprogrammer

(måske fordi jeg ikke har et?!), så jeg kan ikke vende det...

Madglad

2010-10-26T12:15:00.000Z

Jeg slipper ikke æblet, mor. Jeg gør det ikke!

Hvis nu jeg ser lidt underlig og uhyggelig ud,

kan det være, at du ikke tør tage æblet?!

Hov, hvor blev det af?

Nå, dér. Nammenam!

Bade-snacks holder.

... Ja, hun har det ikke fra fremmede, hende Øglen. Jeg spiser også hele tiden. Men trækker dog alligevel grænsen ved badet ...

Hverdags-matematik

2010-10-25T13:18:00.001Z

Lige kommet tilbage på pinden efter 10 dages ferie

Træt efter at have lukket et brag af et bryllup i lørdags (er blevet for gammel til det pjat)

Usandsynlig lav arbejdsproduktivitet

Jeg vil tilbage til Bornholm. Og spise karameller (slentrepinden er svært god - og ikke kun pga. dens fantastiske navn), samle kul på stranden, putte med Øglen og læse bøger højt. Pege på alle mulige mærkelige ting og høre Øglen forsøge at udtale navnene på dem (sædvanligvis ikke succesfuldt, men hun skal næsten have points for at prøve). Jeg vil sove længe (-agtigt), have tid til at bage boller hver morgen og ikke have andet at nå end en gåtur i skoven og ~~en balje~~ to baljer kaffe, der skal drikkes.

Alternativt vil jeg fryse tiden fast omkring kl. 02 lørdag nat, hvor bruden, undertegnede og en håndfuld veninder fræsede rundt på dansegulvet, mens vi skrålede (og jeg mener virkelig s k r å l e d e) med på Nik & Jay + Alphabeat. På "jeg er 16 og totalt nede med det her danseshit"-måden. Og rent faktisk glemte for en stund, at vi alle er cirka det dobbelte af 16 og nogle af os (eller i hvert fald jeg selv) ikke ejer rytme. Men efter en halv snes tranebær specials kan man bilde sig selv meget ind - også, at man er en regulær Ginger Rogers.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne være et andet sted end lige midt i hverdagen. Som allerede har vist sig fra sin mest praktiske (læs: irriterende) side i den forstand, at

Det var sort som natten (sjovt nok ...), da vækkeuret ringede,
Øglen skulle vækkes og slet slet ikke kunne vågne (der er noget meget naturstridigt over at vække et sovende barn)
HDD havde et møde kl. p*s og derfor blev nødt til at tage af sted midt i havregryn, døsigt barn og megatræt mor
Alt Øgle-overtøjet - regntøj, termotøj, gummistøvler, varm ude-bluse, hue og handsker - skulle transporteres sammen med mig og Øglen på cyklen, fordi vi ikke er sådan nogen, der har to af alting og derfor har haft alt med hjemme fra vuggeren, så vi også kunne have glæde af det på ferien
Der ikke var mere mælk til kaffen på arbejde (og nej - jeg kunne ikke bare løbe ned og købe noget, for dels gad jeg ikke, dels ekesisterer der ikke skyggen af mælke-indkøbsmuligheder i nærheden af kontoret)
Osv.
Osv.

Det var ALDRIG sket på Bornholm. Jeg siger det bare. (Og ja, det hænger muligvis sammen med, at der var noget med noget mormor med på Solskinsøen, som ikke glemmer ikke at købe mælk. Basta).

Men der er vist et eller andet med, at man skal få det bedste ud af det, man har. Er der ikke? Som jeg har været inde på før, så er ham DVL jo egentlig helt ok. Når man lige har vænnet sig til hans bryske facon. Så et andet regnestykke kunne hedde:

Fødselsdags-kollega-wienerbrød

Ikke så mange møder

Solen skinner

Det er da egentlig helt ok

Så måske det faktisk ikke er så slemt at være tilbage i hverdagen. Også selv om det ikke er på Bornholm. Og selv om jeg gerne vil have nogle karameller ...

Halløjtaler

2010-10-22T20:52:00.001Z

Så er vi nogen, der er hjemme igen. På en eller anden facon lykkedes det for fire dage på Bornholm at føles som omtrent fem minutter. Gad da overhovedet ikke lige hjem, dér. (Havde så også noget at gøre med, at det blæste pænt meget (og husk, jeg er jyde, så når jeg siger 'pænt meget', mener jeg i virkeligheden psykopatoverdrevetfuldstændigkoloenormt meget, iggå!), da vi skulle hjem, men gode gamle Villum Clausen klarede det og fragtede os nogenlunde helskindede over. Nu ved jeg ikke, hvad de der Bornholmstrafikken bruger som succeskriterium for en vellykket sejltur, men hvis det er antallet af brugte brækposer, de går op i, så tør jeg godt sige, at de havde en endog overordentlig succesfuld ride i eftermiddags. HDD, Øglen og jeg bidrog ikke til succesen, vil jeg lige indskyde. Øglen græd dog trøstesløst alle 2,5 timer (for turen var lige udvidet med tre kvarter i dagens anledning), men så fik jeg lov til at kramme hende og synge hende ned i hovedet (måske derfor hun græd?!?!) hele vejen. Så intet er åbentbart så skidt, at det ikke er godt for noget...

Efterårsstemning i skoven

Se mor. Blad!

Bornholm er fantastisk. Vidste jeg egentlig godt i forvejen, men det er jo altid rart at blive bekræftet i, at man har ret. Vi har råhygget med familien, og Øglen er både blevet bedre til at se tv og har udvidet sit ordforråd betragteligt. "Åh nej" var hun rimelig god til at sige i forvejen, men hvis man kunne vinde Talent 2010 for at sige det med mest mulig indlevelse, så er hun nu selvskreven som vinder. "Lambar" (betyder vist nok 'lampe' - det er i hvert fald mere sandsynligt, end at det er de første to stavelser af lambada) er nyt i repertoiret, og det er "ikke spise", "ble", "jeg er bange" (det sagde hun så kun én gang på turen hjem, men da mente hun det vist også i dén grad) og "Sigrid" (yngste-kusinen) også. Så vi kan vist roligt konkludere, at Øglen er et sprogligt geni uden sidestykke.

Ahem.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har lært nogle nye ord som sådan på turen, men jeg har da fundet ud af, at jeg har en lille bitte bornholmer i maven, som har nydt at udtale by- og produktnavne på hjemmestrikket bornholmsk. Til stor morskab for mig selv. Og vist ikke så mange andre. Men man har jo kun den sjov, man selv laver, og alt det der... Desuden har jeg fundet ud af, at jeg kan rumme omkring 4000 liter kaffe, og at min bagekapacitet er presset, men dog ikke til det yderste, når jeg har bagt omkring 1276 boller. Og - vigtigt - har jeg lært, at man ikke skal ignorere, når man kommer til at røre lidt pizzadej ind i sommerhusets gamle sag af en elpisker. For sådan noget dej, iggå - det hæver. Også selv om det er inde i en elpisker. Så gæt, hvem der skylder DanSommer en ny elpisker. Skulle bare have slæbt min Ballerup Mastermixer med, skulle jeg...

Det var HYGli, altså. Og jeg gider ikke, at det snart er hverdag igen. Familieferie holder, så jeg stemmer for mere af dét. Gerne på Bornholm. Snart, tak!

Dramatisk himmel over Gudhjem

Kusinerne leger

Der grovædes pandekager foran flimmeren

På vej til dragefestival

Dragefestival over Hammershus

Farveller

2010-10-17T18:01:00.000Z

'Kæft, hvor kunne jeg skrive om meget, mand. Noget med noget polterabend i går for en af verdens tre sjoveste. Noget om riffelskydning og en, der hedder Finn. Noget om sushi i stakkevis og om så meget kage, at jeg blev nødt til at give op (jo, s*u - totalt slapt!).

Jeg kunne også skrive noget om tandlæger og tandsæt. Om nye ord, der bliver sprøjtet ud hjemme på matriklen (dog ingen nye lande iblandt). Eller om søndagshygge i Roskilde. Om økosamfund, kunstnere og Rasmus Klump-kiks med spelt.

Men jeg vil lade være med at skrive om noget af det. I stedet vil jeg lette r*ven og se at komme i gang med at pakke. For vi er nemlig nogen, der skrider til Bornholm i morgen. På sådan noget ferie. I ved - holde fri, sove længe (nåååh nej, det var præ-Øgle, man gjorde sådan noget), slappe af med hele den pukkelryggede. Plus en hel masse mere. Så håber vi bare, at øen ikke er lukket for sæsonen på Bodie-måden. For jeg har rimelig store forventninger til det der karamelkogeri (som i parantes bemærket er jævnt nærige med deres åbningstider). Og til alt muligt andet på øen, for den sags skyld. Men først skal jeg lige have pakket. Det ser nemlig ikke ud til, at taskerne pakker sig selv (og HDD pakker dem vist heller ikke, er jeg bange for), så better get on with it.

Hav en god efterårsferie. Vi ses på den anden side.

XOXO, Øgle-mor (~~må stoppe med at se Gossip Girl-trailers. Nu.~~)

Magnum, min Magnum

2010-10-14T07:02:00.001Z

Hej. Jeg hedder A. Jeg er afhængig af Magnum-is.

Som nogen muligvis vil have opdaget, handler jeg næsten udelukkende hos de der Nemlig.com. Det er cool. For ikke nok med, at man (jeg) slipper for at slæbe mig en pukkel på, når jeg kæmper mig op på 4. sal - man (jeg) slipper også for at stå ansigt til ansigt med de der ~~røvsure~~ mennesker, man (jeg) kan være så heldig at møde i køen. Engang imellem forvilder jeg mig dog ned i et supermarked alligevel - typisk fordi, vi er løbet tør for et eller andet, eller fordi der er noget, man ikke kan få hos Nemlig. (Det er ikke meget, men det forekommer dog).

Og når jeg sådan skal et smut i Netto, så bliver jeg jo nødt til lige at hilse på alle spotvarerne. Og al slikkeradset. Og alt det der, jeg ikke liiiiige får bestilt hos Nemlig.com, fordi jeg tilfældigvis (ulykkeligvis?) har besluttet mig for at starte et nyt og sundere liv i det sekund, jeg begynder at fylde i min virtuelle indkøbskurv.

Menaltså. Hos Netto har de Magnum-is. Billigt. Sådan en Magnum Mania-pakke indeholder 8 Magnummer, og den koster kun 54,95. Nu er jeg ikke specielt god til tal, men når 1 Magnum koster 20,- i kiosken, og 8 Magnummer koster 54,95 i Netto, så ved jeg godt, hvad der bedst kan betale sig. Kroner og øre-mæssigt, altså. ~~Vægtmæssigt kan det helt klart bedst betale sig at lade både den ene og de otte is ligge, men det er en helt anden snak~~.

Problemet (eller "udfordringen", som det hedder inde på det der arbejde) er bare, at når man (jeg) har 8 Magnummer liggende i fryseren, så får de ikke lov til at blive der særlig længe. Cirka 4 dage, skyder jeg på, hvis Ham Den Dejlige hjælper til (og det gør han gladeligt).

Gæt lige, om man bliver tynd af at æde en Magnum i snit om dagen.

...

Korrekt. Man bliver IKKE tynd. Man bliver stor og flæsket. Så fra nu af lover jeg højt og helligt, at jeg ikke vil købe Magnum Mania-bokse mere. Eller i hvert fald, at jeg vil prøve at slå hjernen til, så jeg godt kan huske, at jeg spiste en is I GÅR og ikke for 4.018 dage siden, som jeg lynhurtigt kan bilde mig selv ind (selektiv hukommelse har det med at overdrive). For det smarte ved is er jo, at de kan holde sig rimelig længe i en fryser. Hvis man ikke æder dem, forstås.

På nuværende tidspunkt har jeg været is-fri i 5 dage. Selv om der vist nok ligger 2 Magnum Classic i fryseren. Men det er også de kedeligste. Hvis nu det havde været Double Caramel, havde det muligvis været en anden historie ...

Flash back

2010-10-13T09:27:00.000Z

Var i Gammelby forleden. For at besøge en af verdens tre sjoveste. Kørte hjemmefra lige, da det var begyndt at blive mørkt. Det var køligt, jeg havde vinterjakken trukket godt op om ørerne, og bilens blæser blev skruet godt op. Tina Dickow på anlægget (eller, ok - 'anlæg' er måske en tilsnigelse) og så ellers af sted nordpå.

For ret præcist et år siden kørte jeg den selvsamme tur. Med den samme musik på "anlægget", den samme temperatur udenfor og formentlig også iført næsten det samme tøj (mit klædeskab er virkelig kummerligt!). Men humøret var væsensforskelligt fra humøret medio oktober 2009. For dengang græd jeg mine modige tårer, mens jeg trillede af sted. Ikke kun fordi Tina D. er lidt af en tudeprinsesse, men fordi jeg dengang var på vej hjemmefra. Fra mit elskede København, som mit hjerte ikke havde sagt ordentligt farvel til. På vej til at flytte ind i en lejlighed, der var blevet fremlejet i al hast. I et område, der kunne have været federe. Med mennesker, der kunne have været yngre (og sikkert også var det engang ... Tilbage i 1930'erne. Eller 1920'erne, måske ...). Faste læsere vil vide, at flirten med Forstaden var kort, men til gengæld var den frustrerende. Der er blevet brugt mange kræfter på at træffe 'det rigtige valg', og der er spildt tårer på at begræde det, der kunne have været. På at komme overens med den beslutning, der nu engang var truffet og på at komme overens med, at den beslutning, der nu engang var truffet, alligevel ikke var den rigtige.

Jeg er stædig af natur. Og en anelse perfektionistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne vil gøre tingene rigtigt første gang. Især når det er store, livsomvæltende ting som at flytte. Kommune, ovenikøbet. Men her måtte jeg sluge en kamel. Og alle dens venner. For flirten med Forstaden var ikke rigtig. Endnu. Konklusionen blev derfor, at der er en tid for alting, og vores tid for at flytte ud af byen tilsyneladende lod vente på sig.

Turen til Forstaden forleden var en nostalgisk affære. Har jo været der utallige gange i det forgangne år, men fordi årsdagen snart oprinder, var det noget særligt. Jeg elsker at være ude af byen. Jeg elsker roen, at himlen er mørk (og ikke lilla). At der bliver koldt nok på en oktoberaften til, at rimen lægger sig på biltaget. At vasketøjet står udenfor og tørrer. At der er plads, og at der føles trygt. Og jeg tænker, at jeg nok selv havner der. Engang. Men ikke endnu. For selv om jeg elsker at være uden for byen, elsker jeg byen højere. Endnu. Byen er tryg for mig. Og jeg føler mig tryg der sammen med Øglen. Og HDD. Endnu. Nøgleordet er nok 'endnu' (sikkert også derfor jeg har brugt det omkring 18 gange i det her indlæg indtil videre). For på et eller andet tidspunkt tror jeg, at min - vores - tid kommer for at flytte. Men så er jeg også klar til det. Tror jeg nok ...

Søndags-snaps

2010-10-11T09:22:00.000Z

Altså. "Snaps" som i snapshots. Ikke som i spirituøs drik, der som regel indtages til sild - gerne i overdreven grad omkring jul og påske...

Ahhh. Øglen og jeg har været på forlænget weekend. Mormor fyldte rundt, og det er blevet fejret efter alle kunstens regler. Med familiemiddag, dame-frokost (hvor HDD også var inviteret, men udelukkende for at agere anstands~~dame~~mand for Øglen) og rendyrket hygge. Øglen har boltret sig i opmærksomhed og leg med sine små kusiner, og det hele har været skønt. Lige bortset fra torsdag aften, hvor Øglen pure nægtede at lægge sig til at sove, og jeg pure nægtede at bruge hele min mors fødselsdagsmiddag på at tvinge hende, så klokken blev 22.15, før hun gik omkuld. Det var jo så også kun 3½ time senere, end hun plejer, såeh...

Fredag sov hun helt til kl. 9.15, men kvitterede til gengæld med ikke at ville sove til middag. Som i overhovedet ikke. Til trods for gentagne forsøg på at trille hende i søvn i klapperen. Nix bix - der skulle ikke soves. Der skulle leges. Og det blev der (selv om mutti skulle arbejde, men så var der jo heldigvis en mormor, en tante og to kusiner, der kunne aflede hende lidt). Og om aftenen var hun så smadret, at hun blev lagt til sædvanlig tid - ~~næsten~~ uden brok.

I går havde vi så en stille dag. Bare Øglen, HDD og jeg. Som skulle foregå helt på Øglens præmisser. Vi tog på Statens Museum for Kunst for at se, om de havde nogle udstillinger for smållinger. Det havde de ikke, men de havde (og har garantrisser stadig) uendeligt meget plads, hvor man kan løbe lykkelig frem og tilbage, når man er 1½ år og synes, at løb er det fedeste i verden. Og bagefter kunne man løbe lykkelig rundt i Fælledparken, lege med visne, våde blade og drikke sødmælk af den samme slags kop, som mor og far drak kaffe af. Man kunne fodre fugle, råbe "vov vov" efter alt, der bevægede sig og grine manisk af alting. Mens mor og far kunne nyde det skønne skønne vejr, vi har haft i weekenden (og tilsyneladende har igen i dag) og blive enige om, hvor fantastisk Øglen er. (Det er sjovt nok altid ret nemt at blive enige om, synes jeg).

Det var ikke actionpacked, men det var et mentalt pusterum. Og dem burde man have mange mange flere af.

Øglen - lettere betuttet over antallet af trin på Statens Museum for Kunst

Øglen hænger ud

Lettere utilfreds

Så bunder vi

Ej, er det RIGTIGT, mor?!

Efterskrift: Øglen siger stadig Norge. Rigtig meget. Og hun har ikke udvidet til andre lande (endnu). Tror nok, jeg hørte hende sige Nørrebro forleden, men det var vist en engangsting. Nu bor vi jo også på Østerbro, så deeeeet...

Norge?

2010-10-06T13:26:00.001Z

Øglen snakker helt vildt. Det har hun gjort længe. Desværre forstår vi bare ingenting af det, hun siger - heller ikke selv om hun er meget insisterende ud, når hun ytrer sig og også gerne gentager sig selv. Flere gange. Og øger lydstyrken i takt med antallet af gentagelser. (Lidt ligesom ~~nogle~~ ældre mennesker gør, når de taler dansk til en udlænding, der ikke forstår et kvæk dansk. De begynder bare at tale højere. Meget mærkeligt fænomen).

Problemet er, at Øglen taler klingon. Eller kantonesisk. Ikke dansk, i hvert fald. Kun nogle få ord. Tak, fx. Og MIR! Sove, op, hej, hva' deeet, nej (stor fan af ordet nej!) og andre småord er også på tapetet. Og nu er hun så begyndt at sige Norge. Ret tit, faktisk.

Mig: Hvad laver du, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Nåda, dét lyder spændende. Hvad er det for noget?
Øglen: Norge
Mig: Er det RIGtigt?
Øglen: Norge-norge. *vader ud af rummet, mens hun nynner norgenorgenorgenorge*

eller

Mig: Vil du have mælk på havregrynene?
Øglen: Nejjjj (mener tydeligvis ja) - Norge.
Mig: Okay? Så flyt lige ansigtet fra skålen.
Øglen: Norge

Get the drift? Aner ikke, hvad det betyder. Ud over at Norge er et land, altså. Men det kan selvfølgelig være, at hun synes, at jeg skal skride til Norge lidt. Eller stikke af med Thomas Dybdahl.

...

Tror da faktisk, at det er det, hun mener. Det vil jeg spørge hende om, når jeg kommer hjem. Forestiller mig, at samtalen kommer til at forløbe nogenlunde sådan her:

Mig: Hvad siger du til det, Øgle - synes du, at mor skal tage på ferie?
Øglen: Norge
Mig: Hvor synes du så, mor skal tage hen?
Øglen: Norge
Mig: Det var da en god idé. Thomas Dybdahl er jo i øvrigt fra Bergen. Ved du, hvor Bergen ligger, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Korrekt! Synes du, jeg skal tage af sted, så?
Øglen: Norge

Sådan skal den ged barberes. Norge it is. Nu skal jeg bare lære hende at sige Sydfrankrig. Eller et andet lunt sted.

Po, Dipsy, Tinky-Winky, Laa-Laa*

2010-10-05T10:42:00.005Z

Øglen gider ikke at se tv. Hvis nu hun var teenager og kunne underholde sig selv, ville det ikke genere mig det fjerneste. Men nu er hun jo kun halvandet-og-en-sjat, og det der med at underholde sig selv, er ikke noget, hun gør sindssygt meget i. Særligt længe ad gangen altså.

Så Onde Mor synes, at Øglen gerne må begynde at interessere sig bare lidt for mediet. Er s*u da det mindste hun kan gøre, når både mor og far er i branchen. Helt early. Så jeg har prøvet en hel del.

Pingu. Bondegårdsdyr. Vilde dyr. Svampebob Firkant. Ramasjang. Overvejede CSI i et kort sekund, men blev enig med mig selv om, at det nok var for hård kost. Magnus & Myggen. Every-f*cking-thing. Undtagen Teletubbies. Jeg har en eller anden indre modstand mod Teletubbies. Jeg synes, de er grimme, latterlige, irriterende og opfører sig lidt på coke-agtigt (undskyld, børn!).

Arjmen SE dem lige. De er jo mega-uhyggelige...

Men så var det, at en kollega i går fortalte mig, at hendes søn begyndte at blive hooked på tv'et allerede som et-årig. Og han ser Teletubbies. "Hmmmm", tænkte jeg (jeg tænker kloge ting, kan I nok høre). Og strøg af sted til Fona efter arbejde. Og købte en Teletubbies-boks, en Sigurd Barrett-boks og en Pingu-boks. Man skal aldrig gå ned på udstyr, jo, så selv om Øglen på ingen måde har vist interesse for Pingu, planlægger jeg at tvængsindlægge hende til at se det på et eller andet tidspunkt. Om ikke andet fordi jeg synes, det er meget hyggeligt.

Og nu har vi så prøvekørt både Pingu (couldn't care less) og Teletubbies. Det er meget muligt, at jeg synes, at Telebæsterne er noget af det mest idiotiske, verden har set, og det kan godt være, at producenterne har røget lige så meget pot som dem, der har fundet på 'Bamse på Månen', men børn er tilsyneladende ligeglade og labber det i sig. Eller - Øglen gør, i hvert fald. Efter hun havde dimset lidt med dvd-kassetterne og så'n, satte hun sig ned (det i sig selv er ret vildt) og kiggede intenst på skærmen. I et par minutter i hvert fald. Og i stedet for at behandle tv'et som kold kold luft eller alternativt et mærkeligt væsen fra det ydre rum (hendes sædvanlige tilgang til det) grinede og vinkede hun til skærmen. Indtil hun begyndte at stå helt paralyseret. Og bare stirre. Indtil jeg slukkede, fordi vi skulle spise.

Verdens sejeste børne-udsendelse. Og sikkert også den mest mærkelige...

Jeg tror godt, vi kan konkludere, at det var en succes. Og nu ved jeg ikke helt, om jeg skal grine eller græde, for jeg ville jo gerne have hende til at kunne se lidt tv. Bare engang imellem**. Men jeg ville jo helst ikke have hende til at se Teletubbies. Hellere noget sejere. Som Pingu (han er af modellervoks, mand. Dét er sejt). Eller noget med dyr. Men det gider hun jo ikke.

Så nu må jeg vist bare gøre op med mig selv, om jeg ønsker lidt fred omkring madlavningstid så meget, at jeg vil lade afkommet se på hypnotiserende små latterligheder med tv i maven, eller om jeg hellere vil sidde på gulvet i timevis og lægge stemmer til alle Scleich-dyrene. Udfordringen er bare, at jeg - nærmest lige siden Øglen blev født - har glædet mig til at kunne smide mig på sofaen med Øgle, dyne og snacks og så bare kunne hygge igennem. Og det er som om, det er rykket lidt tættere på, efter Teletubbiernes er rykket ind på matriklen.

Ja, der er ingen, der siger, det skal være nemt at være mor.

*Eller hvad de nu hedder

**Nej, jeg har ikke planer om at sætte hende foran tv'et og så gå ned og handle / gå ind og sove / drikke mig i hegnet / på anden måde være fraværende. Kunne bare godt tænke mig en måde at time-out'e på engang imellem. I et afsnits tid, oder so... Så ingen behøver at ringe til Børneværnet. Endnu.

Sagde du svin?!

2010-10-03T20:30:00.004Z

Hængebugsvin, altså? Hvis du gjorde, er det vældig pudsigt, for sådan et har jeg set i dag. Og næsten klappet. Men det gad Øglen overhovedet ikke være med til, så jeg nøjedes med at tage et billede af det.

Det var naturligvis ikke på 2100 Østerbro, vi lige vadede ind i hængebugsvinet. Selv om det ellers ville have været vældig hyggeligt. Næh, familien Øgle var taget på besøgsbondegård. Her. Sammen med resten af Østerbro og en pæn del af Nordsjælland generelt. Men hold nu k*ft, hvor var det hyggeligt! (Også selv om min bror tørt bemærkede, at Nordsjælland da må være det eneste sted i landet, hvor man gider betale for at besøge en bondegård. Og det strider da bestemt også lidt mod de jyske rødder, men what to do, når man IKKE lige er i Jylland og kan crashe bondegårde gratis?!)

Ud over hængebugsvinet var der gæs i massevis, heste, køer (man kunne prøve at malke en af dem, hvis man ville, men det ville man ikke, når man er Øglen og en kende bange for dyr, der er større end en labrador), får, katte og hunde. Og så var der æbler, der blev mostet (er det et verbum?), en legeplads, masser af kastanjer (underligt nok - når nu klientellet primært så ud til at bestå af Østerbro-borgere, så skulle man tro, at de ville kaste sig over dem og tage dem med hjem. Men de har selvfølgelig nok allerede lommerne fyldte efter at have raidet strækningen langs Søerne).

Oveni hatten var der så også hjemmebagt brød en masse med hjemmeslynget honning (oh, så autentisk!) og syltetøj, kaffe, saft og æblemost. Og gårdens helt private orgel-Allan. Som i øvrigt også spillede på harmonika. Bim-bam-busse, Se min kjole og alle mulige andre børnesange, som alle i laden skrålede med på i et anfald af kollektivt vanvid.

Øglen havde en fest, men var også noget betuttet. Tror, hun primært glædede sig over, at der var syltetøj ad libitum. Og så var gruset på gårdspladsen også Helt. Vildt. Sjovt.

Kastanjerne var også sjove. Især da vi kom hjem. I de 10 minutter, hun nåede at have dem, inden Onde Mor konfiskerede dem. De var nemlig primært sjove at proppe i munden, lod det til. Og det holder mine nerver simpelthen ikke til. Så nu ligger de helt udenfor synsvidde for smållinger på et par og firs centimeter... Måske kommer de frem igen, når der er tid til konstant overvågning, men måske vi bare må vente til næste år. (Og så skal jeg ~~prøve på at~~ sørge for, at vi kommer ned til Søerne før kastanje-mafiaen)...

Her skulle have været et kastanje-billede,

men blogspot har tilsyneladende noget imod kastanjer, så I må undvære...

Når man nu er lidt bange for de der store dyr, så er det jo dejligt trygt at komme hjem og herske hårdt over de små Schleich-dyr. Der er så'n lidt Gulliver i Lilliput-land over hende, synes jeg...

Men altså. Summasummarum. En lang historie kort. Og alt det der. Besøgsbondegårde holder. Rætti god weekend-underholdning. Bare lidt ærgerligt, at lige netop denne her lukker for vinteren nu. Men så må vi bare finde på noget andet. Naturcenter Amager skulle være meget godt, hm? Og hvis alt andet glipper, så er der jo altid Zoologisk Have. Vi er jo nogen, der har årskort...

Leg!

2010-09-30T16:55:00.001Z

Det der med at lege, ik'å'? Det er jeg godt nok ikke særlig god til. For nu at sige det pænt. Jeg mangler fantasi, jeg mangler gejst og jeg mangler gode idéer.

Og det er så her, min nyerhvervelse kommer ind i billedet.

Denne her gamle sag er lige dumpet ind i min postkasse. Børnenes legebog af Jørgen Clevin. Så bliver det næppe mere old-school. Den har både fantasi, gejst og - fremfor alt - gode idéer i overflod. Se selv:

Alene det, at der er en opskrift på, hvordan man laver en 'rumsterstang' (jeg ved ikke, hvad det er, men ordet er fanTAStisk), gør, at jeg glæder mig monster-meget til Øglen bliver bare lidt større, så hun ikke krøller alting sammen, æder farvekridtene eller - som hun gjorde i dag, da bogen kom ud af sin kuvert - hev fat i den, vadede rundt med den slæbende mellem fødderne og rev til sidst en side halvt over. Som HDD siger, så er der dem, der bygger op, og dem, der bryder ned. Gæt selv, hvilken type Øglen er...

Nå. Men legebogen. Skøn bog fra dengang mor var dreng. Men børn skal nok som sagt være lidt større end Øglen. Der er 'opskrifter' på sporlege og skattelege. Sang- og musiklege. Hemmelig skrift. Dramatiklege, cykellege og 'tal og tændstikker' (huh?). Og. Så. Videre.

Glæder mig helt vildt til at lege, nu. Og med lidt held når jeg rent faktisk at få kigget lidt i bogen, før Øglen bliver stor nok til at få glæde af den. Og får nogle gode idéer til, hvad vi kan lege, så jeg ikke bliver hende den r*vsyge mor, der ikke kan finde på andet end at sætte Schleich-dyr op ved siden af hinanden og forklare Øglen, at de allesammen siger Waaaaah, Muh eller Vov...

Lykken er...*

2010-09-30T07:09:00.002Z

at have tid, lyst og overskud til at gå hjem fra vuggeren med Øglen. Bruge 5 kvarter på at gå 3,5 km, samle kastanjer langs Søerne (eller - de sørgelige rester, nok nærmere; der må være en kastanje-mafia, der har ribbet strækningen for kastanjer), fodre svaner til de begynder at hvæse og nyde en smuk smuk efterårsdag.

Lykken er også at dele en banan (Øglen var så ikke enig - hun ville have det hele selv), snakke om dagen i vuggestuen (mest mig) og blæse på, om klapvognsselen er spændt, så Øglen kunne vride og vende sig, som hun lystede. (Hvis der er nogle sikkerheds-typer derude, så må I ikke slå mig ihjel - jeg havde ~~nogenlunde~~ styr på det, og Øglen og jeg havde slået en handel af, der hed, at hvis hun skulle have lov til at være u-spændt, så skulle hun også love ikke at kaste sig ud af klapvognen. Og det overholdt hun ~~næsten~~).

Kloge hoveder vil muligvis foreslå mig at vende klapvogns-kassen om, så Øglen automatisk kommer til at sidde forlæns-vendt, men metoden ER afprøvet. Uden succes. Må vist bare erkende, at min datter er en rigtig lille Rasmus Modsat.

Og når vi er ved det der med lykke, så er det egentlig heller ikke så tosset med en hjemmearbejdsdag, hvor der er tid til at drikke masser af latte med mig selv, sætte vaske over (meget tiltrængt - bemærk flertals-endelsen), vade rundt og være grim og - nåh ja - arbejde, sæføli.

Så er det som om, det ikke betyder heeelt så meget (men alligevel lidt), at Øglen vågnede storgrædende kl. 03.52 (!!!) og først ville falde tilnærmelsesvist til ro, da hun kom ind i smørhullet. Og med "falde til ro" menes her utallige spark i hhv. mave (min), ansigt (mit) og skulderparti (mit), flåen dynen af mig omtrent en trilliard gange og så - selvfølgelig - dødlignende søvn i det sekund vækkeuret ringede, og jeg skulle op...

*Kan I huske de der Lykken er-plakater? Fra InWear var det vist. Sådan nogle sort-hvide nogen med smukke mennesker og cheesy citater? Jeg havde en del af dem oppe og hænge på mit værelse... ahem...

Tillykke med mig!

2010-09-27T10:58:00.001Z

Veeeerden ku' bli' så smaddersjov, hvis du vil - der er jo NOK af ting at glæde sig til! ALLE FØDSELSDAGE, DET ER GLADE DAGE - tralalalalaaah *mumlemumle* og et TILLYKKE MED MIG!

(Er jeg den eneste, der kan huske det helt igennem fantastiske tv-program fra 80'erne engang, som handlede om børnefødselsdage? Man kunne få en idé-bog til, hvad man kunne lave til fødselsdage, og der var også et sanghæfte med. Ovenstående brudstykke af sang er desværre det eneste, jeg kan huske sådan ~~næsten~~ helt i detaljen; melodien er up-tempo og temmelig kæk, og så skal den helst råbe-synges).

Nå. Fødselsdag. Min. I lørdags. Jeg blev 25. Eller noget. *Fløjter uskyldigt*

Men age is just a number, don't you STOP having fåååååån, som New Kids on the Block sang engang i 90'erne. Så hvor gammel jeg blev i weekenden, er ikke det vigtige. Det vigtige er, at ham her flyttede ind!

Helloouwww, siger jeg bare! Længe leve verdens sødeste kæreste, der i stedet for at håne en for at skrive fuldstændigt ublu ønske på ønskesedlen, går ned og køber det. I like!

Hillier Hobo flyttede ind sammen med en masse andre lækre sager, og jeg kan slet ikke vente med at tage det hele i brug (faktisk har jeg et nyt, skønt tørklæde på i dag - curtesy of min mor (og far. Men jeg tvivler på, at han har valgt det). Og en Essie-neglelak i en fin gråbrun. Læææænge siden, jeg har haft ~~tid til at tage~~ neglelak på). Nu skal jeg bare forvisse mig om, at nyankomne Hillier og de to gamle kendinge Sophie og Bayswater kan enes. Men mon ikke. Også selv om de jo er vidt forskellige. Den ene sort, den anden lys og den tredje midt i mellem. Så bliver det vist ikke mere politisk korrekt.

I øvrigt vil jeg gerne plædere for, at man har fødselsdag noget oftere. Ikke kun fordi man får stakke af gode gaver, men fordi man får lov til at tilbringe time- og dagevis i selskab med familie og gode venner. Og spise kage. Masser af kage! Bagte en særligt uartig en af slagsen til begivenheden, og jeg kan kun sige, at det burde alle unde sig selv - fødselsdag eller ej.

Håber, I alle har haft en dejlig weekend!

Brok brok brok

2010-09-22T11:29:00.000Z

Ja, altså ikke som i ”en unormal fremtrængen af et organ eller dele deraf gennem væggen af en legemshule”. Men som i ”en lang og kedelig klagesang”. Så er I advaret…

Jeg arbejder hjemme i dag. Har haft en hård nat, hvor jeg har været meget vågen (og Øglen har sovet som en sten – det er totalt den omvendte verden?), og det har påvirket både fysikken og humøret. Er træt og radbrækket, og jeg er ikke ligefrem i mit muntre hjørne. Så det blev til en hjemmearbejdsdag. Længe leve fleksible arbejdspladser og forstående chefer.

Nå. Men i dag er det jo så onsdag (betragt det som service-info, hvis I ikke vidste det på forhånd). Og om onsdagen har vi besøg af vores husalf, som på magisk vis får støv, fnuller, fedtede Øgle-aftryk på spejle, ovn og køleskab og den pose rosmarin, som Øglen spredte ud over køkkenet forleden (og som jeg ikke liiiiige fik fejet op) til at forsvinde som dug for solen.

Jeg ved ikke, hvordan han gør det, men jeg tænker, at det involverer en støvsuger, en klud, en spand vand og noget sæbe. Men jeg skal ikke kunne sige det, for jeg gider ikke være hjemme, når han er der. Heller ikke i dag, så da han ankom (halvanden time for tidligt – grrr), forføjede jeg mig pænt. Ned på nærmeste café (arj, det er så løgn – Café Nordlys ligger tættere på, men jeg har været dernede så mange gange, at jeg nærmest er ved at være ligeså fast inventar som Ole Ernst, så nu er det på tide at prøve noget nyt). Begge steder er gode, men Kaffeladen er lige lidt ekstra hyggelig, og så er personalet simpelthen så søde. (Måske fordi de gav et gratis stykke cheesecake, første gang jeg var der – er totalt til fals for gratis ting med sukker i. Hvilket Nemlig.com vist har fundet ud af, for jeg fik også gratis chokolade i gårsdagens levering).

Menalser – så sidder jeg så lige så fredeligt (se lige, hvor fint der er!) her og forsøger at arbejde, da jeg spotter (eller, nej – løgn igen; jeg hører) to damemennesker sidde og sludre. Det må de gerne, om end de sludrer meget højt. Nogle ville måske sige, at de RÅBTE, men nu er det jo mig, der har sovet dårligt, så jeg er måske bare lidt lydfølsom i dag. Og det er jo ikke deres skyld, at jeg har en husalf på besøg og ikke ~~gider~~ kan være hjemme.

De her to damer (på barsel) snævrer videre, og de hopper og springer ud ad døren, hvor de har deres afkom liggende i hver sin barnevogn. Først vågner den ene, så vågner den anden, så bliver de begge lagt tilbage, og så starter det hele forfra. Nå. Tilsidst opgiver den ene dame at få barnet til at sove, så hun henter den, piller overtøjet af den, og så starter balladen ellers. Babyen (ca. 6 mdr., vil jeg tro), begynder at græde, men det gør egentlig ikke så meget. Det er jeg jo vant til fra Øglen, kan man sige. Det gør heller ikke noget, at barnemoderen forsøger at trøste den lille, men det er en kende irriterende, at det hele skal foregå i lydstyrke sindssyg.

"NÅÅÅÅRRRHHH, LILLE PUS. HVORFOR ER DU SÅ KED AF DET OG GRÆDER HELE TIDEN?!" (Well – måske fordi mor råber dig lige ind i øret?! Bare et forslag.) Og da den søde betjeningsmand kommer med en lille bamse, der stilner lillens gråd lidt, får mor brølet ”DEEEEEEN TROR JEG, HUN VIL SYNES ER HELT VILD SJOV, IKKE OGSÅ LILLE XXXX?!?”, hvorpå babyen sætter i et hyl igen. Sådan fortsætter det så frem og tilbage en stund, og til sidst kapitulerer mødrene og bliver råbende enige om, "AT DE SMÅ DA MÅ HAVE EN UTROOOLIG DÅRLIG DAG, OG DET ER DA OGSÅ EN SKAM, AT MAN IKKE KAN SIDDE OG DRIKKE KAFFE STILLE OG ROLIGT".

Og så smutter de*. Og på trods af Lambada i højttalerne og utrolig mange andre gæster, er der nu en velsignet ro til at arbejde (læs: brokke-blogge).

Jeg ved godt, at det er mig, der er sippet. Og sur**. Og jeg vil vædde med, at jeg var nøjagtig ligesådan, da jeg selv var på barsel (får det lige til at lyde som om, det er 100 år siden, m’kay?). Sad på café med mødregruppe-veninderne, drak kaffe, sludrede og sladrede (sikkert også ret højt, kunne jeg forestille mig). Og så videre. Hell, jeg gik endda i den samme ’uniform’ af spraglede pyjamasbukser, kort jakke, stort tørklæde, mm. Østerbro-uniform, tænker jeg. Eller barsels-uniform generelt, måske? Og tøjet er jo egentlig meget pænt. I hvert fald noget pænere end mit hjemmearbejds-tøj, der kan selvantænde af grimhed, hvert øjeblik det skulle være. Så i virkeligheden brokker jeg mig bare for at brokke mig. Men det er nu også meget rart engang imellem. Ikke særlig sympatisk, men meget rart…

*Hvis du er en af de højtråbende barselsdamer fra i dag, så skal du bare vide, at jeg ikke er irriteret på dig. Bare på din stemme-volumen...

**Måske er jeg misundelig - jeg vil også være overgearet og have en masse tid til at drikke kaffe uden at skulle arbejde, når jeg en sjælden gang er på café.

Søndags-stemning

2010-09-19T16:54:00.000Z

I dag skulle HDD og jeg have været ude og se på ny bil. Og prøvekøre og sådan noget. (Noget med noget tilbagekøbs-noget på den gamle, der snart udløber... Zzz... Smasksmask... Zzzz). Og Øglen skulle have været passet imens. Men da jeg vågnede kl. 8 (!?!) ved, at solen skinnede, og Øglen sad og raspede sin sut frem og tilbage på tremmerne i sengen, mens hun sang 'duhhhh darrrhhh duhhhh darrrrrrh' og råbte 'hejhejjjjjjjjjåh', syntes jeg egentlig ikke, at jeg havde lyst til, at hun skulle passes. Eller, at jeg skulle bruge dagen hos diverser sælger-Helger, for den sags skyld. Jeg ville meget hellere bruge tiden sammen med HDD og Øgle, så vi aflyste bil-aftaler og pasning og tog i Zoo i stedet.

Vi er jo blevet sådan nogen med årskort, og det er egentlig meget rart. For vi har jo ~~næsten~~ glemt, at vi overhovedet har betalt for årskortet. Så nu er det lidt som at komme gratis i Zoo. PLUS man kommer hurtigere ind end alle de andre, der skal stå i kø for at købe billetter. Derudover (stopper fordelene aldrig?!?!?) gør det heller ikke så meget, at Øglen bliver træt efter kun en time. For man er jo kommet ~~gratis~~ billigt-agtigt ind.

Sjovt nok var vi ikke de eneste, der havde besluttet at tage i Zoo sådan en dejlig solskins-september-søndag. Men der var da alligevel plads til at komme rundt. Og Øglen nåede at besøge gederne (denne gang slog hun ingen af dem), at løbe ivrigt rundt og at æde et æble, før vi godt kunne fornemme, at en lur vist var temmelig tiltrængt.

Nåede hjem på Øbro, drak kaffe i solen (men lad jer ikke narre - på trods af sol var det p*ssekoldt. Også selv om jeg har fundet efterårsjakken frem) og var på loppemarked (hvor der nærmest var endnu flere mennesker end i Zoo), og da Øglen vågnede, trillede vi hjem og legede. Med klodser, tøjdyr, suppe (Øglen legede, jeg skar tænder), vasketøj og borddækning (vildt, at en halvanden-årig rent faktisk synes, at det er sjovt at dække bord og tage ud af opvaskemaskinen). Ren og skær søndagshygge. Hvor vi bare har lavet det, vi havde lyst til (lige bortset fra suppe-situationen). Og på trods af aflyste bil-aftaler, fik vi alligevel talt lidt bil med ungt par udenfor Zoo. Ikke, at jeg ved noget som helst om biler. Men HDD virkede tilfreds med de forskellige tip, som parret (ok, mest manden) kunne give. Så nu lader det til, at der er kommet endnu en bil på listen over biler, der skal prøvekøres engang. Yay. Eller noget...

Ged går intetanende rundt

Øglen spotter ged

Øglen løber efter ged (som flygter - hvem har sagt, at geder er dumme?)

Ged drejer om hjørne og falder i kløerne på andet barn

Øglen mister dog ikke modet af den grund og udser sig straks ny ged

Ae-aeeee, ged

Kom, mor - nu har jeg set geder nok

(billede er udelukket indsat, fordi jeg er svært begejstret for, hvor høj jeg ser ud. Burde jo ALTID følges med nogen-og-80-cm minion)

MIR

2010-09-15T10:00:00.000Z

"Mir. Mir. Mir. Miiiiiiir!" Det er det gennemgående ord, der smadrer ind i vores trommehinder hjemme på matriklen for tiden. Og med mindre jeg har taget helt fejl og slet ikke har opdaget, at Øglen er en russisk astronaut i forklædning, så betyder det "MIN!" (Håber for hende, at hun på et tidspunkt urer forskellen på "r" og "n", for ellers forudser jeg forståelsesproblemer for hende senere hen...)

Vidste jo godt, at vi næppe slap uden om "min"-fælden, men oh my g*d, det kan være belastende. Hvis Øglen er i ondt lune, er det ALT, der er "MIR!" - lige fra opvaskebørsten (be my guest, men så du også vaske op, altså) til alle! spisebordsstolene.

Fair nok, at hendes putteklude (plenum - har anskaffet et par backup-klude efterhånden) og yndlingsdukke er Øgle-territorium. Man behøver trods alt ikke dele alting. Men frygter virkelig, at hun bliver sådan en lille bestemmerfrans, som ingen gider lege med. (Hun er i øvrigt også begyndt at løfte pegefingeren, når jeg gør noget, jeg ikke må - iflg. Øglen, altså. Guderne må vide, hvor hun har dét fra, for sådan gør hverken HDD eller jeg, så vidt jeg ved).

Så på bedste pædagogiske vis er vi gået i gang med at forklare hende, at hun altså skal dele hhv. legetøj / spisebordsstole / opvaskebørste / mm. Det virker ikke en sk*d. Men måske en dag...

Nemlig!

2010-09-14T20:20:00.000Z

Jeg har været Superbest utro. Med nemlig.com, og jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed. Jeg tror faktisk, at det kan udvikle sig til noget varigt. Det var ovre ved Husmoder, jeg fik idéen til at søge andre græsgange, og første date foregik her til aften. Daten ankom til tiden og til døren - båret af to prustende stakler, der vist godt kunne have tænkt sig, at vi boede i stueetagen i stedet for på 4. "Men det skal bringes helt til døren", prustede den ene. "Ellers går idéen jo af det". "Nemlig", kunne man så fristes til at sige...

Varerne var der allesammen. Lige bortset fra det økologiske rødkål, som jeg var blevet ringet op om tidligere i dag. De kunne desværre ikke skaffe det, sagde damen. Selv om de havde forsøgt sig 4 steder. Ok, så. Så klarer vi os uden. Men god service, dér.

De har også billige bleer. 75 kr. for 50 Pampers. Det er da billigt, er det ikke? Og det bedste af det hele var, at der var en plade Marabou-chokolade med i kassen. Som gave fra nemlig.com. De ved da LIGE, hvilke knapper, de skal trykke på.

Så Superbest: Det var hyggeligt. Tak for den tid, vi nåede at have sammen. Det var hyggeligt. Men nu er du blevet udskiftet med en yngre model. Som ovenikøbet er billigere og har mere at byde på. Tak til Husmoder for at facilitere bekendtskabet...

Safri Solo

2010-09-13T20:09:00.000Z

Hun er et naturtalent, hende Øglen. Jeg siger det bare. Hun skal nok blive til noget stort. Måske de der Uffe og Morten kunne bruge et medlem mere i gruppen? Safri Trio lyder da også ok, gør det ikke?!

Alenetid

2010-09-13T12:34:00.003Z

Jeg var til barnedåb i går. På Fyn. Alene. (Eller – der var også andre gæster, men HDD og Øglen var hjemme pga. snot). Fordi der er lidt langt til Fyn, og fordi jeg synes, det er herrekedeligt at køre i bil alene, valgte jeg at tage toget. Det er 100000 år siden (mindst), jeg sidst har kørt i tog, og på trods af utidige køreplaner, irriterende medpassagerer og defekte klimaanlæg (f*ck, det var koldt), er det nu (næsten) altid lidt hyggeligt.

Ikke mindst fordi togturene betød alenetid (dvs.: den ene gjorde - på hjemturen fik jeg nemlig selskab af gode venner og et spil r*vhul). Fra familie og forpligtelser, that is. Ingen Øgle, der vil smage mit vand / min morgenmad / mit æble / min deodorant, ingen Øgle, der vil krølle min avis / min bog / kogebogen / mit tøj, og ingen Øgle, der nægter at lade mig lukke øjnene i et par minutter, hvis det er det, jeg har lyst til*.

Og hvad brugte jeg så min dyrebare alenetid på, tænker I nok nu med tilbageholdt åndedræt?! Jo, ser I! Jeg havde, snarrådig, som jeg er, taget Søndagsavisen og Netto-reklamen med fra postkassen, da jeg luskede af sted kl. 8 i går morges. Så den spændende lekture blev gennemgået, og jeg kunne konstatere, at der ikke var noget som helst at komme efter overhovedet.

Derudover spiste jeg et æble, lyttede til to ældre damers meget fortørnede snakken om en formodentlig også ældre dame, plus jeg – på udturen - funderede over det hjemlige i at sidde i et tog med Esbjerg som destination (ret mange jyder, I tell you).

Jowjow – dem, der siger, at der ikke er action i det virkelige liv, de ved slet ikke, hvad de taler om.

Barnedåben var RÆDDI hyggelig. Og trods skuffede miner fra et par af gæsterne, der havde glædet sig til at møde Øglen (de har ikke set hende endnu; ups!), så endte det faktisk med at passe mig storartet ikke at have Øglen at holde styr på. Især da jeg så, hvor hårdt arbejde nogle af forældrene var på under den halvanden time lange gudstjeneste...

Ingen Øgle var også lig med masser af nærvær, sludren med gamle venner, der går alt for længe imellem, at jeg ser. Og masser af mad, ikke at forglemme.

Jeg var hjemme igen ca. 13 timer efter, jeg tog af sted. Mæt af mad, snak og hygge. Træt, men tilfreds. Og heldigvis ret godt opladet til endnu en sygedag med Øglen i dag…

*Inden nogen melder mig til de sociale myndigheder for manglende interesse for mit barn, vil jeg lige skynde mig at sige, at jeg sædvanligvis finder alt ovenstående vældig hyggeligt. (Ok, lige bortset fra det der med at lukke øjnene, måske. Og det der med at krølle ting…)

Arbejdsdag

2010-09-11T18:39:00.001Z

Andelsforeningen har holdt arbejdsdag i dag. Fra 10-19, sådan cirkus. Med én frokostpause og to kaffepauser. Og nu sidder de flittige sjæle så og mæsker sig i lammesteg og 'en tung, lækker dessertkage' (hvad det så end dækker over, men det lyder helt ok for mig) ovre hos en af de andre i foreningen. HDD er der også.

Og mig? Ja, jeg sidder så her. Og blogger, mens jeg ser en genudsendelse af noget CSI (men i virkeligheden venter jeg bare på, at klokken bliver 21.30, så jeg kan se Barnaby på DR1). Har lige spist en tallerken frosne grøntsager (ja, altså - jeg varmede dem først, ing'?!) fordi jeg er tyk, selv om jeg meget hellere ville have lam. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg kan dufte den (gode) mad, de andre spiser.

Årsagen til, at jeg er her og ikke ovre ved lammestegen er, at jeg ikke har deltaget i arbejdsdagen. Jow altså - jeg har bagt en balje muffins til en af kaffepauserne, og så har jeg sniksnakket lidt med nogle af de hårdtarbejdende mennesker i foreningen* (seriøst - de har nået at slibe, grunde og male alt træværket på TO bagtrapper. Synes, de er rimelig hurtige). Men rent formelt har jeg ikke deltaget i arbejdsdagen. Fordi der jo lissom skal være en til at passe Øglen. Og det blev mig. Hvilket egentlig passede mig meget fint, da arbejdskagen blev skåret i morges, eftersom min trang til at slibe, grunde og male typisk - og også i dag - er temmelig lille.

Men lige nu ved jeg egentlig ikke, hvem af HDD og jeg, der tog det mest anstrengende stykke af arbejdskagen. Ikke så meget på grund af maden (jeg overlever nok), men fordi det egentlig er ret hårdt at have Øgle-tjansen sådan en regnvejrs-lørdag, hvor hun ovenikøbet er syg. Hun har hostet og spruttet igennem en uges tid, men i går var det så slemt, at vi holdt hende hjemme fra vuggestuen, hvilket hun kvitterede for med en tretimers lur og en nattesøvn på 13 timer. Hun må have trængt til det... Og i dag var hun så stadig sløj. Ondt i halsen, tror vi. Og muligvis også ondt i ørerne. Eller i hvert fald det ene. Hoster og snotter og ser mega-klattet ud. Men er i højt humør og totalt ude på spilopper. Så ikke noget med at putte sig ind til mor i sofaen og sove lidt. Næh nej. Der har været fuld fart på hele dagen, og da jeg e n d e l i g havde fået hende puttet, vågnede hun op og græd og græd og græd, hvorefter den stod på nusning, Panodil og syngen sange i en rum tid.

Nu sover hun (7-9-13), men jeg er på spring. For det er jo synd for hende, det lille pus. Det er også lidt synd for mig (især, hvis hun vågner), men det er som om, man har mistet "det er synd for mig"-retten, efter der kom børn ind i billedet, er det ikke? Nå. Jeg vil i hvert fald nyde, at hun sover lige nu. Og krydse fingre for, at hun kommer til at sove hele natten. Evt. 13 timer igen, tak. Og så vil jeg i øvrigt også nyde, at jeg til trods for sygdom og spilopper har haft en hel dag sammen med min datter. Uden andre aftaler end med Postmand Per-cd'en og klapvognen. Det er - trods alt - luksustid, er det.

*Vi forsøgte at produktudvikle Øglen lidt, så hun (og jeg) kan deltage i næste arbejdsdag. Så overboen syer en heldragt i loddenfleece og jeg finder på en rulle, vi kan spænde hende (Øglen, ikke overboen) fast til, og vupti! Så har vi en glimrende malerrulle.

Børnepasning en masse

2010-09-06T12:45:00.000Z

HDD og jeg har været børnepassere i weekenden. Mere end vi plejer, forståes. Vi havde nemlig fået overdraget HDD's nevøer på 7 og 9 et døgns tid, så bevæbnet med en taske fuld af Wii, Øgle og endeløs tålmodighed rykkede vi til Forstæderne, hvor der er lys, luft og lidt mere albuerum end i lejligheden på 4.

Det var superdejligt for HDD, Øglen og undertegnede. For vejret har jo været PRAGTFULDT (som Øglens (tr)oldemor ville have råbt), men nevøerne kunne ikke have været mere ligeglade. De ville have kunnet trivedes i vores viktualierum på bagtrappen, hvis altså vi lige havde bugseret et tv og en Wii derud. Fra vi fik drengene i vores varetægt til de gik i seng (for at se "Slå først Frede"?!!?) gik der 7 timer. Og jeg overdriver på ingen måde, når jeg skyder på, at de nok spillede Wii i de 6 af dem. Forskellige spil, godt nok, men ja...

Nogen vil sikkert mene, at vi som de voksne (hihi, fnis - føler mig stadig overHOVEDET ikke voksen) skulle have klippet ledningen og gennet nevøerne ud i efterårssolen. Tvunget dem til at spise ~~næsten~~ modne æbler med mig og Øglen. Spillet bold, smurt ansigtet ind i brombær (mest Øglen) og leget gemmeleg mellem de parkerede biler (igen mest Øglen). Men vi valgte den nemme løsning. Den der "I får ret, og vi får fred"-løsning. Og vi FIK fred! Til at komme helt ned i gear. Plet-sove i en solstråle, tumle med Øglen, bygge Duplo-tårne (mest mig) og rive dem ned igen (mest Øglen). Vise bybarnet, at æbler rent faktisk kommer fra (æble)træerne, og at brombær ikke vokser i en papbakke. Og generelt bare nyde at være sammen uden computer, kedeligt vasketøj (som sært nok ikke havde vaske sig selv, da vi kom hjem) og en masse 'skal også liiiige'r.

Øglen på græs

Så drengene fik lov til det, de allerhelst ville. Og det var at spille Wii. Og spise franske kartofler. Og få pizza til aftensmad. Og spise resterne til morgenmad (hvis de lovede ikke at fortælle deres forældre noget + at de bildte dem ind, at de havde været ude at løbe 20 gange rundt om huset for at hylde sundheden. Hvilket de rent faktisk gjorde (bildte forældrene det ind, altså), men forældrene troede sjovt nok hverken på dem eller os). Så alle var glade og tilfredse, da ungerne (minus Øglen) blev afhentet i går eftermiddag, og familien Øgle tog tilbage mod byen.

Jeg har derfor konkluderet, at det er verdens nemmeste tjans at passe børn. Og den læring får jeg vist hårdt brug for i aften, hvor vi igen skal være barnepiger. Denne gang for en jævnaldrende Øgle. Som vist ikke kan spises af med pizza og Wii...

Mundgodt

2010-09-01T11:34:00.002Z

Ovre (Omme? Henne? Hjemme?) hos skønne Anette er der lækkerier til læberne til de hurtige (og dem med en printer). Så af sted med jer - først over (om? hen? hjem?) til Anette, og så i Magasin. Allez!

Anette, jeg har lånt dit billede. Sig til, hvis jeg skal fjerne det.

Så stopper det!

2010-09-01T06:34:00.003Z

Jeg lover hermed, at jeg ikke blogger mere om løb (eller anden fysisk aktivitet) i den næste måned. Det ER jo ikke en sports-blog det her. Det er bare så nyt for mig at være aktiv, at jeg slet ikke kan lade være med at skrive om det (læs: blære mig).

Men nu er der ikke flere løb i en måned. Træningsture, jowjow, men ikke løb-løb. Var til det lillebitte undselige DHL-halløj i Fælledparken i går. Der var jo ikke særlig mange mennesker. Eller... vent lige lidt...

Der blev løbet og hygget og spist (men hvad skete der for al den hønsesalat, der var i DHL-kasserne?!), og jeg overlevede. Til trods for ret så ømme stænger efter natteroderiet forleden. Af uransagelige årsager føltes de 5 km i går som femTUSIND km, mens de 10 km forleden var til at holde ud. Ved ikke, hvad der var galt (måske det grønne filttæppe man skulle løbe på gennem meget af parken?), men jeg troede, at jeg skulle dø et par gange undervejs på ruten. Klarede det dog uden at standse og endte også med en tid på 26,21 - det hurtigste jeg nogensinde kommer til at løbe, er jeg bange for. Ikke ligesom den hurtigste på et af firmaets øvrige hold, der da lige løb på 20.59. Det er jo ikke menneskeligt... (Eller også er jeg bare misundelig)

Farmor passede Øglen, mens der var løb. HDD og jeg er nemlig nogle af de der typer, der arbejder samme sted, så vi skulle begge to ud og svede. Til en anden gang ville jeg nok have nogle andre forslag til, hvad vi skulle lave på en børnefri aften, men én gang om året går det nok at have motions-date sammen med utrolig mange kolleger.

Men nu. Nu stopper jeg som sagt med at ævle om løb. Kan ikke love, at der ikke kommer et lille blære-indlæg i slutningen af september, hvor jeg skal løbe FriLøbet. Men derudover bliver der tyst som i graven, hvad angår løb. Promise.

Zip.

Natteløberi

2010-08-29T16:38:00.004Z

Så var det i går, det der Midnatsløb på Frederiksberg løb af stabelen. 10K kl. 22 en lørdag aften. Den, der har fundet på dét, kan jo ikke være helt vel forvaret. Jeg syntes, at det lød som en vældig god idé, da jeg meldte mig til for 1000 år siden, men efterhånden som dagen (aftenen) nærmede sig, syntes jeg lige pludselig sagtens, at jeg kunne finde på rætti mange andre ting at bruge min lørdag aften på. Se Barnaby, fx. Sove på sofaen (savlende og med åben mund). Spise nogle af de Polly-chokolader, min bror havde med til mig forleden. Se maling tørre. Et eller andet. Bare ikke løbe...

Men. Jeg havde jo meldt mig til. Og havde en aftale med mig selv. Og havde i øvrigt også skrydet lige rigeligt om at "løbe inde i Zoologisk Have midt om natten, ik'å?" til mine kolleger. Så syntes ligesom, at jeg blev nødt til at gennemføre. Eller i det mindste prøve på det.

Så kl. 21.15 i går, spændte jeg cykelhjelmen og satte af sted fra Østerbro mod Frederiksberg, og på vejen smuldrede de sidste forbehold, jeg havde. For aftenen var lun (-agtig), månen var fremme, og København viste sig fra sin allersmukkeste, tysteste side. Jeg kommer desværre ikke ud tit nok efter mørkets frembrud længere (skyder skylden på Øglen), og da slet ikke på cykel. Så jeg nød det virkelig i fulde drag og fik nok engang bekræftet, hvor dejlig en by København er.

Overlevelsespakke til Midnatsløbet - 3 nøgler, banan, chokolade (iChoc?!?! - nåede ikke at spise det), armholder, høretelefoner og grim orange pose (matchende til grim orange t-shirt)

På Frederiksberg var der lagt op til fest for galningene i de ~~virkelig grimme~~ orange løbstrøjer. Mig selv inklusive. Sambadansere, højhøj musik, god stemning og en snert af utålmodighed - som varede ved de første 2 km af løbet, hvor man på det nærmeste løb i kø. Det var lidt ærgerligt (og jeg giver det skylden for, at jeg ikke nåede samme tid, som sidst jeg løb 10 km ;-)), men på den anden side var det meget rart at nappe Roskildevej i adstadigt tempo. Er ikke så vant til stigninger fra min sædvanlige løbetræning (damn you, Valby Bakke), men jeg synes, at de første 7 km gik nemt. Nåede faktisk lige at tænke "piece of cake", før den sidste stigning kom og var ved at gøre det af med mig. Nemesis til mig, thank you very much. Men jeg nåede i mål - 1 time rent - og har det vældig godt med at have gennemført. Næste løb bliver FriLøbet i september - så må jeg se, om jeg kan forbedre tiden lidt dér. Og hvis ikke, så går det nok også.

Desværre var der ingen, der havde fortalt Øglen, at mor var lidt træt her til morgen pga. natteløberi, så hun vågnede ufortrødent kl. 7 og ville underholdes. HDD havde selv været ude at løbe 10km i går ("sympatiløb", som han kaldte det), så ham var der heller ikke megen hjælp (eller ynk, for den sags skyld) at hente hos. Så op med mig. Og på legepladsen. Og vade det halve Østerbro rundt med overtræt Øgle (hvad er HUN blevet så træt af?!). Og til frokost hos venner med bitteny baby. Og og og.

Men nu! Nu sover Øglen, jeg sidder i gyngestolen, og der er muffins i køkkenet. Er der ikke noget med, at det man indtager dagen efter et natteløb, ikke sætter sig?! I think so. Så jeg skal nok have to. Eller tre...

Om at gå i små sko...

2010-08-28T12:22:00.007Z

For ikke så længe siden, fik Øglen sine første, rigtige sko. Det var før, hun sådan kunne gå for alvor, og de har altså måttet lægge snude til en del kravleri. Og det kan ses! Der er slidt hul på begge sko-snuder, og efter hun er begyndt at spæne rundt, lægger man jo ekstra meget mærke til det. Desuden var str. 19 efterhånden ved at være lige det mindste til hende, så det var jo hele to gode anledninger til at shoppe lidt sko.

Nu er det sådan, her på matriklen, at jeg ikke er den eneste, der er interesseret i sko. HDD er også ret vild med fodtøj - så vild faktisk, at han vist er ved at have overhalet mig i antallet af sko. Fordelen er, at han sagtens kan forstå, når jeg ~~igen~~ bare MÅ eje et par sko - ulempen er, at der er mange sko til at kæmpe om den forholdsvis sparsomme plads i lejligheden. Dog er HDD's sko allesammen mere eller mindre ens - han samler nemlig på PUMA-sneaks - så de kan 'stables'; det er straks lidt sværere med ukurante sko som stilletter, sandaler, støvler, m.fl.

Nå. Men HDD. Interesseret i sko. Derfor gav jeg ham til opgave at finde et par sko til Øglen. Havde bare to krav: de skulle være i str. 20, og der skulle være plads til en lille, buttet øglefod. Og vips, ankom dette par til adressen for en uges tid siden:

Øglen er allerede forelsket i dem, og den første dag nægtede hun at tage dem af. Det vil hun dog gerne nu, for et par senere ankom de her med posten:

HDD var lige 'kommet til' at købe et par mere - fordi de simpelthen er for søde, som han sagde. Og det kan jeg egentlig kun give ham ret i. Støvlerne er dog købt i en str. 21, så Øglen har noget at 'vokse ind i', men det forhindrer hende ikke i stolt at spankulere rundt i lejligheden med dem på.

Så fra kun at have ét par - slidte - bittesmå sko, ser det ud til, at Øglen er ved at starte en lille samling. Måske hun en dag når op på siden af sin far, når det kommer til antal sko. I så fald bliver vi nødt til at flytte, for så er lejligheden simpelthen ikke stor nok...

Nammenam!

2010-08-27T08:14:00.001Z

Prøliå se, hvad Øglen fik af sin søde tante i går. Serveret i kageæske fra bager og det hele. Mmmmm.

Det er min svigerindes søster, der har hæklet dem, og hvis jeg kender hende ret, er det foregået efter gehør. Hvem, der bare var kvart så krea. (Og ja, jeg har lyst til kage nu... Selv om jeg lige har spist noget til morgenmøde på arbejde... Man kan aldrig få kage nok...)

Prokrastinering #2

2010-08-26T12:22:00.003Z

Stadig travlt på arbejde. Så jeg drikker stadig meget kaffe, spiser reklamekarameller og overspringshandler. Nu er kalendergaverne købt, så blev i sagens natur nødt til at finde på noget andet at overspringshandle med. Og valget er faldt på at fundere over, hvordan den chef, jeg lige har været til laaaangt møde med, har formået at have været gravid for 11 måneder siden og på nuværende tidspunkt have en talje med ca. samme omkreds som min ene ankel?! I don't GET it! Altså, ok - jeg ved godt, at reklamekarameller nok ikke hjælper på rejsen mod en smallere talje, men det her er jo virkelig helt vildt.

Vidste godt, at hun var kommet tilbage fra barsel for nylig, men havde lidt håbet, at hun var sådan en, der havde holdt barsel i 18 år og havde haft al tid i hele verden til at få sin krop tilbage, men næh nej. Mødte hende nemlig i Øglens vuggestue forleden, hvor hun kunne fortælle, at hendes øgle netop var blevet 11 måneder. Hm. Der kan man bare se.

*Spiser en karamel og kigger undrende ud af vinduet*

Selvsamme vuggestue kunne i øvrigt i morges berette, at Øglen tilsyneladende har en 'meget styrende adfærd' på de dage, hvor hun ikke er helt på toppen:

Pædagog: Ja, jeg tænkte nok, at hun havde sovet dårligt den anden dag. Hun VAR jo meget pylret. Og jeg tænker, at hun også styrer rigtig meget derhjemme, ja?!

Mig: Øhbøh, altså, jo, hun vil jo gerne bestemme, men det troede jeg var meget normalt i den alder? Og vi forsøger jo så vidt muligt, at hun ikke altid får sin vilje. Men lige netop den anden dag, var der alt muligt galt - sovet dårligt, ville ikke spise, mv. (Har vist sagt det før, men jeg plaprer, når jeg er usikker)

Pædagog: *Kigger sigende på mig* Joh...´

Mig: Men synes nu ellers, at hun plejer at være meget god til at forstå, når der er noget, der ikke er helt rimeligt. Altså, at vi ikke hopper og springer for hende altid.

Pædagog: Joh... Hun styrer bare meget med sin gråd, synes jeg. Indtil hun får greb om sproget. Sådan "bwahbwah, tag mig ned fra stolen nu"-agtigt. Og "buhuahhhhr, nejnejnej", når der er noget, der ikke lige passer damen.

Mig: Øhbøh, tjoh, altså...

Pædagog: Nå. Kan du vinke til mor, Øgle?!

Mig: Øhhhhhh, nåmn, så hejhej, lille skat (til Øglen, ikke til pædagogen)

Og så stod jeg lige pludselig ude på gaden og spekulerede på, hvad der lige var blevet sagt. På cykelturen fra vugger til arbejde (lang tur i strid modvind er ikke lig med grobund for milde og lyse tanker), tænkte jeg lidt over, hvad pædagogen egentlig havde sagt. Jeg er stadig ikke helt sikker på det, og det er meget muligt, at jeg nu kommer til at lyde lidt nærtagende, men jeg tror, at hun lige kritiserede vores opdragelse (eller mangel på samme, tilsyneladende) af Øglen. Hvis nu hun havde sagt et eller andet med, at det var en semi-almindelig ting hos børn på 1½, og at det kunne afhjælpes med xxx, så ville der jo have været et eller andet, jeg kunne gøre. Men der var ingen gode råd at hente. Bare en konstatering. Nå.

Jeg er helt på det rene med, at Øglen kan være en lille dominerende stædigper. Som helst vil bestemme alting, men som bestemt ikke altid får lov til det. Og jeg vil hjertens gerne bøje mig, når jeg mener, at folk har ret - også selv om det ikke nødvendigvis falder ud til min opdragelses fordel. Men jeg vil omvendt også have lov til at brokke mig, når jeg mener, at pædagogerne fælder dom lige hurtigt nok. Om ikke andre steder, så her i Blogland. Måske jeg skulle besøge pågældende pædagog en dag, hvor jeg har sovet vildt dårligt og er lidt sløj. Så skal hun se løjer, hvad angår pjevset og urimelig opførsel...

Nå. Så gik der tid med det (som Tøsedrengene sang engang), og i mellemtiden er der sjovt nok kommet lidt mere arbejde ind i indbakken. Ah well. Må jeg kigge på i aften. Lige nu har jeg travlt med at spise karameller, tænke over opdragelse og undre mig over, at min talje aldrig bliver lige så tynd som min ankel...

Prokrastinering

2010-08-25T12:21:00.006Z

Jeg har travlt på arbejdet i øjeblikket. På den dér måde, hvor man spiser frokosten foran computeren eller til møder, drikker for meget kaffe, får ondt i maven (kan også hænge sammen med de 5 reklamebolcher, jeg åd på et kvart sekund) og ikke har tid til de vigtige ting i livet såsom at smutte forbi Engby Barnevogne med kalechen på vores &#¤!/#-klapvogn, som for alvor har besluttet sig for at opgive ævred (hvem har også bestemt, at vogn-værkstedet kun har åbent mellem 10 og 16 tirsdage og torsdage, hva'?! Mødre, der ikke længere er på barsel, har altså også børne-køretøjer, der går i stykker, at I ved det!)

Nå. Arbejde. Travlt. Så travlt, at jeg ikke kan overskue det, så jeg overspringshandler til den store guldmedalje. Og lader som om, jeg ikke godt ved, at papirbunker og deadlines nok skal overfalde mig inden for nær nær fremtid.

En af overspringshandlingerne er ~~selvfølgelig~~ Blogland. Og som så ofte før, fører dén overspringshandling flere af slagsen med sig. I denne her omgang i form af indkøb af pakkekalender-pakker til Øglen. Det er Lisbeth, der med sit overskud og væren i god tid-hed gav mig idéen, så jeg begav mig fast besluttet på besøg hos By Neel. Og endte med at få købt næsten alle Øglens kalendergaver. Hva'ba'?! Jeg forestiller mig derfor, at jeg kommer til at gå december i møde med zen-agtig ro, for nu er der i hvert fald styr på Øglen. (Og jaja, jeg ved godt, at jeg er i ret god tid, men der var helt vildt meget tilbud, mkay?!)

Så lader jeg bare som om, jeg har glemt alt om konceptet hjemmelavet jul, som vi tænkte var verdens bedste idé, da den blev vedtaget forrige jul, men som - nu, hvor den nærmer sig - begynder at stresse lidt. Så meget for zen-agtig ro...

Og det var så arbejdet, jeg kom fra. Må hellere gøre noget (andet end at købe ting på nettet). Ellers kommer mine arbejdsopgaver til at strække sig fra nu af og ud i evigheden, og så kan jeg for alvor skyde en hvid pind (pil? Gider ikke google det) efter zennen.

Thank you for the music

2010-08-22T08:45:00.003Z

Var til bryllup i går. Hos min skønne skønne veninde. Der blev danset og grinet, sunget, skålet og grædt. Der var gensyn med dejlige veninder, som jeg ser alt for sjældent, og der var dikkedikken af lille ny baby, som jeg har glædet mig til at se, fra hun kom til verden for små to måneder siden.

Bruden var smuk! En drøm i tyl på den moderne måde og så lykkelig, at det fik tårerne frem allerede i kirken. Og hvis man ikke snøftede lidt i kirken, så gjorde man det i hvert fald, da hun sang 'I'm yours' til sin mand til festen om aftenen.

Kunne heller ikke holde bevægelsen ude af stemmen, da jeg skulle holde min tale til bruden, men det gik så fint alligevel, og hvis man ikke må være bevæget til bryllupper, så ved jeg snart ikke. (Og trods alt blev jeg ikke lige så bevæget som en af min brors venners kæreste, der græder så meget til bryllupper, at hun ofte må eskorteres udenfor og trøstes af nogle af de forsamlede...)

Nu sidder jeg i sofaen - træt ~~(og stadig lidt tudevorn)~~ - og venter på, at HDD kommer retur fra farmor med ét stk. Øgle. Som skal have så meget opmærksomhed, hun orker. Synes, det strider lidt mod alting sådan at få hende passet en stor bid af weekenden - der jo burde være det tidspunkt, hvor vi for alvor har tid til at lege og være sammen som familie - men nogen gange er det bare nødvendigt at få hende passet. Og jeg synes egentlig, at brylluppet i går var en rigtig god grund.

Nu med kjole-outfit, specielt til dig, Louise :-)

Til daglig har jeg både hoved og fødder, men hovedet har jeg beskåret af (længe leve semi-anonymiteten), og fødderne kom af en eller anden grund ikke med på billedet. Kan berette, at jeg havde karamel-farvede Gardenia-stilletter på, selv om jeg egentlig havde indkøbt et par Pedro Garcia-satinstilletter specielt til lejligheden. Nænnede dog ikke at udsætte dem for et havebryllup, da jeg så vejrudsigten, så de må komme på en anden gang.

Efter stormens pisken kommer solen frem

2010-08-20T11:58:00.000Z

... Det sang Anne Linnet engang, og selv om hun måske ikke er indehaver af de vises sten, så har hun alligevel fat i noget dér.

Det har været en stormfuld tid på det sidste. Mest i overført betydning. Efter vi fik meldingen om, at min mor (for det er hende, det er), havde fået konstateret kræft (l*rtesygdom!) med spredning, har der været følelsesmæssigt stormvejr hos alle 'implicerede'. Det har været et forløb med lange ventetider (eller i hvert fald ventetider, der har føltes lange), og hele tiden har vi pejlet frem mod den dag, hvor lægerne skulle beslutte, om der skulle gives den ene eller den anden piv-giftige behandling. I går blev hun scannet (igen), og i dag skulle hun have foretaget en biopsi, og SÅ skulle der være klar besked.

Og nu har min mor lige haft ringet. Hun har snakket med lægen, og hun skal ikke have foretaget nogen biopsi, sagde han. Eller havde den kemo, som de havde hat oppe og vende. For de nye scanningsbilleder viste, at canceren er (blevet?) inaktiv. Så nu kan hun egentlig bare tage hjem. Og smutte på den ferie, min far og hende har været nødt til at udskyde så længe.

Hvis ikke dét er en solskinshistorie, så ved jeg snart ikke. En raskmelding ville naturligvis være det allerbedste, men nu skal man jo heller ikke blive grådig, og en 2. plads er absolut heller ikke at foragte.

Har netop siddet på tagterrassen med en kop kaffe (ja, jeg er hjemme i dag) og nydt solen - i både direkte og overført betydning. Og jeg tænker, at der skal en hel del til for at gøre i dag til en dårlig dag...

The druuuugs! Enhver burde unde sig selv sådan en Nespresso-dims. Laver god kaffe og er så nem at betjene, at jeg tror, at selv Øglen ville kunne finde ud af det...

Tredje person

2010-08-16T11:03:00.000Z

Jeg er lidt en detaljerytter, når det kommer til sprog og grammatik og så'n. Der skal ikke frygteligt meget til, for at det skurrer i mine ører, og derfor bliver jeg vældig irriteret på mig selv, når jeg får en ny sproglig 'grille'. Som at sætte "fætter" bag på alting, fx (det var rent faktisk smart i 90'erne), at sige "ik'å'?" hele tiden (godt, jeg er stoppet med det, for jeg ville sikkert blive skudt for at sige dét i Kbh. Her siger man "ik'åss?", hvis man siger noget, har jeg fundet ud af), eller at krydre alting med engelske ord (noget jeg tilsyneladende ikke kan gøre noget ved - de bliver VED med at snige sig ind, men jeg skyder skylden på mit studium og bøjer ellers nakken; man skal vælge sine kampe med omhu og alt det dér).

Jeg har haft mange sproglige griller gennem tiden og har dem stadig - nogle mindre graverende end andre. Én husker jeg dog i særdeleshed, selv om det (også) var i mine unge teenage-år. Det var den med, at jeg omtalte mig selv i tredje person. Hele tiden. "Ja, ok - szå szagde hende her ogzå lige, at...", "Prøliåhør, hvad A sagde den anden dag..." og videre i dén dur. Det har sikkert været smart (for jeg tvivler på, at jeg var den eneste, der gjorde det - eller havde fundet på det, for den sags skyld), men det er altså PÆNT irriterende. Og grunden til, at jeg harcelerer over det nu, er, at jeg har bemærket, at det er kommet tilbage!

Cirka 14.576 gange dagligt hører jeg mig selv sige "Kom ud til mor, lille skat", "Hørte du ikke, hvad mor sagde?!", "Mor sagde nej, lille Øgle" og 14.573 andre varianter af samme budskab. Og cirka 14.576 gange dagligt tænker jeg "Så hold dog OP med at omtale dig selv i tredje person!".

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste, der gør det. Og fred være med alle andre, der gør det. Men hvorfor kan jeg tilsyneladende ikke stoppe med det? Er det fordi, Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg tror, at Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg er blevet invaderet af et særligt tredje persons-hormon, der har taget bolig i min krop og først forsvinder, når Øglen bliver 18? Eller hvad? Hvis der er nogen, der har nogle råd til, hvordan jeg holder op med det, så modtager jeg dem gerne.

Hvor irriterende det end er, er det dog som om, det har virket, det der med at sige "mor" hele tiden. Øglen er nemlig begyndt at sige det klart og tydeligt. Tit. Det er sødt. Og (også) lidt irriterende. For det gør det væsentligt sværere at ignorere, synes jeg. "Nåhrrrr, kaldte du på mor, lille skat?! Hvor er du dygtig!", "Mor kommer nu, Øgle", "Mor er på vej". Argh - here we go again...

Ikke spor underligt

2010-08-13T12:27:00.000Z

Nu er jeg jo efterhånden ved at være lidt af en connaiseur, når det kommer til legepladser i mit hood. Forstået på den måde, at Øglen har prøve-gravet en hel del sandkasser (pt. den absolut eneste legeplads-aktivitet, der har vundet indpas hos frøkenen) på og omkring Østerbro. Særligt én legeplads har fundet nåde for hendes kritiske sans, og det er - meget belejligt, ~~og måske også grundet en del favoriseren fra mødrene side~~ - den, der ligger tættest på der, hvor vi bor.

Så den har vi frekventeret en del. Derfor faldt det mig heller ikke særlig svært at genkende den, da Ann-Christine postede billeder af sine skønne tvillinger for nylig. På bedste cyber-stalker-manér fik jeg smidt en lummer "kommer I her tit"-kommentar, men det blev hun ikke skræmt af, så pludselig havde Øglen og tvillingerne en halv playdate på den lokale. Den blev ført ud i livet i går, og det (hvis jeg må bestemme egenrådigt, altså) bliver ikke den sidste. For det var da bare rætti hyggeligt. Og slet ikke underligt (syntes jeg). Og alligevel underligt, at det ikke er underligt, nu når man ikke kender hinanden. Men det gør man jo lidt alligevel. Synes altså, at konceptet Blogland holder.

...

Øh ja. Og Øglen hyggede sig forresten også. Tror jeg. Var generelt noget betuttet. Åd en del sand og sendte tvillingerne skeptiske blikke. Gav Ann-Christine en af tvillingernes sand-lege-ting. (Meget gavmildt barn, jeg har (!)) Skubbede lidt rundt med en plastic-bil og forsøgte at bryde ud af legepladsen. (Længe leve indhegninger). Mens hendes moar bare sad og sludrede. Hen mod slutningen tøede hun dog så meget op, at hun råbte "hejhejjjåh" (ved ikke lige, hvorfor hun er begyndt at putte et "jåh" bagpå "hejhejj"). Så jeg vurderer, at hun hyggede sig. Det gjorde jeg i hvert fald ...

Bare rolig

2010-08-10T12:14:00.000Z

- Øglen er i sikkerhed. Jeg har ikke glemt hende nogen steder, så selv om ligheden er slående, er det ikke hende på billedet.

Nedsmeltning

2010-08-04T13:27:00.000Z

Jeg burde måske nok have ofret bare én tanke mere, end jeg gjorde i går, på muligheden for, at Øglen gik bersærk, når hun skulle transporteres hjem fra vuggeren i sin Croozer. Hvis jeg havde gjort det, så havde jeg nemlig nok haft taske og lommer fyldte med sutter, kiks, rosiner og andet godt til at pacificere med. Men. Jeg havde IKKE tænkt mig om, så derfor var en banan alt, hvad jeg kunne svinge det op til. Desværre havde jeg (også) lige glemt at tænke på, at Øglen, aka Makulatoren, kan fræse sig igennem sådan en på 1½ minut. Max. Så den rakte sådan ca. 20 meter. Og når der nu er 3-3,5 km hjem, så manglede der brændstof til en hel del af turen, for nu at sige det pænt.

Til at begynde med kunne jeg godt ignorere råberiet bagi. Kender man ikke Øglen, ville man måske foranlediges til at tro, at hun bare sad og snakkede lidt (højt). Men da vi så drejede ud på Øster Søgade og begyndte at trille derudaf, så skulle man altså have været mere end almindeligt døv for ikke at identificere skrigeriet som arrigskab og let hysteri. Da lydniveauet lå på omtrentlig højde med luftsignalerne 1. maj, tænkte jeg, at det nok var smart at bikse cykel + trailer ind på fortovet. Det tog lidt tid, eftersom det var min første tur med cykeltraileren bagpå, og vi ikke sådan er helt dus endnu, og det passede IKKE Øgle-poltergeisten i vognen.

Forsøgte at trøste en nu rødbedefarvet Øgle, men det blev der ikke sat pris på. Som i Overhovedet. Ikke. De første spæde tegn på stress-sved (hos mig) begyndte at vise sig, og jeg gennemrodede febrilsk min taske op til flere gange i forsøget på at finde en sut eller noget spiseligt. No such luck, så jeg ledte videre i cykelvognen, som heller ikke indeholdt noget brugbart. Til gengæld fandt jeg en pegebog, der var ved at gå i opløsning af regnvand, en muggen pakke rosiner og en smattet kiks, men det gad Øglen sjovt nok ikke have noget med at gøre (og fik i øvrigt heller ikke buddet). Hun skreg videre, og stress-niveauet hos mig antog helt nye højder. Ergo ringede jeg hele tre gange til HDD, og da jeg endelig fik fat i ham, fik jeg omdirigeret ham fra sin sædvanlige hjem fra arbejde-rute til Øster Søgade. (Tror, at den besked, jeg fik lagt til ham, hvor Øglen skreg som en, der var ved at blive savet over med en sløv kædesav, var rimelig udslagsgivende). Mens vi ventede på redningsmanden, fik jeg pillet Øglen op af vognen og trøstet hende en smule, mens jeg vekslede mellem at have lyst til at kyle hende i Søerne, tude i afmagt og have lyst til at knuge og kramme hende, fordi jeg inderst inde godt vidste (ved), at hun jo ikke gør det for at genere mig. Men holddddd nu kæft, hvor var jeg presset.

Humøret hos Øglen blev kun bedre meget kortvarigt, da hun så HDD, og det ændrede i øvrigt ikke på, at hun nægtede at sidde i vognen. Så jeg måtte slæbe Øglen hjem, mens HDD trak begge cykler. Og som om det ikke var nok, så havde jeg sko på, der gnavede, så jeg var ikke i godt lune, da vi kom hjem. Heldigvis havde jeg flyttet fokus for min arrigskab fra Øglen til Croozeren, så jeg kunne dramatisk love (og holde), at jeg ikke vil have noget at gøre med den "f*cking l*rtevogn" på daglig basis. (Det ville straks have været sværere at love, hvis det var Øglen, jeg havde været sur på). Så alle vores planer om at bruge Croozeren som transport til og fra vuggestue, så jeg kunne slippe for at have barnesæde bagpå min nye cykel, og så HDD kunne bruge sin racercykel uden barnesæde, har jeg nu lagt endegyldigt i graven. Og as we speak er der en cykel-Åge, der er ved at spænde et vældig fint, nyt barnesæde på min vældig fine, nye cykel. Har jeg fortalt, at jeg har fået ny cykel? Nåmn, det har jeg. Den er grøn. Og fin. Og nu har den også et barnesæde lige om lidt…

Det tog mig et stykke tid at falde ned. Og en økologisk Rasmus Klump-speltkiks (?!). Øglen var glad nok (selv om hun havde fået endnu et flip på en villavej, fordi hun ikke måtte løbe ud foran en bil), og jeg tror ikke, at hun har nogen holdning til, hvorvidt det bliver Croozeren eller barnesædet, der bliver hendes primære transportmiddel fremover. Sålænge jeg bare husker at have en sut eller 30, masser af mad og en lille gøglertrup i tasken, går det nok alt sammen.

I dag ser alting lidt lysere ud, og selv om jeg stadig nægter at bruge Croozeren som primært transportmiddel, så har det ikke længere helt så meget med gårsdagens nedsmeltning at gøre, som med det faktum, at den er lidt bøvlet at få ind og ud af gården og endnu mere bøvlet at parkere ved vuggeren. Så den er indtil videre degraderet til tur- og (måske) løbevogn...

Et mørkt billede af Øglen (nej, det er ikke Elton John). Kan godt være, hun ser sød ud, men lad jer ikke narre - inden i det lille væsen gemmer der sig en stemmepragt fra en anden verden...

Hverdag på godt og ondt

2010-08-03T11:31:00.000Z

Så er ferien slut. 3 uger gik der lige med dagdriveriet. Og nu er det da i sandhed slut med Smålands-idyl, café-slabberads og legen sig selv i smadder. Sidder på pinden med udsigt over et meget trafikeret kryds i en af Københavns mindst charmerende bydele og drømmer om blåbær, solskin og all the time in the world.

Men Det Virkelige Liv, der jo, som vi alle ved, er en insisterende personage, kan som regel kun holdes stangen i et begrænset tidsrum. Og det er måske meget godt, eftersom man så sætter så meget desto mere pris på det, når han skrider igen (og så prøver vi lige at lade være med at spekulere på, hvor lang tid, der er til dén glædelige begivenhed). Lige i øjeblikket har jeg dog en særlig god grund til at ønske Hr. DVL hen, hvor peberet gror (siger man overhovedet det mere, eller er det en long lost frase fra et gammelt Anders And-blad?), eftersom han er kommet tilbage med en barsk besked om alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Beskeden har været et stykke tid undervejs, og vi håbede, at den var mere positiv, end den viste sig at være. Men hvis man skal se på de lyse sider (og det skal man), så kunne beskeden have været endnu værre, og jeg trøster mig med, at lægekundskaben i dag er så langt fremme i bussen, at de nok skal få styr på det. Det er der heldigvis udbredt tro på - også hos patienten - så det skal nok gå alt sammen. Eller som min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at lære rigtigt at kende, sagde: Det lægger sig til rette. Hun var en klog dame!

Til trods for positive tanker og troen på, at det hele nok skal gå, kan nyhederne dog ikke helt undgås at påvirke humøret. Men når man selv har en lille familie, der skal passes, så er det af og til så som så med muligheden for at tænke alt for meget. Og det er nok både godt og skidt. Langt hen ad vejen tror jeg på den der med, at man bliver gladere af at plastre et smil på sit ansigt (og dermed ikke på nogen måde være sagt, at Latterklubben har nogen eksistensberettigelse overhovedet), men det er lidt af en balancegang. Man skal passe på med ikke at undertrykke de triste følelser, for de er jo ikke farlige. De er bare… triste...

Men det er jo desværre hverdagen på godt og ondt. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Der er sjove ting, og der er hårde ting. Og langt hen ad vejen er det vel de hårde ting, der får os til at værdsætte de gode ting. Selv om det ikke er alting, der virker lige meningsfuldt, så er jeg sikker på, at min mormor havde ret - det lægger sig til rette. Videre ad den tangent kan jeg så citere min svigerinde, som for nylig sagde til mig (og hun ved, hvad hun snakker om), at vi ikke får større opgaver eller udfordringer her i livet, end vi kan overkomme. Hun er også en klog dame.

Og nu vil jeg - med tanker i hovedet, der spænder lige fra sygdom til, hvorvidt Øglen flipper over at blive spændt i sin Croozer, når jeg henter hende (selv om de i virkeligheden nok burde handle om arbejde) - se, om jeg kan komme til bunds i min indbakke. Min lille arbejdsverden ligner nemlig sig selv, og således er den ganske upåvirket af, at jeg vader rundt i post-ferie tilstand og overhovedet ikke kan komme op i gear. Min chef købte i øvrigt ikke min undskyldning om, at jeg desværre ikke kan lave noget, eftersom jeg har været offline så længe, at jeg nærmest ikke ved, hvordan man betjener en computer. Hun er sikker på, at den viden nok skal komme tilbage til mig snarest. Og det har hun jo nok ret i...

Honey, I'm hooooome!

2010-07-27T21:24:00.003Z

Så er jeg hjemme fra det der Sverige. Landet, der flyder med elge, blåbær, uforudsigelige mobilsignaler (hvis overhovedet nogen) og solskin en masse. Og muligvis også en skoldkop eller 50, efter vi har været der - kan ikke love, at Øglen ikke tabte et par stykker i Lund, da vi pitstoppede på vej hjem.

Ørj mand, hvor har det bare været fedt. Eller fedddd, som vi siger, os der er fra Jylland. Det gør altså et eller andet ved sjælen at være så langt væk fra alting og bare have tid til at nyde hinanden og være sammen på en måde, som hverdagen sjældent levner tid til i samme grad.

Selv om det er to år siden, vi sidst var i ødegården, var der ikke meget, der havde ændret sig, sådan rent facilitetsmæssigt. Altså, der var kommet indendørs toilet. Men med en lidt fesen størrelse brønd, så bliver man lidt nærig med vandet, og når man ved, at et skyl 'koster' 7 liter, så kunne man jo bruge muld-dasset engang imellem. Og da brønden så løb tør et par dage, før vi skulle hjem, blev 'engang imellem' ændret til 'hele tiden'.

Nå. Der var også blevet bygget en indendørs bruser. Uden vand i, indtil videre, så udendørs-bruseren blev brugt, så længe der var vand til dén slags pjank. Meget kan man sige, men det har altså sin charme at tage bad udenfor med en aldeles pragtfuld udsigt over eng og skov og alt det jazz. Og når gennemsnitstemperaturen de fleste dage lå på omkring de 90 grader, så var der ikke noget med at fryse heller. Dejligt, for en på ingen måde outdoorsy type som jeg.

Men ud over toilettet og den defekte bruser, var der ikke sket de store ændringer. Der er stadig ingen tv. Eller internet. Eller mobildækning. Undtagen på en lille bakke ude i haven - dér var der fuldt signal. Mærkeligt. Min ellers så smarte telefon, der kan gå på nettet og opdatere mig om ting, jeg ikke anede, jeg gerne ville være opdateret på, måtte give op - selv i områder med mere signal end signal-pletten på bakken i haven (*nynner: signalet på pletten, pletten på bakken, bakken i haven - huset ligger laaaaaangt ud' i skoven*) kunne den ikke komme på nettet. Så jeg er ganz unopdatiert, og verden er blevet forskånet for overskudsagtige, ~~røvirriterende~~ statusser fra mig, som "A laver syltetøj af vilde blåbær", "A har løbet en tur blandt traner og blåbær og badet i udendørsbruseren med udsigt over engen", og så videre.

Til gengæld var der indkøbt et spil Scrabble (sidste gang havde vi vores eget med), og det blev spillet flittigt. 20 spil, tror jeg, vi nåede at spille. (Jeg vandt mere end halvdelen. Jeg SIGER det bare...) Og jeg fik læst en bog. Havets Katedral af Ildefonso Falcones. (Helt ærligt - det MÅ være et købenavn. Der er da ingen, der seriøst hedder Ildefonso, er der? Hvar?) Goddd bog. Ret Jordens Søjler-agtig. Ved ikke, hvad det er med mig og langelange bøger om katedral-byggeri. Som udganspunkt lyder det jo pret-ty lame, men prøvvvv det!

Så man kan ikke prale af, at der var sket epokegørende forandringer i de smålandske skove. Og alligevel var ferien helt anderledes, end nogen anden ferie, jeg har været på. For vi havde nemlig en Epokegørende Forandring med os hjemmefra. Fastspændt i sin Römer-stol (der nu er dækket af et lag kiksekrummer på tykkelse med Eyjafjallajokulls aske-spytteri) ankom den Epokegørende Forandring i fin stil til ødemarken. Og jeg skal da lige love for, at sådan en kan gøre op med ens hidtidige måde at holde ferie på. Farvel til timelange seancer med bøger/spil/gåture/blåbærplukkeri/middagslure/videre i samme dur. Og goddag til timelange seancer med lege/made/bade/underholde/nyde/grine/frustreres/putte/videre i samme dur. Man er godt nok meget 'på', med sådan en 10-kilos Epokegørende Forandring. Som ikke er stor nok til at få noget ud af forlystelsesparker mv., men som er FOR stor til bare at underholde sig selv. Så legekasketten er blevet brugt flittigt. Og det har været fedt! (Og til tider lidt af en prøvelse. Af og til legede vi lidt med tanken om at sende hende ud og lege med elgene i en dags tid eller to, men så blev vi s*u også lidt nervøse for, om vi kunne finde hende igen, og om det så endte med at blive helt Nell-agtigt, Jodie Foster-style)

Øglen elskede at være på ferie. Og hun var god til det. Lagde ud med at være totalt bybarn, der ikke ville træde på græsset med bare tæer, men det krævede bare et par dage (og et helv*des hyr med at finde et par sandaler i str. 19), så jernede hun rundt i haven, som havde hun aldrig lavet andet. Hun kastede i dén grad sin kærlighed på skovens blå- og hindbær (og den stormende forelskelse fik vi så glæde af i bilen på vej hjem (og et par gange inden da), hvor hun leverede en meget... kreativ... ble), var vild med blomsterne, som alle fik et 'hej' med på vejen og elskede tydeligvis sin nye tilværelse som nøgenbaby. Før hun blev fortrolig med det kuperede underlag, der var beklædt med den anstødelige gevækst græs, krabbede hun sig hen over det på hænder og fødder, så hun havde en foruroligende lighed med Gollum. Men det aftog heldigvis i løbet af ferien. Den var blevet svær at forklare i vuggestuen, hvis de fik et gråligt, let slimet barn tilbage, som kravlede underligt og konstant hvæsede "my precious"...

Hjemme igen er hun ikke helt vild med at have tøj på (det arbejder vi lige på inden vuggestuestart på mandag), og hun synes at mene, at vi skal stå på pinde for hende konstant. Hun har udviklet noget af et ferie-temperament, den lille dame, men det kan muligvis også hænge sammen med de skoldkopper, hun ragede til sig, lige inden vi tog hjem. Det vil tiden vise.

Under alle omstændigheder er det luksus at have ferie en lille uge endnu. Den skal bruges på (mere) afslapning, (mere) sam- og nærvær og besøg hos mormor og morfar. Så selv om jeg er tilbage i civilisationen er jeg ikke helt tilbage i cyberspace endnu. Men om ikke før, så på mandag. Og så skal jeg læse op på alle bloglands genvordigheder. (Er der ikke noget med, at man ikke kan/skal/må lave noget seriøst på første arbejdsdag efter ferien?)

I de store skove nær ved SiiiiiljanSØen!!!

2010-07-07T11:28:00.006Z

2½ dage. Så er jeg den, der er smuttet på ferie! Øglen, HDD og jeg skrider til Småland, hvor vi i hele to uger skal nyde skovens dybe stille ro *nynner* i og omkring ét stk. ødegård.

Og når jeg skriver ødegård, så mener jeg virkelig ødegård. Ok, der er godt nok elektricitet og rindende vand, og rygtet vil vide, at der er installeret bruser og et 'rigtigt' toilet, siden vi var der sidst*. Hvis det bare var mig og HDD, der skulle af sted, ville jeg godt kunne overleve med friluftsbad (selv om jeg er så lidt outdoorsy, som man bliver), men når Øglen nu er med, orrrrker jeg ikke at skulle udenfor, hver gang der er noget, der skal vaskes eller en nødtørft, der skal forrettes.

Men ja. Rindende vand. Træk og slip. Elektricitet. Og så stopper de moderne bekvemmeligheder også helt og aldeles. Selv om der er en radio, er det så som så med signalet (hvem gider i øvrigt også høre svensk radio?!). Tv er der overhovedet ikke, ligesom internetforbindelse er en by i Rusland. Måske de faktisk aldrig rigtig har hørt om internet, helt derude midt i de store skove (nær ved SiiiiljanSØEN *nynner igen*. Også selv om ødegården overhovedet ikke ligger i NÆRheden af Siljansøen. (Den ligger iflg. Google i Dalarne). Det er bare en god sang. På den sørgelige måde). Hvis man står på ét ben (meget vigtigt!) og drejer sig hid og did på det højeste punkt omkring huset, er der til nøds telefonforbindelse, men så stopper det teknologiske fremskridt også.

Altså er der meget elektronisk underholdning (tidsfordriv?), som jeg ikke kommer til at kunne benytte mig af i mange mange dage. Til gengæld er der så kvadratkilometer efter kvadratkilometer spækket med blåbærbuske, små krat fyldt med vilde hindbær (eller "himba", som min fransklærer i gymnasiet altid sagde) og en skøn skøn skovsø (ikke Siljansøen!) 10 minutters kørsel fra ødegården. Der er også en pejs, der er knaldhyggelig at tænde op i - også selv om det forhåbentlig er dejlig lunt - masser af kryds og tværs'er og et nyt spil Scrabble. Og måske noget Yatzy. (Hvis jeg selv skal sige det, er jeg riiiimelig hardcore til begge spil, så der er lammetæv i vente til ham HDD). Og så er der ro og fred til at kunne nyde Øglen (og HDD) i 14 dejlige dage, uden liiiiige at skulle ordne et eller andet praktisk, tjekke noget på nettet eller ringe til alle mulige og umulige. Jeg glæder mig som en lille dreng, og selv om de første dage sikkert byder på voldsomme informations-abstinenser, ved jeg af erfaring, at det hurtigt går over, og at jeg relativt hurtigt kommer ned i et m a j e t lavt gear.

Hov, så sneg der sig sør'me lige en overbelyst sommer-Øgle med i indlægget...

Så fredagen kan faktisk ikke komme hurtigt nok! Samtidig må den dog ikke komme ALT for hurtigt, for der er lige en trilliard ting, der skal pakkes ned i tasker, som LilleBitte-Bilen skal fores med. Og inden tingene skal pakkes i tasker, skal vaskemaskinen på seriøst overarbejde. Jeg er slet ikke begyndt at tænke i detaljer omkring, hvor mange ting, vi skal have med til 14 dage - Øglen er kendt for at forbruge rent tøj, som vi andre forbruger… hm… ilt… Hun bruger i hvert fald MEGET. Og legetøj. Er nemlig ikke helt sikker på, at Øglen sætter pris på naturskønhed i helt samme grad, som sin mor og far. Og badetøj. Og spisegrejer. Og dyner, puder og bamser. Og… Argh, nu kom jeg til at tænke på det alligevel.

Nå, men der er en del, der skal nås inden fredag, og der er også en 1.456 småopgaver på arbejdet, der skal lukkes, og så lige et vennepar, der skal ses, inden de deler sig og bliver til tre. Hun har termin i dag, så hun er bogstaveligt talt bristefærdig. Spændende! Og syret, at når vi kommer hjem fra ferie, så har de en lillebitte baby. Det er så vildt, altså, og jeg kan stadig huske - hell, jeg bliver af og til stadig ramt af - den surreelle følelse af, at det her nu er ens barn, som man gerne må tage med hjem fra hospitalet/ferie/café mv., og at kræet er kommet for at blive. Wow.

Der bliver i sagens natur ret stille her på bloggen i de næste par uger, men jeg vender stærkt tilbage, når jeg igen ramler ind i civilisationen. Indtil da må I have en fantastisk sommer - glæder mig til at læse med hos mange af jer og se/høre/læse, hvad I skal bruge sommeren på.

*Når jeg sådan skriver det ned, kan jeg godt se, hvordan nogen kunne få det indtryk, at der faktisk overHOVEDET ikke er tale om ødegård i gængs forstand, men der ER altså rimelig primitivo. Nå.

Så slapper du heeeeelt af...

2010-07-04T16:54:00.000Z

Efter en skøn weekend hos Øglens mormor og morfar, er jeg nu hjemme igen. Med en hvilepuls på omkring de 10, en vægt på (ca.) 10.000 kg og en afslappethedsfaktor på en milliard. Mindst.

HDD har holdt drenge-weekend, så derfor var det bare Øglen og jeg, der drog mod Vestsjælland. Hjem til min moar og faar og blive forkælet, som kun de kan. Og som man sjovt nok aldrig bliver for gammel til... Og Øglen er blevet forkælet. Med læssevis af frisk frugt, en enkelt SunLolly (undskyld, hvis der er nogle klid-agtige øko-spelt-mødre, der læser med) og frem for alt opmærksomhed for fuld skrue. Hun har svælget i det, været ét stort smil fra morgen til aften og pludret så meget, at radioen fuldstændig kunne undværes. Sådan da. For selv om vi er ved at være ude i flere forståelige ord, er der stadig en gevaldig overvægt af Klingon. Fatter ikke en krone, men det lyder meget sødt.

Det har været så skønt ikke liiiiiige at skulle noget. Ikke liiiige at skulle sætte en vask over, støvsuge, rydde op, se en veninde, handle et eller andet livsnødvendigt, eller lignende. Bare at have tid til at slappe af, nyde og ikke mindst være. Ultimativ luksus i en ellers travl hverdag. I en grad, så Øglen er gået helt omkuld her til aften. Kl. 17.45 kunne hun ikke mere - det er vist rekord. Men hun har også fået en på opleveren her i weekenden. Med mormor og morfar, vandpjaskeri på terrassen, fri leg med verdens mest godmodige labrador - og med at gå. For jeg skal da lige love for, at hun er kommet i gang med at gå nu. Selv om hun tog sine første skridt for nogle uger siden efterhånden, så har hun ikke lige gidet at bruge dén evne det store. Men nu kommer vi vist ikke udenom, at vi har en gående Øgle. Det var bare et visit hos mormor og morfar, der skulle til - så bliver der jernet rundt som aldrig før. Mega-hyggeligt, men samtidig mega-underligt; ikke mindst for HDD; der kyssede en kravlende Øgle farvel i fredags og fik en gående Øgle hjem i dag. Wild.

Nå. Nu vil jeg nyde den dejlige sommeraften ved at hente noget take-away (kan jo ikke bryde zen-følelsen med at skulle lave mad, vel?!), lægge mig i sofaen og håbe, at fjernsynet sender noget, man gider at se. Og hvis det ikke er tilfældet, kunne det være, at man skulle gøre Øglen kunsten efter og gå tidligt i seng...

Motion og chokolade(tude)kiks

2010-06-30T17:18:00.000Z

Skal lige høre om noget, ik'å'?! Når nu man i lang tid har været rimelig inaktiv (bare for ikke at kalde mig selv for decideret doven.) og ikke lavet megen anden motion i små 1½ år end at gå ture med barnevognen og slæbe Øglen op og ned ad trapper - først på Østerbro, så i Gammelby og så på Østerbro igen - ja, så er der jo ikke noget at sige til, at mavedellen (eller alle de andre deller, for den sags skyld), hverken rykker sig eller bliver mindre. Endnu mindre mærkeligt bliver det, når man oveni den manglende motion spiser så mange kager, at Kagens Dag skal være glad for, at jeg ikke fik købt billet i år (eller nogle af de øvrige år).

Men.

Nu er det jo så, at jeg godt kunne tænke mig at regulere min størrelse lidt (til det mindre, forstås). Og blive lidt sundere og alt det jazz. Ikke på den fanatiske måde, men der er jo ingen grund til at opføre sig som Pacman og æde alle forhindringer på ens vej, vel!? Så jeg har forsøgt at lægge lidt om. Skruet ~~lidt~~ ned for kageindtaget og op for motionen. Jeg cykler 16 km om dagen. Fem dage om ugen. Ikke, at jeg er over-god til hovedregning, men det er mere end 50 km og mindre end 100 km om ugen. Derudover løber jeg mellem 15 og 25 km om ugen. Med et beskedent håb om at komme op på et gennemsnit på 30km på et eller andet tidspunkt, når mine knæ orker. Men dellerne?! De bliver stædigt, hvor de hele tiden har været.

Jowjow - jeg får da mere energi af at spise sundere og bevæge mig mere. (Bortset fra, når jeg punkterer FULDstændig efter en løbetur og sværger, at jeg aldrigaldrig mere vil løbe så meget som ét skridt mere). Og jeg sover bedre om natten. Og har generelt mere overskud (og thank G** for dét, for Øglen er ramlet ind i noget, der minder om noget trodsalder). Men det VILLE nu være rart, om vægten (eller i det mindste bare spejlbilledet) gad være på mit hold. For selv om alt det nævnte er vældig godt, kan jeg jo ikke helt løbe fra (høhø - løb; fik I den?!), at jeg også gerne vil strammes ~~lidt~~ op og ind hist og pist. Og selv om jeg rent faktisk er begyndt at nyde mine løbeture, så kunne jeg da godt finde på noget andet at lave.

Don't get me wrong, men SÅ sjovt er det jo heller ikke at være magenta-farvet i fjæset flere timer efter endt løbetur. Eller mærke samtlige musker murre og værke som var man 89 og knogleskør. Og da slet ikke, når det tilsyneladende overHOVEDET ikke gør nogen forskel på størrelse eller vægt. Så kan jeg jo ligeså ligge på sofaen som en anden Barbara Cartland og fråde fyldte chokolader. Meget hyggeligere. Og (formentlig) ikke lige så sved-fremkaldende (alt efter, hvor meget chokolade jeg spiser, tænker jeg).

Men hvad sker der for de über-resistente deller, vil jeg gerne vide? Troede jo lige, at jeg havde fat i den lange ende med at skrue ned for de søde sager og op for motionen. Forbrænde flere kalorier end jeg indtager. Og videre i dén dur. Men nej, åbenbart. Hvis der er nogen, der har et råd, de gerne vil af med, så smid det endelig her. For jeg fatter hat (som de unge ville sige).

Tror, jeg går ind og spiser en tudekiks. Af chokolade. Fordi det er synd for mig. Og fordi det jo tilsyneladende hverken gør til eller fra i det store veje-/spejle-regnskab...

Ahhhhhhh!

2010-06-26T21:17:00.000Z

Hej sommer!

Jeg ved ikke helt, om jeg tør tro på, at sommeren endelig er kommet, men solskin er solskin, og når det endelig er her, skal det f*nnarme også nydes. Så det er det blevet. I fulde drag.

Øglen og undertegnede - som ikke er i familie med Quasimodo, selv om vind og kjole gør sit for at modbevise det

Øglen har været på græs både i går og i dag, og (måske ikke overraskende) hun ellllsker det! Sidste nye hit er, at hun går tur med sin klapvogn - vældig smart, eftersom den lille diva på ingen måde gider sidde i den (til trods for - eller måske på grund af?! - gøgl og overtalelser fra far og mor). Hvis det ikke var for barnevognsselen, ville hun være faldet ud af den omkring 160 gange (mindst!) i dag alene, så vi takker et lyst hoved for i sin tid at have opfundet noget til at spænde små egenrådige bæster fast med.

Tagterrasse-sushi. Bemærk venligst ejendomsmægler-kigget til vandet ;-)

Billede lånt fra aok.dk

I går sneg HDD og jeg os op på tagterrassen med sushi (og dåseøl!), efter Øglen var blevet puttet. Længe leve fredage - og babyalarmer. At kunne sidde ovenpå Kbh og nyde solen og lytte til de ny-udsprungne studenter er faktisk slet ikke så dårligt (ok, de studenter, der havde en vogn med et horn, der lød som en luftalarm, var ret belastende, men dem, der bare hujede og dyttede almindeligt var meget hyggelige. Prøver at lade være med at tænke på, at det er 13 - TRETTEN - år siden, jeg selv blev student. Gisp!).

I dag har jeg så stiftet bekendtskab med Frederiksdal Fribad. Bortset fra underlig mangel på puslepladser (der er ingen overhovedet?!), er det et helt fantastisk sted - superbørnevenligt (og derfor er det da også ret mystisk, at der ikke er så meget som et eneste lillebitte puslebord) og meget meget smukt. Så hvis nogen skulle komme på de kanter, kan det virkelig anbefales at slå et smut forbi.

Billede er lånt fra http://www.be-fashionable.com/product.asp?product=1578

Indtil videre har jeg altså fået fyldt godt op i hygge- og soldepoterne. Forkælelsesdepotet er heller ikke gået ram forbi - HDD har givet mig både roser og de her fine øre(n)ringe. Ikke på grund af noget særligt. Bare fordi. *smeltesmelte*

Og weekenden er ikke slut endnu. En hel dag - forhåbentlig med masser af solskin - venter forude. What's not to like?! Håber, I nyder vejret - og hinanden. Vi blogges ved!

Nåmn, så ved vi da dét

2010-06-25T19:15:00.000Z

... sukkertrang og alkoholisme hænger sammen.

Det betyder, at fremtiden ikke tegner lys for Øglen. For hvis lysten til sukker er proportional med mængden af alkohol, man kommer til at drikke senere hen, så bliver det storslemt. På dødsdruk-måden.

Men nu ved vi det da i det mindste ...

(Jeg burde SÅ meget være forsker i USA. De kan tilsyneladende konkludere hvad som helst ud fra intet som helst. Og sikkert også tjene penge på det. Gad vide, om de griner meget? Det ville jeg gøre, hvis jeg var dem. De gætter jo ~~næsten~~ lige så meget som meteorologerne).

Forsigtig - der øgles!

2010-06-23T18:30:00.001Z

Hvis der var nogen, der befandt sig i Indre By i dag ved 15.30-tiden, sådan omkring Nørreport, give and take, og spottede et kvindemenneske med en taske, en jakke, to cykelhjelme, et par begynder-sko, en lille thermojakke, et par shorts str. 80 og ét stk. skruphamrende mega-hysterisk Øgle under armen, jamn så var det såmænd bare mig.

Derudover slæbte jeg også på et par gevaldigt tunge øjenlåg, så alt i alt synes jeg egentlig, at jeg havde hænderne fulde - også i bogstaveligste forstand. Men det var Øglen aldeles ligeglad med, så hun vred og vendte sig og skreg af sine lungers fulde kraft (og det er RET højt, hvis nogen skulle være i tvivl). Da jeg skulle sætte hende i cykelstolen, mistede hun tilsyneladende fuldstændig evnen til at bøje i nogen som helst led i kroppen, og jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg seriøst havde svært ved at få hende sat ned og spændt fast - også selv om jeg selvfølgelig havde sat alle mine øvrige pakkenelliker fra mig. Ved stadig ikke, hvordan det lykkedes, men vi kom da hjem - under højlydte protester - og Øglen blev placeret i den nye ride. For det kunne jo være, at hun trængte til en lur?!

Apparently not!

Så hvis nogen var på Østerbro ved 16-tiden og spottede et par i deres bedste alder med en Croozer, hvis indhold skreg så højt, at man skulle tro, nogen var ved at begå et lillebitte mini-mord indeni den, så må I selv gætte, hvem dét var.

Humøret (Øglens) blev på ingen måde bedre af at komme hjem, og det eneste tidspunkt hun holdt op med at smide med ting (en Schleich-giraf gør rimelig nas at blive ramt af) og øgle rundt, var, da hun lige frådede 2 skiver rosa oksekød til aftensmaden. Kl. 18.15 øglede hun hen til sin soveklud (som også var blevet kylet rundt), forlangte at blive taget op, og begyndte med det samme at vinke, så vi tænkte, at det måske allerede var sovetid. Og det tog da så også kun 5 min. for hende at falde i søvn.

Ikke noget at sige til, at hun er lidt smadret efter at have sovet v i r k e l i g dårligt i nat (det endte med, at hun sov inde hos os, og det tror jeg faktisk ikke, hun har gjort, siden hun var 4-5 måneder gammel. Hun gider simpelthen ikke (øv!), men i nat var hun så ude af den, at det tilsyneladende bare ville være tæt på mor og far).

Håber MEGET på en roligere nat i nat. For det er ikke kun Øglen, der bliver træt af ikke at få sovet. Og humøret må egentlig også gerne være bedre i morgen. For da er det udelukkende mig, der skal stå for eftermiddagsunderholdningen, og det spår jeg bliver ret op ad bakke, hvis hun skal være lige så grumpy som i dag. Gad godt, at der var et tigerspring, jeg kunne skyde skylden på, men dén undskyldning forsvandt desværre efter 60 uger (eller er det 63 nu?!). Ærgerligt nok, faktisk, for det var altid en sikker vinder at ty til. Og det er nu så rart at kunne hænge surhed op på et eller andet (også selv om de der tigerspring aldrig har passet synderligt på Øglen).

Men så er der selvfølgelig den med tænderne. Så: det er nok, fordi der er en tand på vej, at hun er sur. Tror I ikke også? Hva' hva' hva'?

Ny ride #2

2010-06-20T19:39:00.000Z

Så har vi langt om længe fået vores Croozer. Vi var ude på en lille test drive i dag, og noget tyder på, at Øglen godt kan lide sin nye ride. Hun lagde hårdt ud med at smile og grine og vinke over hele linjen, hvorefter hun faldt i søvn. På et tidspunkt på dagen, hvor hun ellers aldrig sover. (Ok, hun er også lidt slatten i disse dage, men alligevel...)

Og apropos Øglen, så præsenterede vi hende for en artsfælle forleden:

De skal nok blive fine venner, de to... De har en del fællestræk; dimser rundt og hygger sig, kommer og skubber til en i ny og næ og brokker sig, når de vil underholdes. Pleo skal så ikke lige fodres og er ligeglad med at komme på legepladsen, når det øsregner. Men omvendt er han ikke så hyggelig at tage med på stranden (yay - der er åbnet en strand på Østerbro i dag!) og på legepladsen, ligesom det ville føles lidt tamt (tror jeg - jeg har ikke prøvet) at putte en reptil, som man bare kan slukke for (selv om det da NOGLE GANGE ville være meget rart, hvis Øglen havde en sluk-knap).

Håber, I alle har haft en god weekend. Jeg har nydt min i fulde drag - også selv om jeg og Øglen blev nødt til at blive hjemme fra en barnedåb i dag pga. slatten Øgle. Men tror, "fridagen" er givet godt ud - hun fik i hvert fald mulighed for at slappe godt og grundigt af, inden ny og krævende (og larmende) uge i vuggestuen sætter ind...

Type 2-dårlig samvittighed

2010-06-18T21:06:00.004Z

Ligesom der er noget, der hedder Type 2-diabetes, er jeg blevet af den faste overbevisning, at der er noget, der hedder Type 2-dårlig samvittighed. Og jeg er ret sikker på, at jeg lider af den. Type 1 har jeg været igennem - det er alt det der med Det Virkelige Liv, logistik-puslespil fra helvede og konstant underskud på overskudskontoen. Har endnu ikke fundet en kur mod den, men de værste symptomer kan holdes nede med fleks-tid på arbejde, rengøringshjælp og udbringning fra SuperBest (især sidstnævnte har vist sig at være helt alvorligt tidsbesparende).

Type 2-dårlig samvittighed er så den onde tvilling, der er kommet snigende, ligesom jeg troede mig sikker i mit forhold til Type 1. Da den er meget ny i mit liv, har jeg ikke fundet ud af, hvad jeg skal stille op med den, men hvis en af jer kloge damer har et råd, må I meget gerne smide det min vej.

Type 2-dårlig samvittighed er kendetegnet ved, at den dukker op, når man har det godt på arbejde. Når man har travlt med inspirerende opgaver og viljen til at yde noget ekstra. Når klokken nærmer sig 15.30, og man ved, at man bliver nødt til at gå NU for at kunne hente Øglen i tide, men at man altså virkelig godt lige kunne tænke sig at blive en time ekstra, så man kunne færdiggøre dette og hint. WHAM! (ikke bandet med George Michael ...) Så slår den til! Den svælger i to overordnede - konfliktende - tanker; at man ikke er en ~~særlig~~ god mor, når man ikke styrter ud af døren i det sekund ens kontraktmæssige 7 timer og 24 minutter er oprundne, og at man ikke er en ~~særlig~~ god medarbejder, når man ikke liiige kan vente lidt på at smutte ud af døren, for så kan man nå en deadline (mere), og Øglen dør jo heller ikke af at blive i vuggeren en halv time ekstra?! Og den trives ved, at man farer mere og mere vild i krydsfeltet mellem tjenstvillighed over for ens chef og kolleger, og forpligtelsen og lysten til at være sammen med ens barn.

Øglen vinder tanke-tovtrækningen til hver en tid. Det skal der ikke herske tvivl om. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at den dårlige samvittighed lusker rundt som en såret ulv - knurrende og snappende - lige uden for fyraftenens porte. For kunne jeg ikke lige have nået opgave X? Eller omprioriteret opgave Y og Z, så jeg også kunne være gået i gang med opgave Æ? Telefonen gør ikke samvittigheden bedre, for den er nemlig meget dygtig til at pushe mails. Smart, men voldsomt upraktisk. For den minder jo bare konstant en om, at arbejdet ikke stopper med at eksistere, bare fordi man ~~næsten, i hvert fald~~ har stemplet mentalt ud. Kommer der så en vigtig mail, så begynder tankerne at rotere, og så holder jeg jo reelt ikke længere helt fri. Og når jeg ikke holder helt fri 'after hours', så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke er 140% til stede sammen med Øglen.

Argh.

Det er jo fantastisk, at jeg er ~~blevet~~ glad for mit job. Det er også fantastisk (eller - 'rart' kan måske dække det), at jeg har lyst til at gå den ekstra mil (elsker at hade fordanskede udtryk) for at gøre det godt. Men det er hverken rart eller fantastisk, at det giver mig dårlig samvittighed. Jeg håber, at det bare er en fase. Indtil jeg vænner mig til at have et job, jeg er glad for, så jeg forhåbentlig bliver bedre til at jonglere arbejde og privatliv, uden at de to skal karambolere alt for mere.

Og i mellemtiden vil jeg nyde, at det er weekend. Og forsøge at undlade at tænke på, hvor meget min Type 2-dårlige samvittighed kommer til at gå amok i næste uge, hvor vuggestuen sådan lige henkastet har spurgt, om vi ikke kan komme og hente Øglen inden hendes middagslur - hele ugen, tak. Fordi der er noget med noget facade på nabobygningen, der skal pudses, og det kommer til at larme og dermed genere børnene - især, når de skal sove, og det er jo synd, så hvis vi kunne være så venlige. For BØRNENES skyld, forstås. Sagde jeg, at det var hele ugen?! Helt ærligt; hvad har de tænkt sig?! Der er da ingen (!!!), som kan gå fra arbejde kl. 11.15. Og så i en hel uge. Eller hvad? Enlighten me.

Nå, men det sagde jeg jo så (pænt) til en af pædagogerne i dag. Og det kunne han sagtens forstå. "Vi fortæller det bare, som det er", sagde han. "Og det er jo også bare fordi, vi tænker på, at det bliver så højt og ubehageligt for de små ører". Men vi skulle jo bare aflevere og hente hende som normalt, når vi nu ikke har mulighed for at holde hende hjemme.

Cue: Dårlig samvittighed! På forhånd! Tilsat kniv i hjertet med salt og citron.

Den dårlige samvittighed er primært over for Øglen. Men også over for jobbet, der jo nok ikke kan undgå at komme til at lide lidt under det, hvis jeg skal gå hjem kl. 11.15 hver dag. Heller ikke, selv om jeg kan arbejde hjemme. For det får man jo alligevel ikke rigtig gjort, når man har ét stk. 16 mdr. reptil fræsende rundt om fødderne, vel?!

Nå, det var weekenden, jeg kom fra. Have a good one, alle mand (kvinder). Og husk nu at sige til, hvis der er nogen, der har en idé til at komme den dårlige samvittighed til livs, ikke? (Jeg har fundet ud af, at det hjælper kortvarigt at spise enorme mængder chokolade, men jeg kunne godt tænke mig et middel, der ikke nødvendigvis får mig til at tage ~~mere~~ på).

Gåååååå!

2010-06-15T19:42:00.000Z

Det sidste indlæg handlede om løb. Og det her kommer til at handle om gang. For Øglen har lige taget sine første, stavrende skridt i dag. (På strømpefødder, så jeg kan ikke give de nye sko æren).

Var et smut hjemme hos farmor, og Øglen dimsede rundt som hun plejer. Kravler op på sofabordet, snatcher to fjernbetjeninger, kravler ned igen, tager en i hver hånd, rejser sig op - og går ud i køkkenet.

?!?!

What the what!?! Hvor kom dét lige fra? 10-15 skridt, som om det ikke var noget særligt. Så havde Gravidgrahvad alligevel fat i noget, da hun foreslog her, at vi bare skulle give Øglen en farveblyant i hver hånd ...

Nu må vi jo se, om det var en one-off, eller om det bare kommer til at gå ud over stepperne fra nu af. Det har jeg lidt på fornemmelsen, at det gør, for hun havde egentlig meget godt styr på teknikken. Men uanset hvad, kan emsige mødre i hvert fald godt flette næbbet fremover, hvad angår ~~mindre~~ gode råd til øgler, der ikke går endnu...

Løøøøb!

2010-06-15T08:34:00.000Z

Fordi det her er min blog, vil jeg godt have lov til at blære mig lidt. Så det gør jeg hermed: I går løb jeg det der Alt for Damerne-løb, jeg har fablet om siden januar. Var lidt loren ved at skulle løbe 10K, fordi jeg ikke har været så flittig på løbefronten i de sidste par uger. Men det gik, og jeg prustede mig over målstregen på en tid på 55,43 minutter. Havde et beskedent håb om at komme under en time, og det lykkedes jo så.

Det var noget hårdere, end jeg lige havde regnet med, synes jeg nu nok. Men samtidig var det også fedt. Selv opvarmningsdelen med über-friske Fitness DK-piger, der dansede rundt til Skub til taget, bidrog til den gode stemning. Og der ER da et eller andet fascinerende ved, at 6.500 mennesker, i et anfald af kollektivt vanvid, har besluttet sig for at løbe så langt, at man er ved at vende vrangen ud på sig selv af anstrengelse. OG hopper rundt til Skub til taget uden så meget som at overveje, hvor dum (men alligevel ret sjov) den sang er.

I dag har jeg så en hjemmearbejdsdag. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været til et Nestlé-seminar om børn og kost, som nogen har været så søde at invitere mig til, men mine bunker og atter bunker af arbejde mente ikke, at det var nogen god idé, at jeg rev en formiddag ud af kalenderen for at lave noget ikke-arbejdsrelateret. Altså arbejder jeg. (Og blærer mig på bloggen) Og så tror jeg i øvrigt også, at mine ben er ok glade for, at de ikke skal ud og cykle hele vejen til kontoret og tilbage igen i dag...

De første sko

2010-06-11T19:18:00.002Z

Øglen har fået sine første rigtige sko. Et par fiiiine, brune Bisgaard sko med en bette stjerne på. I str. 19 (mini-fod; tror da pokker, at hun ikke kan gå, når der kun er sådan en lille stump at støtte på).

Har lånt billedet fra migogmolly.dk. Sig til, hvis jeg skal fjerne det!

Ville egentlig have ventet til hun kan gå rigtigt med at købe de der sko. For det er jo det, alle de kloge anbefaler. Så man ikke uforvarende kommer til at berige afkommet med klumpfod, indgroede tånegle, platfodethed og eventuel spedalskhed. Og fnat. Arj, spøg til side. Jeg ved godt, at man skal vente. Egentlig er der jo heller ikke nogen grund til sko med hårde såler, før de såler bliver anvendt til andet end at gnave på. Men. Det var om ikke en ordre, så en kraftig henstilling fra vuggestuen. Fordi "Øglen er så glad for at gå rundt hernede. Men det er ikke rart for hende ude i sandkassen, hvis hun får fugtige tæer. Så hun har ikke været ude i dag. Eller i går. Eller...". (Undskyld, men sagde du rent faktisk lige dér, at hun ikke kommer med udenfor, før hun får et par rigtige sko, eller er det bare mig, der hører syner ...)*

Har ellers både hjemmesko, kravlesko (med let forstærket bund) og sådan nogle vandtætte overtræksfutter nede i vuggeren, og jeg har forsikret samtlige pædagoger (og sikkert også et par af de andre børns forældre - de ligner jo allesammen hinanden) om, at de må tage alle de sko med udenfor, som de orker - det gør ikke noget, at de bliver våde eller tilsandede eller går i stykker. Men lige lidt har det hjulpet. "Hård bund" er det nye sort dernede, lader det til, og efter at have holdt stand i en lille måned, har jeg nu givet efter.

Og de ER fine, de små begyndersko. Bunden er så blød, som det kan lade sig gøre, når nu den skal være hård (øh?!), og Øglen er glad. Hun går også fint i dem. Og bliver bedre til det for hver dag. I dag var hun ovenikøbet så optaget af at holde fast på sin farveblyant, at hun ikke opdagede, at jeg kun holdt ved én hånd, og derefter vadede hun gennem hele lejligheden med mig ved hånden. Nååhr! (Hun havde godt nok ikke skoene på, da hun gjorde det, men lad os da bare give dem æren for fremskridtet alligevel ...)

Nu mangler vi så bare, at hun rent faktisk har skoene på, når vi kommer og henter hende i vuggeren. I stedet for de lilla fløjls-futter (med verdens blødeste bund), som har været dernede hele tiden - og som hun har haft på i alle de to dage, hun har haft de nye sko. Men nu HAR hun skoene. Og det må vel være det vigtigste? For man må aldrig gå ned på udstyr, jo ...

*Det VAR heldigvis bare mig, der hørte syner. Øglen bliver også luftet af og til nede i vuggeren. På trods af hidtil manglende sko. Bare ikke så tit (hvilket efter sigende ikke skulle skyldes mangel på sko, men derimod mangel på passende vejr for kravle-baby at være ude i...

Ny ride

2010-06-08T20:15:00.003Z

Har lige købt sådan en fætter her på dba.

Altså uden (new zealandske) børn (i Schweiz?!) (har lånt billedet fra http://ch.twoseven.co.nz/2008/06 - I'll remove it if you want to. And/or buy you a bar of chocolate?) Bare vognen, ik'å? Som man kan cykle med, trille med og løbe med (as if...)

Ville egentlig hellere have en ladcykel, men den eneste rigtig gode grund, jeg kunne komme på for at få sådan en, var, at det simpelthen ser så hyggeligt ud, når økologiske speltmødre kører tur med øndige klidbørn, biodynamiske picnickurve og hjemme-quiltede tæpper i kassen. Og selv om det egentlig er argument nok for mig, så mente Ham Den Dejlige ikke, at det var dækkende. Slet ikke fordi "sådan en nærmest koster det samme som en brugt bil", siger han. Så hvis vi skulle have en ladcykel, skulle jeg også love at bruge den i hverdagene - bare engang imellem. Og når jeg tænkte sådan rigtigt efter, ved jeg jo godt, at det aaaaldrig kommer til at ske. 16 km dagligt på 50 kg jern? Pør-liize! Både fordi jeg ikke har en ekstra time til transport, fordi jeg ikke har råd til at skifte garderobe, når mine lår bliver (endnu) større af al den trampen rundt, og så simpelthen fordi jeg ikke gider.

Så ingen ladcykel til mig. En cykelanhænger kunne det derimod godt blive til. Fordi den både er lettere og billigere - og noget mere egnet til vores behov, faktisk ~~(Hvilket jeg jo godt kan se, når jeg ser bort fra det idylliske billede af NoaNoa-klædte ladvogns-chauffører og de hjemmequiltede børn)~~. Og fordi den godt kan opbevares nede i vuggeren sammen med Øglen, mens undertegnede og/eller HDD spurter til arbejde på almindelige cykler.

Så det bliver spændende, når den ankommer til 2100 Øbro. Glæder mig til at prøvekøre den og krydser alt, hvad krydses kan, for at Øglen ikke går fuldstændig bersærk over at sidde i sin nye ride. ~~Det kunne lige ligne hende~~. Krydser også fingre for, at jeg rent faktisk godt tør køre med den og kan gøre det i et nogenlunde normalt tempo uden nødvendigvis at skulle kigge mig over skulderen konstant for at sikre mig, at Øgle og vogn stadig er der - ukæntret og i god behold. Er der nogen af jer, der har sådan en anhænger-ting? Og tør man godt at køre med den inde i byen? (Og burde jeg egentlig have spurgt om sådan noget, INDEN jeg overførte en hulens masse penge (men trods alt ikke så mange penge som en ladcykel ville koste) til jysk dame?)

Anywho, så skulle det grønne lyn gerne være her om et par dage. Med mindre den jyske dame har snydt mig og stikker de overførte penge i lommen og bruger dem allesammen i Legoland. Eller noget andet. Men på den anden side. Jeg er også jyde. Og sådan er vi ikke. Vi er tværtimod bundhæderlige. Så jeg satser på, at vognen er her om et par dage. Og SÅ skal der transporteres Øgle, skal der.

Mandag!

2010-06-07T11:27:00.000Z

Håhr. Så kom Vejret tilbage fra weekend, hva'?! Og opdagede, at automat-piloten ikke stod på "almindelig kedeligt grå-agtigt vejr", men i stedet var landet på "skyfrit, solskin og sommer over hele linjen". Og det kan vi jo ikke have, her et stykke inde i juni. Nej fy da føj. Sol? Bwadr. Så hvad gør Vejret? Skruer knappen helt i bund - til det røde område, der i fagsprog hedder "psykopat-latterligt megadårligt røv-vejr". Og nu sidder Vejret så og gnægger og godter sig og har ingen planer om at holde fri igen foreløbig, hvis man skal dømme efter vejrudsigten.

Jeg ville ikke have haft så meget imod vejret, hvis nu min chef havde haft ringet i morges og sagt "Ved du hvad, A - det regner så meget i dag, at jeg synes, vi skal holde regnfri". Men det skete sjovt nok ikke, så derfor skulle jeg jo ud. På lang cykeltur, som dog blev konverteret til togtur med cykel i stedet. Sammen med 18.000 andre, der havde fået samme idé. Synes egentlig, at det er en god idé, at man kan tage sin cykel med toget, og at det ovenikøbet er gratis, men man står jo seriøst på nakken af hinanden. Og får viklet pedaler, styr, cykelkurve og tasker ind i sig selv og hinanden. Ikke nogen god start på mandag morgen, og jeg var da også lige ved at blive pissy på Østerport Station (hvor jeg blev nødt til at gå ud af toget med min cykel, for at 900 andre cykler kunne komme ud - totalt cykel-tetris in action), da to nyankomne cyklister mente, at jeg ikke skulle på igen, fordi de var der før mig (!?!). Besindede mig dog og havde endda overskud nok til at tilbyde en af emsighederne at tage med verdens langsomste elevator før mig, da det viste sig, at vi skulle af samme sted. "Jeg fornemmer, at du har travlt, så kør du bare", sagde jeg ~~(selvfølgelig uden den mindste antydning af spydighed i stemmen)~~. Det afslog hun dog...

Nå, men jeg kom da på arbejde, og jeg har alle intentioner om at cykle hjem. Hvis Vejret ellers lige gider tage en kaffepause. For jeg skal hente Øglen, og jeg forudser, at hun godt kunne synes, at det var rimelig nederen at skulle sidde bagpå cyklen i det her vejr. Også selv om jeg har et stort regnslag til hende.

Og nu vil jeg stoppe med at brokke mig. Og i stedet for tænke tilbage på verdens bedste weekend med sol over hele linjen, mad og drinks med mødregruppen, gåture, masser af Øgle-tid, loppemarkeder, fars dag, take away, tagterrasse og kanelsnegle i lange baner. Det kan jeg (trods alt) leve højt på et stykke tid.

Grænser - eller mangel på samme

2010-06-04T08:25:00.005Z

Nøj, hvor er der travlt omme på det der arbejde. Det' helt vildt, altså. Men det ER jo nok fordi, jeg skal køres i stilling til barselsvikariatet. Som virker til at være åndssvagt travlt. Men også sjovt. Og det er ret vigtigt i min bog.

Matriklen har haft besøg af mormor i et par dage, så hun lige kunne få lidt Øgle-tid, og så mutti og HDD kunne komme på en kærkommen get-away. Helt til Indre By på restaurant og tilbage igen. Bearnaisesauce, der kunne stå selv, steak frites og créme brulée - ja tak!

Nå. Men mormor kom i onsdags. På ca. det tidspunkt, hvor jeg plejer at gå fra arbejde. Så jeg havde liiidt travlt med at cykle de 8 km hjem - med pitstop i vuggeren - for, at et stykke slægt ikke skulle sidde alt for længe på trappen og blomstre. Øglen blev forsvarligt spændt og fik hjelm på, og ad sti af sted gik det så det sidste stykke hjem. Grundet det gode vejr havde jeg ikke lige givet Øglen en hue på, og det betød - og gør det i øvrigt stadig - at cykelhjelmen er en kende stor til det bette hoved. Så den rutsjede (staveplade?) lidt rundt på hovedet af hende. (Fyyyyyyy!) Det er ikke godt. I know! Og når det blev lidt for rutsjende, stoppede jeg, efterspændte og gjorde ved. Men hjelmen blev ved med at glide, og på slutspurten - vi taler de sidste 200 meter - må jeg så tilstå, at jeg glemte at tjekke, om hjelmen sad ordentligt. (Fyyyyyyy!)

Men. Så er det jo heldigt, at der findes mennesker, der anser det for deres borgerpligt at fortælle dårlige mødre som jeg, at den er gal med dette og hint. Således hørte jeg pludselig en stemme gjalde

"NAJMMEN ALTSÅ!!! HAN HAR JO HJELMEN HELT FULDSTÆNDIG NEDE I HOVEDET. STAKKELS LILLE DRENG!!!!"

Erhm... Pinligt. Og ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Dels er Øglen ikke en lille dreng, dels havde hun ikke hjelmen "fuldstændig nede i hovedet". Den sad dårligt, ja. Men ikke kriminelt dårligt. Ikke desto mindre bød min mor-samvittighed at gøre noget ved det Med. Det. Samme, for nu var det jo blevet påtalt. Så af cyklen med mig, rette på hjelmen (vel vidende, at den ville sidde lige så dårligt igen efter 3 meter) og så ellers den sidste strækning hjem til mormor på trappestenen.

Og nu sidder jeg så her. Og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om gjalde-damen. For hun havde jo ret i, at hjelmen sad dårligt. Men hun var en tilfældig forbipasserende, som jeg bestemt ikke havde ringet op for et godt råd, så hvad sker der for gjalderiet?

Generelt synes jeg faktisk, at folk blander sig RET meget, når man sådan har et lille barn med sig her og der. (Og her taler jeg om fremmede, for familie blander sig jo bare pr. definition, og venner ved (som regel) bedre end at kloge sig alt for meget). For et par uger siden var HDD, Øglen og jeg på Den Franske Café, og mens HDD var inde og bestille, kæmpede jeg lidt med ét stk. Øgle, der hverken gad sidde hos mig eller i sin klapvogn, men som allerhelst bare ville kravle rundt på cykelstien og/eller nede ved svanerne i Sortedams Dosseringen.

Ud af det blå kommer der så en mor med et par piger, kigger mønstrende på Øglen og jeg og spørger så, om Øglen ikke går endnu. Det kan jeg jo kun svare benægtende på, men tilføjer så (hvorfor?!?), at hun jo trods alt kun er 15 mdr., så der er jo lidt tid til at lære det endnu. Hvortil über-mor fortæller, at hendes ældste også (også?) var ret sen motorisk - "men hun gik trods alt i 10. måned. Ja, det gjorde de faktisk begge to". Meget intelligent får jeg udstødt et paf "aha/nå/okay" og overvejer, hvordan jeg kan få afsluttet den her samtale. Inden jeg får overvejet færdig, føler über-mor trang til at dele med mig, at ældstebarnet på grund af denne her åbenbart uhyrligt dårlige motorik (?) havde været hos en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, som havde gjort et eller andet, jeg har glemt, "og dagen efter rejste hun (barnet, ikke behandler-typen) sig bare op og gik".

Endnu engang fik jeg ytret noget intelligent - denne gang var det vist bare et "mm-hmmm", og så fortsætter damen g*dhjælpemig med et "jeg har vist nummeret med, hvis du vil have det? Eller også kan du slå hende op på Krak. Det er da værd at overveje". Grrrrrrrr. Nu er jeg en ret høflig person af natur, så da jeg endelig fik tænkt til ende, hvordan jeg skulle lukke den (nu) groteske samtale, endte det med at blive med et "tak for tilbuddet, men jeg er nu ikke urolig over, at Øglen ikke går endnu. Jeg er sikker på, at det kommer lige pludselig. Du skal bare lige turde at give slip, ikkeogså lille skat?" *overdrevet fokus på Øglen, dikkedikke Øglens borgmester-vom, fortabe sig i Øgle-univers og lukke über-mor helt ude*. Hvis jeg IKKE havde været en høflig person, har jeg en idé om, hvordan det også kunne have været muligt at afrunde, men det blev jo heldigvis ikke aktuelt. Grrrrrr. HDD var lykkeligt uvidende om hele råds-udvekslingen, men han kom så til gengæld ud med en stor kop sort kaffe til mig, lige da låget var blevet lagt på den 'hyggelige' snak. Den var tiltrængt.

Selv, hvis Øglen havde været 3 år gammel og stadig ikke kunne gå, ville jeg synes, det var grænseoverskridende at få sådan et råd med på vejen (af en jeg aldrig har set før). Cykelhjelms-misèren kan jeg til nøds forstå (selv om jeg stadig synes, det er lige kækt nok, men gjalde-damen kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg kun skulle cykle et par hundrede meter mere). Men altså. Hvis der var tale om vanrøgt eller uvidenhed (fx hvis nu jeg fejlagtigt troede, at Toblerone var viiildt sundt og udelukkende fodrede Øglen med dét og intet andet - måske lige et skud snaps i ny og næ - så kunne jeg tilskrive deres indblanding, at de bare ville Øglen det bedste. Men at henvise mig, som (håber jeg da) virker rimelig fattet omkring, at Øglen ikke går selv, til en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, det kan jeg ikke få til at passe ind under "til Øglens bedste"-hatten.

Hvad er det med grænser, der bliver brudt noget så eftertrykkeligt ned, når man får et barn? Hvad er det, der får nogle mennesker til at synes, at det er helt ok at kommentere, påpege og råde allerhelst vildfremmede? Er det fordi deres eget bagland har slået hånden af dem, hvad angår 'gode' råd, og/eller tror de i ramme alvor, at deres adfærd er kærkommen hos de 'heldige' vindere af rådene? Eller er det i virkeligheden bare mig, der er sart?

Give-away

2010-05-30T10:59:00.000Z

- ja, altså - ikke her. Men her. På Høgh-bloggen, der er fin og (vist nok?) nyåbnet. Hvis man linker en hel masse til dem, så kan man vinde sådan en fætter her:

- og hvem vil ikke gerne det? Hvis man ikke er så heldig at vinde lysestagen og synes, at man lige har de knaster, sådan en fætter koster, kan man købe den her, for bloggen har også en web-shop med lutter lækre sager. Og så har de også et eller andet med møbler? Så kig forbi på et af de mangemange links (ja, man får lodder i give-awayen alt efter, hvor mange links, man laver til dem :-)), hvis du vil være med i konkurrencen.

I've got mail

2010-05-27T12:19:00.000Z

Jeg har fået en mail i dag.

"Spis 5 småkager mindre hver dag og opnå et vægttab på 7,3 kg. på et år", står der i den. Ikke andet.

Altså, det er da ikke noget dårligt råd. Men synes måske, at et "hej" eller lignende kunne have klædt mailen. Og en begrundelse for at sende den til mig. Er det mon fordi, jeg bagte småkager i går*? Og hvor ved Per Brændgaard** i så fald det fra? Synes altså, at overvågningssamfundet er ved at tage overhånd...

* De var til HDD's sidste arbejdsdag, så min samvittighed er hvid som sne.

** Mailen er afsendt fra noget, der hedder smaaskridt.dk, og hvis jeg tænker mig RIGTIG godt om, så var der vist noget med, at jeg engang for lææænge siden knastede min mailadresse ind hos dem, så jeg kunne modtage nyhedsbreve. Men jeg har bare ikke hørt fra dem. Overhovedet. Før i dag. Hvor jeg lige har bagt småkager. Skræmmende.

Arbejd' arbejd'

2010-05-25T18:30:00.000Z

He. Så er man pludselig sådan en, der har fået et barselsvikariat. I den samme biks, som jeg er i i dag. Og i den samme afdeling - bare den del af afdelingen, som har mest med min uddannelse (og mit interesseområde) at gøre. Fra den dag min nuværende kontrakt slutter og indtil videre seks måneder frem, men sandsynligvis i 10 måneder i alt. Hva'ba'?! Det er da SLET ikke nogen dårlig start på ugen efter en skønskøn pinse, hvor vi har hygget, slappet af, hængt ud i Zoo og sovet længe?! (Tak, Øgle).

Så nu kan de dagpenge, der har ligget på lur, klar til at stække mit forbrug og generelt bare genere mig fra og med august, godt pakke sammen. Ha. Og jeg kan ånde lettet op ved tanken om, at jeg ikke skal gå hjemme fra nu af og ud i evigheden, fordi der er ca. 7 millioner ansøgere til de job, jeg går efter. Det er 'bare' et barselsvikariat, men det køber mig noget tid, og når barselsvikariatet stopper, har de 7 millioner ansøgere forhåbentlig alle fået job, krisen er slut, og jeg valser bare ind fra højre og napper drømmejobbet. Dream on...

Og nu vil jeg smide mine snart barselsvikarierende ben op på sofabordet, se noget CSI og nyde lyden af HDD, der pakker de varer ud, som det rare Superbest-bud lige har været med. For den lyd betyder, at jeg slipper for at handle i morgen. Ja, resten af ugen, for den sags skyld. Online dagligvare-indkøb holder hele vejen!!!

Håber, I alle har haft en dejlig pinse.

Snart weekend

2010-05-21T10:06:00.000Z

Øglen har været til lægen i dag. Noget med noget 15 måneders-stik. Som ikke burde give bivirkninger i dag, men hvis hun om en uge til 10 dage bliver utilpas og får mæslingelignende udslæt, så er det bare vaccinens skyld. Øh nå. Det ville jeg gerne have vidst på forhånd, for så havde jeg nok lagt min hjemmearbejdsdag om en uge til 10 dage i stedet for idag. Hvis nu Øglen skulle blive ringet hjem fra vuggeren pga. vaccinen.

Ah, well.

En hjemmearbejdsdag er jo en hjemmearbejdsdag, kan man sige. Og det fede ved sådan nogle er, at man kan sætte en vask (eller fire) over, spise nogenlunde hæderlig mad (det er der desværre ikke mulighed for i firmaets kantine, som lader temmelig meget tilbage at ønske) og løbe en tur, når arbejdsopgaverne driller. 7,3 km kunne det blive til. Med bragende sidestik rundt i Nordhavnen. Ikke kønt, men det skulle jo være så sundt...

Og nu sidder jeg så og arbejder (og overspringshandler). Og glæder mig til lang weekend, for det trænger jeg til. Men overvejer, om hende journalisten fra biksens interne kommunikationsafdeling, der ringede til mig for lidt siden, måske ikke trænger mere. For når man præsenterer sig med "Ja, hej A - det er mor", så må det betyde, at ens fokus måske ikke er, hvad det har været... :-)

*Til hendes forsvar skal det siges, at jeg tilsyneladende hedder det samme som hendes datter, så "hej, det er mor" er totalt telefon-autopilot. Og jeg skal bestemt ikke kunne sige mig fri fra at kunne gøre nøjagtigt det samme, når Øglen kommer i telefon-alderen. Men indtil da forbeholder jeg mig retten til at grine venligt af journalisten...

SE lige, hvad jeg har fået!

2010-05-17T19:24:00.006Z

Af Marianne. Jeg var jo så heldig at vinde en foto-give away for snart længe siden, men fordi der gik flytning (og hverdag) i den, har jeg ikke lige været det hurtigste dyr i skoven, hvad angår indfrielse af præmien. Men nu! Nu er den i hus, og jeg er ét stks vældig glad og tilfreds moar. Hun ved, hvad hun laver, hende Cirkusprinsessen - også selv om Øglen viste sig at være hurtig som en ninja og meget hellere ville øgle over dvd-covere og æde Marie-kiks (hjemmebagte, uden sukker, med økologisk speltmel, eller... æh... host...) end at blive fotograferet.

Menaltså. Det blev til fine fine billeder alligevel. Prøv selv å se!

Nu ved jeg jo godt, at jeg nok er lidt forudindtaget, men det er da en RET sød Øgle, er det ikke?!

Blogleg

2010-05-12T19:36:00.001Z

Jeg er blevet tagget af fru Husmoder. Tror nok, jeg har fattet, hvad det går ud på, men hvis ikke, så må du lige rette mig, mkay Husmoder?

Morgenens nedtur:
At det mega-øspøsregnede, da jeg skulle ud af døren og på arbejde (og til et langt møde, hvor det ville være ræææægtig fedt at være nogenlunde tørskoet)

Udenfor mit vindue:
Er det en anelse mørkere, end det har været hele dagen. Men det er ok, for klokken nærmer sig de 22, og så er det helt naturligt med lidt mørke. Det er det bare ikke midt på dagen sådan en helt almindelig onsdag i maj. Skodvejr!

I mit fjernsyn kører:
De Unge Mødre *fløjter uskyldigt*. Overvejer om det er ved at lægge op til at fusionere med Luksusfælden - det er da i hvert fald en oplagt idé, hvis hende der den høje, nye, unge mor på kontanthjælp får lov til at købe den bil, hun er ved at prøvekøre...

Jeg vil gerne snart høre:
The Nationals nye album, High Violet, igen. F a n t a s t i s k!

Mit tøj er:
Det samme, som jeg har haft på hele dagen. Tights, shorts, varme strømper, en mønstret bluse og en cardi. Lyder ret grimt, når det sådan remses op, egentlig...

I dag skal jeg nå:
... heldigvis skal jeg ikke nå så meget mere, før jeg gerne må gå i seng. Det skulle da lige være et afsnit af det der Paradise. Men jeg HAR været flittig; har holdt halv fridag fra job (ahhh - og nu er det lang weekend. Endnu mere ahhhh!) og haft dejlige veninder fra Fyn og Jylland på besøg. Har grinet overdrevet meget og spist endnu mere, og generelt har det lige været, hvad jeg har haft brug for.

Men jeg vil hellere:
Faktisk kan jeg slet slet ikke komme på noget, jeg hellere ville have lavet end at hænge ud med de gamle homies, spise burgere på Pixie, shoppe, gå amok i kage og rå-sludre!

I vindueskarmen står der:
En rød, Foscarini Lumiere-lampe, en håndmalet skål (ikke mig, der har malet), en potteplante, som nægter at dø, og et "A" fra det gamle Arbejdernes Landsbank-skilt ved Hovedbanegården. Og en stikdåse. Mærkeligt.

Weekenden skal gå med:
En tur hjem til Øglens mormor og morfar. Mmmmm!

Morgenens optur:
At HDD kørte mig på arbejde i mega-regnvejret.

Det her billede, har I aldrig set af Øglen:

Walkie-talkie girl :-)

Tror vist, at det er meningen, jeg skal tagge et par stykker nu, men hvad om I, der har lyst, selv griber stafetten? Jeg skal nemlig se mere trash-tv - og slå mave oven på al den mad, jeg har spist i dag...

Sød musik

2010-05-06T19:59:00.003Z

Nå, men apropos musik og at Øglen efterhånden har udviklet et tandsæt, der seriøst får hende til at ligne Rasmus Nøhr, synes jeg lige, at jeg vil dele et par strofer af ”Sød musik” med jer. Den har da bare den sødeste tekst! (Eller er det bare mig, der stadig ikke har fået styr på hormonerne, efter jeg har været gravid med Øglen?!) Og man kan (næsten) selv bestemme, om man synes, teksten handler om manden eller babyen… :-)

Du er violin,
Du smiler i søvne og gør natten fin
Og blander din snorken med måneskin
Finder mit bryst og putter dig derind
Åhåh

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik

Du er ro og stille fred
Du’ min store kærlighed
Du’ så meget mer’ end nogen aner

Intet i verden er som før
Mange flere farver og meget større
Ligesom sød musik

Du’ sangene jeg synger
Du’ tonerne, der strømmer
Du’ drømmene jeg drømmer
Du’ sød musik

Øglen med fint gebis

Waiting for that one clear moment

2010-05-05T10:07:00.001Z

Jeg har været til koncert med manden, jeg skal giftes med. (HDD ved det godt. Og han er okay med det. Så længe han har lov til at stikke af med Szchzirley, hvis lejligheden byder sig).

Koncerten var helt uovertruffen - et åndehul på ca. halvanden time, hvor der var plads til at synge lidt med, putte sig ind til HDD, falde i svime over de skønne musikere, fælde en tåre (jaja - man har vel lettere til tåre her post-Øgle, men prøliå forestil jer "One day you'll dance for me New York City" live i et stopfuldt Vega). I kan høre sangen lige her (kan ikke finde ud af at proppe YouTube-klip ind på bloggen). Hør den, og græd! (Eller... bare hør den...)

Her er han så. Den norske sangfugl. Mmm. Billedet har jeg selv taget, så ikke noget rettighedsbøvl dér.

Thomas Dybdahls nyeste album hedder Waiting for that one clear moment, og selv om jeg ikke er så vild med det, som fx The October Trilogy, kan jeg faktisk vældig godt lide titlen. Måske fordi den minder mig om, hvor jeg er henne (mentalt, altså - fysisk er jeg i allerhøjeste grad til stede på min arbejds-pind) lige nu.

Igennem et stykke tid har jeg haft det lidt underligt. Jeg har haft en mærkelig fornemmelse af ikke helt at være 'til stede', (især) når jeg er på jobbet, og det er som om, tiden smuldrer mellem fingrene på mig. Gennem hele ugen glæder jeg mig helt vildt til weekenden, og når den så kommer, så nyder jeg den selvfølgelig, men det er som om, den bliver overskygget af, at jeg skal tilbage på jobbet om mandagen, hvorefter jeg så kan gå i gang med at glæde mig til næste weekend... Hvis jeg så ikke kunne fordrage mit arbejde, så ville det give nogenlunde mening, men jeg er faktisk forbavsende glad for det. Det havde jeg egentlig ikke regnet med, da jeg begyndte for små 2 måneder siden, men jeg kan ret godt lide at være der. Så jeg ser ingen grund til at ønske mig væk fra det.

Forleden skrev jeg en mail til en veninde, og da jeg lige skimmede den inden afsendelse, så jeg, at jeg (åbenbart) havde skrevet, at jeg havde det fint, men at "jeg render rundt og har det som om, jeg venter på et eller andet. Jeg ved bare ikke helt, hvad det er, så indtil dét kommer for en dag, må jeg jo bare ræse rundt i hamsterhjulet ligesom alle kollegerne". Det sad jeg så og funderede over og har gjort det lige siden, for det er præCIS sådan, jeg har det: Jeg har det som om, jeg venter på noget, men jeg ved ikke, hvad det er. Og det er ret frustrerende, for det gør, at jeg ikke kan 'committe'* mig sådan rigtigt på arbejde. Fordi jeg hele tiden tænker, at der må være en anden - større - mening med tingene, end at aflevere Øglen i vugger hver morgen, tage på arbejde, knokle, hente Øglen i vuggeren, underholde/rydde op/vaske tøj/lave mad, spise aftensmad, bade Øglen, putte Øglen, kollapse i sofaen med samme tv-repertoire aften ud og aften ind (indsæt selv en løbetur på et eller andet tidspunkt mellem de andre gøremål).

Måske er det fordi, jeg har en skarp bagkant på min ansættelse. Måske ikke. Måske har det slet ikke noget med jobbet at gøre. Måske er det pollenallergiens skyld. Eller svenskernes. (Er det ikke altid svenskernes skyld?). Uanset hvad, så er det bare rætti træls at vente på noget, man ikke ved, hvad er og hvornår - hvis nogensinde - kommer.

Giver det overhovedet nogen mening? Formentlig ikke. Forstår det heller ikke helt selv. Men mens jeg forsøger at finde hoved og hale i det, vil jeg lytte lidt (mere) til "Waiting for that one clear moment". For måske er det i virkeligheden 'bare' sådan et, jeg venter på? Et øjeblik, hvor alting er helt klart. Er det for meget forlangt?!

*Et af de mange hade-agtige fordanskede buzz-words (ahem. bullshit-bingo. ahem), som vi er meget glade for inde på kontoret.

Triple A

2010-05-01T15:17:00.000Z

- var det i øvrigt ikke noget med noget TV 2 og noget troværdighedsnoget back in the days?! Kan ikke helt huske historien, men det er også lige meget, for mine tre A'er har nemlig ikke noget med bander og andet gansta-agtigt at gøre. De står i stedet for Allergi, Arbejde og Altanbarnevogn, og dét er der altså ikke meget babyizzle street-cred over. Eller...

Aaanywho. Allergi, ik’å! Pollenallergi, altså. For S*TAN, hvor er det træls. (For ligesom at understrege, HVOR irriterende jeg synes, det er, har jeg anvendt et let omskrevet kraftudtryk i versaler. Jeg bander meget sjældent – også på skrift – så det er alvor, det her!) Dig og mig, birk. Udenfor. Nu! (Eller… indenfor, faktisk. Helst).

Der var engang, hvor pollenallergi var noget alle andre havde. Men så, for et par år siden, gik birketræerne fuldstændigt amokka og DRYSSEDE pollen ud over det hele. Pollentællerne på DMI (zzzz!) kom totalt på overarbejde, og efter meget tælleri kunne de bedyre, at tallet var højere end nogensinde før, og at mange ikke-allergikere kunne risikere at blive allergiske efter at have været udsat for de absurde mængder pollen. Ja tak. Det fandt jeg ud af på den hårde måde, og lige siden har jeg været hårdt plaget hvert år, når der er birkesæson. Var ude at løbe forleden, og jeg troede faktisk lige et øjeblik, at jeg skulle dø dér. Hostede og spruttede og kløede i øjnene og var i det hele taget ikke mange sure sild værd. Har også flere gange været ved at klø øjnene ud, men nu er jeg endelig blevet udstyret med noget antihistamin. Mmmm... drugs!

Men altså. Pollenallergi. Rigtig ufedt i al almindelighed og på arbejde i særdeleshed. Fordi jeg forleden havde en ret vigtig præsentation. Med nogle chef-typer, der skulle piskes til at tage en beslutning pronto, samtidig med, at de skulle overbevises om, at jeg havde (har) fuldstændig styr på det projekt, jeg har gang i. Desværre bare lidt svært at køre totalt personlig gennemslagskraft-trip, når øjnene er løbet ned på hagen, og man nyser hele tiden. Så selv om det endte fint nok, var selve præsentationen ikke en af de ting, der vil gå over i historien for sin storhed. Jeg skyder skylden på den københavnske birke-bestand...

Og speaking of arbejde, så synes jeg lige pludselig, der er meget kort tid, til min kontrakt udløber. Da jeg kom tilbage fra barsel, syntes jeg, at der var evigheder til sensommeren 2010, men det er jo lige om lidt! (Der har vi det der tids-noget igen). Så jeg skal nok snart begynde at intensivere min indsats for at finde et nyt job. Har ellers sendt en del ansøgninger, men jeg har slet ikke fået hul igennem til jobmarkedet, så jeg gør jo nok et eller andet forkert. Ergo må min nye plan være at forsøge at kurtisere min nuværende arbejdsplads og få chefen til at ansætte mig – fast eller på forlænget kontrakt; I frankly don’t give a damn, som det ser ud lige nu. Og så er det, vi er tilbage ved pollenallergi-præsentationen, som ikke ligefrem understregede min uundværlighed. Men har trods alt et par måneder tilbage at gøre indtryk i, så jeg må håbe, at birke-sæsonen bliver vældig kort, og at chefen lider af mild form for demens, der gør, at hun ikke kan huske de rindende øjne, snøvlende stemme og usammenhængende tankevirksomhed...

Det sidste A, som står for Altanbarnevogn, har ikke noget med noget at gøre. Det er altså hverken apropos Arbejde eller Allergi, men jeg ville have den med, for jeg har en fornemmelse af, at den kommer til at gøre en stor forskel i mit (vores) liv. For et par uger siden købte jeg en træt udseende Odder-vogn* i Den Blå Avis, og i dag er den så blevet indviet. Den er blevet slæbt op på tagterrassen, og efter at have hældt et par bamser, en dyne, en barnevognssele og andet godt i den, toppede jeg op med ét stk. yderst cranky Øgle. Hun protesterede voldsomt – i ca. halvandet minut, hvorefter hun faldt i søvn og sov i halvanden time. Ja tak! Jeg kunne så liste to etager ned, tænde for babyalarmen og spise bolcher og læse blogs. Noget af en forskel fra at trave hvileløst rundt på Østerbro, mens man venter på, at Øglen får sovet færdig…

Og nu kvækker hun i alarmen (bonus-A?!), så jeg er den, der er smuttet. Hav en dejlig weekend – det, der er tilbage af den – vi blogges ved.

*Nogen, der ved, om man kan friske en falmet barnevognskasse op på en eller anden måde? Med noget stof-maling (findes det?!) eller andet? For den er ikke for køn, som den ser ud nu...

Tanker om tid

2010-04-26T18:36:00.000Z

Dengang jeg var lille, syntes jeg, at noget af det allermest irriterende ved at være til familie-gøgl var, at diverse tanter altid skulle ih'e og næh'e og åh'e over, hvor stor jeg var blevet, og hvor hurtigt tiden dog gik. Husker, at min bror og jeg i smug gjorde os vældigt morsomme på bekostning af de ældre familiemedlemmer (som sandsynligvis ikke har været mere end midt i 40'erne, men som vi syntes var herregamle!), og jeg svor i mit stille sind, at jeg aldrig nogensinde ville sige sådan noget pjat, når jeg blev voksen.

Det løfte kunne jeg så desværre ikke holde, og jeg gjalder jo raskt væk "nejmenhvorerdublevetstor hvorerdetvildt jegharjoligesetjer" til alle mulige sagesløse børn. (De fleste af dem er heldigvis så små, at de ikke kan forstå, hvad tossen står og fabler om, men jeg forudser, at jeg ikke stopper med at sige sådan noget pjat lige foreløbigt, så...) Måske er det fordi, jeg er blevet 1000 år gammel, eller fordi sætningen "nøj, hvor er du blevet stor" simpelthen er kodet ind i mine gener. Eller også er det fordi, jeg er blevet ramt af det, de aldrende slægtninge led af - jeg er blevet voksen.

Jeg gør ellers mit for at undgå det (og visse af mine handlinger (og udtalelser) gør da også sit til at modbevise det), men jeg tror desværre ikke, at der er nogen vej udenom. I virkeligheden har jeg jo nok været voksen i et godt stykke tid, men det er først inden for det sidste års tid (post-Øgle), at det rigtigt har ramt mig. Det er ikke så meget det der med ansvaret. Ansvar I can handle. Det er det der med tiden, jeg ikke er så god til. At den bare FLYVER af sted (kan I høre, hvor mormor jeg allerede lyder?!).

Øglen er 14 måneder nu. Fatter jeg overhovedet ingenting af. Vi skriver snart maj måned, hvilket vil sige, at det er fire måneder siden, jeg kom tilbage på jobbet efter endt barsel. No comprende. Vi har været tilbage i byen i lidt mere end to måneder - det halve af den tid, vi boede i Gammelby. De to måneder er forsvundet ud i den blå luft, mens de fire måneder i Gammelby føltes som syvogtyve år i Tibet. Altså er tiden relativ - det fatter jeg heller ingenting af. Og i dag er bare smuldret væk mellem fingrene på mig. Synes lige, jeg er stået op og er kommet hjem fra min løbetur, men i mellemtiden har jeg også arbejdet, lavet mad, hentet Øglen, leget med Øglen, fodret hende og puttet hende...

Hvad skete der lige med de dage, man havde som barn, der bare føltes som om de fortsatte ud i evigheden?! Juleaften, der aldrig kom, fordi juleaftensdag var så uendelig lang? Eller sommerdagene, hvor man nåede at spille rundbold, cykle ture, spise madder og drikke saftevand, gå på opdagelse og have hemmeligheder, og der så stadig var dag tilbage?! ~~Nåja, dengang gik man selvfølgelig ikke på arbejde hver dag, og der kan immervæk klemmes en del rundbold og saftevand ind på de timer, man ellers er på arbejde, men alligevel...~~

Synes godt lige, at der er en, der må trykke på den store slow motion-knap - kan ikke helt følge med. Og det er ikke engang fordi, jeg har specielt travlt på arbejde (eller, jo, det har jeg lige nu, men det er kommer i ryk, så det er til at klare). Men sådan er det måske bare at være blevet voksen? Eller er det bare mig, der har fået et defekt ur, som går alt alt for hurtigt?

Skruk?

2010-04-22T07:41:00.001Z

Nåmn, så blev man da lige faster i går. Til verdens sødeste (efter Øglen, natürlich) lillebitte pige, som kom ud i en gevaldig fart; ve-stimulerende drop omkring kl. 16, effekt af ve-stimulerende drop omkring kl. 17, levering kl. 17.29. Det shit kan hun bare, min svigerinde!

Hun blev leveret 10 dage før termin, men er helt færdigbagt og fantastisk. Jeg havde pasningstjans af storesøster hjemme hos den nybagte familie, så fire en halv time efter fødslen havde jeg æren af at se (og holde!) min lille ny niece. Fire en halv time efter fødslen... Det er altså rimelig hurtig ekspedit, må man sige. Men hvor er det fantastisk at holde sådan en ny lille sag.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at der var nogle højere magter, der virkelig satte alle sejl ind på at gøre mig skruk. Først dansepartneren og nu niecen. Men jeg klapper hesten og minder mig selv om, at Øglen faktisk er ret lille endnu, og at jeg har mulighed for spædbarns-luuurve op til flere steder nu.

Nu er jeg jo også lige kommet godt i gang med det der løberi (prøver stadig løbe-gadgets på min telefon og har i dag fundet én, jeg aldrig mere skal bruge. Hvorfor skal det hele være så amerikansk?!), og så skulle det da være fordømt, hvis jeg skulle sætte det på standby med det samme pga. en graviditet. Næh nej - jeg venter. Der er jo også lige en jobsituation, der skal afklares først!

Løgn om løb

2010-04-20T13:03:00.001Z

Jeg er jo begyndt at løbe. Det er sådan set meget rart at komme ud og røre sig og få pulsen op, og hvis jeg er rigtig heldig kunne det jo være, at det har en gavnlig effekt på vægten.

Og tilsyneladende er der jo ingen ende på alle de ting, løb skulle være godt for. På den lange bane skulle man efter sigende leve længere og afværge alskens syg- og dårligdomme. På den lidt kortere (men dermed ikke mindre vigtige) bane, skulle ens appetit blive reguleret (= positive resultater på vægten), øjnene blive klarere, og man skulle generelt få meget mere energi.

Ja.

Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om langtidseffekten, men jeg vil da gerne lige smide en kommentar om de lidt mere kortsigtede fordele ved løb: Svindel og humbug, siger jeg bare! Appetit-reguleringen har jeg ikke mærket noget til - det skulle da lige være den gale vej, for jeg er simpelthen så sulten om aftenen (NÅR jeg har spist aftensmad, vel og mærke), at jeg af og til overvejer at sætte tænderne i Øglen. Det har jeg dog afstået fra indtil videre, men i stedet er det gået ud over sagesløs chokolade og andre godis. Altså kan jeg nok kigge langt efter en eventuel gavnlig effekt på vægten. Det der med klare øjne, det har jeg ikke nogen holdning til, men synes ikke, at jeg kan se noget anderledes dér. Og så kommer vi til min helt store kæphest: mere energi! Det var dét, jeg havde glædet mig allermest til overhovedet ved det her selvpineri, de kalder løb, men er der noget af det i sigte?! Ikke en hujende fis, siger jeg bare. Tværtimod. Er simpelthen så træt som et alderdomshjem (som min mor ville sige) og føler mig virkelig snydt, så vandet det driver.

Har haft lidt træls nat med Øglen i nat, og snuppede af den grund en hjemmearbejdsdag. Var (er) mildest talt ikke til pænt brug i dag, så jeg tænkte, at jeg lige ville nappe en frisk løbetur til at vågne op på. Det blev til 8 km (psykopat-løbeprogram), hvilket jeg er ganske godt tilfreds med. Var kun ved at tabe lunger og ben fem gange på vejen, men jeg kom da hjem intakt. Og det var så HER, jeg godt kunne have brugt noget af den der hypede ekstra energi. Men i stedet punkterede jeg fuldstændigt, og min produktivitet har virkelig ikke været noget at skrive hjem om i dag. Til gengæld har jeg gabt, så en katte-kennel ville blive misundelig, og jeg kan nærmest ikke holde øjnene åbne.

Hvis nu det var et firma, der kløede på med den slags falske markedsføring, så var det blevet nødt til at dreje nøglen om pga. sure kunder. Men man kan jo ikke fjerne løb fra jordens overflade (kan man?) Eller dem, som hårdnakket bliver VED med at påstå, at det giver mere energi (for dem er der dæleme mange af). Men de lyver jo. Eller er det bare mig, der gør noget helt forkert? Jeg ved godt, at jeg kun har været på løbebølgen i 2½ uger, men synes jo ligesom, at det der løb godt bare kunne give et lille incitament til at orke at fortsætte. Og ny, spændende gangart (tænk gamling med hofteskred) tæller ikke som incitament...

Mere weekend, tak!

2010-04-18T17:49:00.002Z

Er der nogen, der har en weekend til overs?! Måske bare en halv? For så vil jeg gerne have den. I dag, helst. Så jeg ikke behøver tage på arbejde i morgen, og så denne skønne weekend bare kan fortsætte. Har virkelig kamphygget mig og set op til flere søde veninder, det er alt for længe siden, jeg sidst har set. Har drukket spande af latte, gået lange ture med Øglen og ligget på sofaen arm i arm med Ham Den Dejlige. Og kirsebærret på toppen var, at jeg i dag har gramset på et drengebarn, der på det nærmeste lige var kommet ud af ægget.

Awwwww, altså. AV mine æggestokke, siger jeg bare. Magen til lille smuksak skal man da lede længe efter, og det er meget heldigt, eftersom han er Øglens fremtidige dansepartner og forhåbentligvis kæreste. Den nybagte mor (som ovenikøbet er en af verdens tre sjoveste, så forventningerne til drengebarnet er høje allerede fra begyndelsen) og jeg har i hvert fald skumle bagtaler om noget med noget arrangeret ægteskab, når den tid kommer.

Jeg havde helt glemt, hvor små sådan nogle nye babyer er. Synes egentlig stadig, at Øglen er lidt lille, men hun er jo direkte monstrøs i forhold til dansepartneren. Men så kan hun til gengæld en hel del mere, end en helt ny smålling kan. Se, fx. Og råbe højt på Klingon (HDD sværger på, at hun sagde "Chewbacca" tidligere i dag). Og kravle. Og alt muligt andet fantastisk. Alle disse færdigheder tilsammen udgjorde dog en noget trist afslutning på weekenden for Øglens vedkommende, for midt i en heftig fangeleg med undertegnede, gokkede hun underansigtet, inkl. sut, ned i gulvet, og pludselig var der bare dømt blodbad. Det er første gang, Øglen bløder, så det var lige før, jeg blev mere forskrækket og ked, end hun gjorde. (Men også kun lige før...) Heldigvis skulle der bare halvanden SunLolly og lidt putteri til, før hun var god igen, og nu er HDD ved at lægge hende til at sove. Overvejer at omdøbe hende til Angelina Jolie med de hævede læber, hun har fået. Men det er måske så drastisk igen - hævelsen falder forhåbentlig snart...

Håber, at I derude også har haft en dejlig weekend, og at I ikke har været alt for berørte af Island, aske, vulkaner, stillestående lufthavne og lignende.

PS: Vil lige have lov til at blære mig lidt. Nu har jeg haft denne her blog i omkring 1 år, og den er muligvis en af de mindst kreative blogs overhovedet i hele Blogland. (Muligvis fordi jeg er temmelig ukreativ). Menmenmen. Se nu her, hvad jeg har flikket sammen til den spritnye dansepartner. Ét styks skævt, men hjemmenørklet, tæppe. Hva'ba'!!!

Om løb og cykler

2010-04-15T13:11:00.000Z

Er der nogen, der vil købe en krop? (Altså ikke på Skelbækgade-måden, men på "værsgo - her har du et stk. krop. Tag den venligst med dig og behold den, og efterlad venligst din egen"-måden).

Signalement: Hudfarvet (måske lidt blegere end gennemsnittet), blød (tænk franskbrødsdej), omkring 147 cm høj (jeg har fraregnet omkring 20 cm til hoved). Intakt med to arme og ben med dertilhørende hænder/fødder. Stand: slidt!

Er simpelthen så radbrækket i dag. Jeg er begyndt at løbe (igenigen), eftersom der lige pludselig ikke er så lang tid til juni, hvor jeg jo er kommet til at melde mig til det der Alt for Damerne-noget. Jeg har ovenikøbet lavet en aftale med Mette om, at vi skal løbe det sammen, for på den måde får jeg lidt sværere ved at løbe (høhø) fra aftalen, og eftersom jeg selvfølgelig har en interesse i, at en medblogger ikke ser mig hoste mine lunger op og/eller bruge 14 timer på at løbe 10K, så bliver jeg jo også nødt til at træne lidt (meget).

Min bror har anbefalet et løbeprogram, og det er jeg så godt i gang med nu. I går bød på 7 kilometers løb (inkl. lidt gang), og det kan godt mærkes i dag. Men der er vel ikke andet for, end at fortsætte. Gerne med en anden krop uden skavanker. Inden da skal jeg dog liiiige hjem fra arbejde - på skod-dårlig cykel, der har tendens til at frastøde sin kæde (det gjorde den så TRE gange på vej til arbejde i morges - så kan man godt blive pænt sur!). Er der nogen derude, der kan anbefale en god cykel, som ikke er alt for dyr, og som er til at holde ud at cykle 16-17 km på dagligt? Jeg tænker selv på en Raleigh Tourist de luxe, men jeg ved ikke, om den er for tung. Input anyone?

Hva' deeeeet!?!

2010-04-11T20:44:00.000Z

Hva' deeeeet? Hva' deeeeeet? Se! Hovvv! Hva' deeeeet? Ohh... Hva' deeeet? Gøjgøjgøj... hov! Hva' deeeet? *gentages ud i det uendelige*

Det er ikke de lange sætningskonstruktioner, Øglen er ude i, men det er simpelthen så hyggeligt, at hun er begyndt at tilsætte et par 'rigtige' ord til hendes hopelandish-agtige ordforråd. Hun bliver stor, gør hun. Det er længe siden, hun har sagt tak (utaknemmelige skarn), men det kommer forhåbentlig igen engang...

I øvrigt ser det ud til, at Øglen har frigjort sig fra sin højtelskede sutteflaske med dertilhørende modermælkserstatning. Jeg troede ellers ikke, at det ville ske før omkring hendes konfirmation, men nu er vi på fjerde aften uden godnatbajer, og det ser ikke ud som om, hun savner den. Har endda testet hende for at se, om det bare var en fiks idé, men den blev afvist på det bestemteste. er man så blevet stor, eller hvad?!? (Har jeg i øvrigt lige jinxet det ved at skrive om det?! I så fald kan I godt regne med, at indlægget bliver slettet igen)

God service

2010-04-08T12:39:00.002Z

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at Post Danmarks service lader noget tilbage at ønske. Ikke nok med, at de er dyre (hvad sker der for, at det koster 60,50 for at sende 2 x påskeæg = 800g?!), de er også langsomme og mega-ufleksible. Og nu jeg er i gang, vil jeg da også lige give deres hjemmeside et skud for boven. Generelt synes jeg, det er rigtig nemt at være sur på Post Danmark. Og derfor ved jeg da heller ikke helt, hvad jeg skal stille op med den telefonsamtale, jeg havde i morges…

Mig: Hej, det er A_____

Fremmed mand: Ja, hej!

Mig *spørgende*: Jaeh?

Fremmed mand *utrolig frisk*: Ja, hej, det er pakkeposten! Jeg står her uden for din opgang og vil bare høre, om du er nogenlunde i nærheden, så du kan få din pakke i dag?

Mig *befippet*: Æhm… Øh… Nej, desværre.

Fremmed mand, nu identificeret som pakkepost: Nå, det var ærgerligt. Kommer du hjem sådan inden for en overskuelig fremtid, for så kan jeg bare svinge forbi senere?

Mig *befippet OG forvirret*: Øhbøh, hm… Nej, der er først nogen hjemme efter kl. 15-16 stykker.

Pakkeposten: Ja, det er lige sent nok. Hvornår tager du af sted om morgenen, for det kan være, at jeg kan nå at fange dig i morgen tidlig?

Mig *seriøst forvirret*: Øhhhhhhm. Smutter ved 7.30-8-tiden. Men kan du ikke bare putte pakken i døgnposten?

Pakkeposten: Der er der vist ikke plads til den, og den kræver også en underskrift. Hm. Kl. 8 er lidt for tidligt i morgen. Men hvis du kan strække den til 8.30, så kan jeg komme med den dér?

Mig *overrasket*: Gider du dét? For jeg kan godt strække den til kl. 8.30, men heller ikke senere - har møde kl. 9 i den totalt anden ende af byen (totalt unyttig information for pakkepost, men jeg plaprer, når jeg er forvirret).

Pakkeposten: Dét siger vi. Det er godt nok ikke min rute normalt, men jeg kommer forbi med den. Og så får du også din pakke i morgen tidlig i stedet for, at du først kan hente den på posthuset i morgen eftermiddag eller måske endda først lørdag.

Mig *benovet*: Arj, det er da totalt sødt af dig. TAK skal du have. Vi ses i morgen.

Pakkeposten: Jep, vi ses. Harjharj.

Hvad handler dét nu om?! Jeg er vant til sure postbude og elendig service, og så oplever man det her? Det er da konge service! (og så vil jeg ikke tænke for meget over, hvor han mon har mit telefonnummer fra). Måske han kan fornemme, at jeg VIRKElig har heppet på Post Danmark de sidste par dage, fordi jeg majet gerne vil modtage den pakke, han nu futter rundt med. Jeg har nemlig været slem og brugt de absolut sidste af mine restskatte-penge (og lidt til):

Og eftersom jeg allerede har solgt min nuværende mobil, har jeg seriøst brug for at modtage pakken. Helst i går. Skal ned og sende den gamle mobil til køberen senere i dag, og efter morgenens oplevelse lover jeg at lade være med at stå i den laaaange kø og i smug at tænke, at Post Danmark enten smadrer pakken eller stjæler den, inden den når frem. For hvis købers postbud er bare halvt så serviceminded som 'mit', så skal den nok ankomme i fin stil.

Barnets første sygedag

2010-04-06T10:40:00.001Z

... hvor mange gange kan man egentlig holde det? Ja, jeg spørger jo, fordi jeg - igenigeniGENigen - er hjemme med en snotforkølet Øgle. Ikke, at det skal være den rene ynk altsammen, men påskeferien startede hårdt ud med en slatten Øgle, kulminerede med en meget feberhed Øgle og er nu stagneret ved småslatten.

Jeg SIGER det bare...

Nå, men jeg lægger så ud med at være fraværende på kontoret for absolut ikke første gang (for nu at sige det pænt), siden jeg begyndte på det der nye-agtige job d. 10. marts. Lidt hurtig hovedregning siger mig, at jeg har været der omkring en måned nu (inkl. de 10 dages påskeferie, that is), og jeg har i hvert fald haft barnets første sygedag 2 gange. Hvis ikke 3*. Altså er det vist ikke helt forkert at mene, at jeg ikke ligefrem er vinderloddet, som enhver arbejdsgiver håber at trække, sådan rent arbejdsmæssigt.

Men altså. Hvad skal man gøre?! Når vuggestuen ringer i tide og utide, fordi Øglen a) ikke vil sove, b) virker lidt pylret, c) har rød hale, d) find selv på noget, og helt klart lyder som om, man er de dårligste forældre, der nogensinde har sat fødderne på denne jord, hvis man ikke henter hende asap, så kan man jo ikke andet end at, ja... hente hende. I dag kom vi dog opringningen fra vuggeren i forkøbet og sendte slet ikke Øglen af sted. Fordi hun hoster og er snottet. Og så skal hun selvfølgelig også være hjemme, hvor hun kan lege, når hun gider, sove, når hun gider, spise, når hun gider (hele tiden!) og putte, når hun lige er i dét humør. Der har da absolut heller ikke været nogen sure miner fra chef eller kolleger, men jeg sidder bare tilbage med en følelse af, at jeg ikke bidrager helt så meget på kontoret, som jeg får løn for.

Men sådan er det måske bare at være mor med fuldtidsarbejde? En konstant følelse af ikke helt at slå til?

Nå, nu skratter babyalarmen. Det lyder bare overhovedet ikke som Øglen, der er i den anden ende. Hm... Mon en fremmed baby har hacket sig ind på Øglens kanal?! Her gik jeg lige og troede, at vi havde købt en digital babyalarm med firs milliarder kanaler, så det ikke rigtigt kunne lade sig gøre at bruge hinandens kanal, men der tog jeg så fejl. Eller hvad? Må hellere ned og tjekke...

*Og så må vi jo ikke glemme, at HDD altså også har taget sin tørn af barns første og anden sygedag...